Plader

Deadbeat: New World Observer

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På Deadbeats tredje album formår bagmanden Scott Monteith at skabe et flot helhedsindtryk, selv om det er første gang, han benytter sig af vokal. Helhedsindtrykket bliver dog til en lidt trist ensformighed, efterhånden som albummet skrider frem.

Deadbeat alias canadieren Scott Monteith skylder glitch-dubberen Stefan Betke, kendt som Pole, en hel del. Ud over at Deadbeats tredje album udgives på Betkes selskab ~scape, må Pole også betegnes som et af Monteiths helt store forbilleder. Poles frontfigurstatus som kunstneren, der tilførte dub-elektronicaen nyt liv, er efterhånden ikke så aktuel mere, men ~scape udgiver stadig interessante albums som New World Observer.

Som ~scape spørgende skriver på deres site: Hvor slutter techno, og hvor begynder dub? Scott Monteith udforsker dette grænseland – og han gør det godt; faktisk så godt, at hans tredje album nok må betegnes som Deadbeats mest helstøbte til dato. Og det til trods for (eller måske netop fordi) at Monteith eksperimenterer mere end tidligere (blandt andet med vokal) – men samtidig holder stilen nærmest perfekt.

Over albummets ti numre bevæger han sig ikke langt væk fra et territorium, som dækker et område af langsom og halvdoven dubtronica. Der er mere dæmpet dub end techno over musikken, men Monteith benytter for eksempel virkemidler som ekstaseopbyggende melodilinjer i “Texas Tea” eller den gode monotoni i “Time Is Passing Slowly”, som tangerer microhouse. Det afsluttende “Habitat for Heavy Hearts” er nærmest ambient dub, hvor cikader fjernt svæver frem og tilbage i lydbilledets svage ekko.

New World Observer er det første gang, Monteith har arbejdet med vokal. På fire af albummets numre lægger sangerinden Athésia stemme til, mens der andre steder samples stemmer – både en arabisk kvinde og en amerikansk radiospeaker.
Athésia har tidligere lagt stemme til house, bossa nova og jazz. På New World Observer er hendes stemme dog helt i Monteiths vold, for han har brugt hendes stemme som alle andre musiske elementer – det er således med en enkelt undtagelse ikke egentlig vokal, Athésia leverer, men mere lag af lyd og omnipotente vokaltoner.

I “Port-au-Prince” hviskesynger Athésia sig gennem det mere reggaede end dubbede nummer, som har en duvende togrytme og knipselyde til at fastholde lytteren. Både her og i nummeret “Ruination” kan man høre hendes ord – men lyden af hendes stemme er vigtigere end betydningen af hendes ord. Der går lidt for meget pænhed i den, og det minder faktisk en hel del om Morcheeba.

For Monteith skal kunsten og dermed musikken ikke eksistere i et tomrum uden forbindelse til verden. Derfor får hans album også politiske undertoner, når den højreorienterede radiostemme i begyndelsen af nummeret med den politiske titel “Abu Ghraib” er blevet manipuleret til en ævlende, til tider uidentificerbar vrøvlen, som efterfølges af en marcherende trommerytme og arabiske lydindslag. I “Little Town of Bethlehem” er det en palæstinensisk kvinde, som midt i synth-ekkoet beklager sig over den israelske overmagts ødelæggelse af hendes hverdagsomgivelser.

New World Observer fusionerer Monteith tysk techno, dub reggae og den digitale dub til en halvtempo-øvelse i dybe, rungende toner og svævende melodilinjer. Det er på en gang et minimalistisk og rungende enormt univers, som Monteith skaber på New World Observer. Tomheden, som trods alt indfinder sig efter et par numre, grundes i den lidt ensformige form, som mange af albummets numre har. Det kan faktisk være svært at skelne de forskellige numre fra hinanden, og det betyder, at Monteiths brug af vokalen kommer til at definere New World Observers bedste numre. Det er nemlig de numre, der skiller sig mest ud.

★★★★☆☆

Deltag i debat