Plader

Caribou: The Milk of Human Kindness

Elektropsychkrautfolkeren Dan Snaith har måttet skifte navn for at undgå at få en retssag på nakken, men det har ikke slået ham ud. Tværtimod har han med en rodebutik af en plade lavet en af årets hidtil største musikalske oplevelser.

Foråret 2003 bød canadiske Dan Snaith op til dans med den lettere vanvittige Up in Flames. En sand hvirvelvind af psykedeliske 60’er vokaler, tågede guitarer, vilde programmeringer og spastiske trommer gjorde Snaiths plade til det perfekte forårssoundtrack, og man skal lede længe efter en plade så fuld af uforfalsket glæde og varme. Live blev guitar, elektronik, keyboards og klokkespil akkompagneret af to trommeslagere, hele bandet optrådte iført bjørnemasker, og i det hele taget var pladen omkranset af en næsten eventyragtig mystik.

Nu er der gået to år, og det er blevet forår igen. Meget er sket siden sidst: Snaith har måttet skifte kunstnernavn for at undgå at få en retssag på nakken og har nu valgt at lave musik under navnet Caribou.
Rent musikalsk er det dog slet ikke et lige så markant skift som dét fra den boblende og bløde IDM-debut Start Breaking My Heart til Up in Flames. Men netop valget af Caribou (en art nordamerikanske rensdyr) viser sig alligevel som ret spøjst, for den største ændring i Snaiths univers er netop, at dyremaskerne er væk, og musikken nu ikke mere er en eventyrlig drøm, men langt mere jordisk og emotionel.

Ved de første gennemlytninger lyder The Milk of Human Kindness dog som en ganske naturlig forlængelse af Up in Flames. Man bliver mødt af et kompromisløst hårdtslående åbningsnummer, “Yeti”, man næsten ikke kan undgå at vippe, hvis ikke hele kroppen, så i hvert fald foden i takt til. Syrede keyboardlyde, ukontrollerbare trommer og et væld af små blips og blops flyder sammen og bliver til den tågede helhed, der også før udgjorde Manitobas lyd.

Til gengæld står Snaiths stemme mere klart i lydbilledet end nogen sinde før. Han synger på fem af pladens 11 skæringer, og det har bestemt ikke været en forkert beslutning at lade hans bløde og rolige stemme være så klar i stedet for forvrænget eller udelukkende bestående af »ahh« og »uhh«, som det var tilfældet på Up in Flames, og det er med til at føre en hel ny følelsesmæssig dybde i musikken.

Efter “Subotnick”, et af pladens tre-fire cirka et-minut-lange mellemstykker, når man til “A Final Warning”, og allerede her står det klart, at The Milk of Human Kindness er betydeligt mere klar i sin lyd. Det er nemmere at identificere de enkelte instrumenter end tidligere, og i det hele taget virker sangene en god del mere fokuserede. Men Snaith har stadig hang til nostalgi, og med den ord- og kønsløse vokal og det krautrock-agtige drive i den over syv minutter lange “A Final Warning” får man stærke associationer til henholdsvis Boards of Canada og Neu!, ligesom den efterfølgende “Lord Leopard” bringer én tilbage i starthalvfemserne med en ghettoblaster på skulderen med et enkelt hiphop-beat bragende ud over kvarteret. Snaith angriber imidlertid musikken med en helt anden frisk og livsglad tilgang, og det lyder aldrig kedeligt eller trættende. Han formår hele tiden at væve de musikalske lån sammen til sin helt egen, personlige blanding.

Vi er tilbage i krautrock-land med “Bees”, der igen straks minder om Neu!, men med en fløjlsblød vokal og livlige strygere henover har musikken en helt anden varme, og det er svært at undgå at blive glad af det virvar af lyde, klimakset byder på. Der bliver fulgt op på den mere følelsesmæssige kant i pladens absolut stærkeste nummer i undertegnedes ører, nemlig “Hello Hammerheads”, der lader os være alene med Snaiths vokal og en guitar. Ikke nogen afsindigt nyskabende konstellation, men man bliver fascineret af det åbenlyse talent, der skal til for at få musik til at lyde så nemt og ubesværet. Umiddelbart virker det som endnu et solskinsnummer, men når man rent faktisk lytter efter teksten, får man et lidt andet indtryk: »She told me to stay / Or go away / And I looked in her eyes / And left her / Some people try / To tell me why / I made up my mind / and left her« bliver gentaget igen og igen, og man kan mærke en vis uforståenhed. Man er tættere på Snaith end nogen sinde før – kun for i den enormt medrivende “Brahminy Kite” straks at blive revet væk og ud på dansegulvet igen.

“Drumheller” er pladens sidste mellemstykke og leder op til “Lord Leopard”-storebroderen “Pelican Narrows”, som med et lige så enkelt beat og ditto klaverlinje sætter gang i pladens sidste del af ’rigtige’ sange, der afslutter hele herligheden med manér. Som “Pelican Narrows” flyder ud i forskellige retninger, går det op for én, hvordan The Milk of Human Kindness er en langt større rutsjebanetur end Up in Flames. Den er ikke én stor eksplosion af glæde, men i stedet en velorkestreret tur gennem både det glade og det mere melankolske, selv om hovedvægten afgjort ligger på førstnævnte. Dette bliver også slået fast i pladens sidste nummer, “Barnowl”, der med vokalharmonier og en byge af små knitrelyde, blips og trommelyde med en storslået finale sender en hilsen til pladens første nummer og afrunder den cirkel, Caribou begyndte på lidt over 40 minutter tidligere.

Præcis som for to år siden har Dan Snaith lavet noget nær en perfekt rodebutik af en forårsplade. Han byder stadig op til et spraglet og farvefyldt kaos af et musikalsk karneval, men denne gang er maskerne er væk, og det er nu ganske sikkert, at det er rigtige mennesker, der står på scenen og spiller op til dans. Og musikken er stadig eventyrlig god.

★★★★★☆

Deltag i debat