Nyheder

En kvart million til Knak og Westzynthius

Selv om Tonekunstudvalgets navn ikke ligefrem er sprudlende og idérigt, har udvalget, der hører under Statens Kunstfond, ganske nysgerrige ører.

I hvert fald har de tre medlemmer af underudvalget for rytmisk musik i går indstillet den minimalistiske elektroniker Thomas Knak (alias Opiate) og den oftest piano-baserede singer/songwriter Lise Westzynthius til et 3-årigt støttelegat.
Legatet er en af de største appelsiner, en dansk kunstner kan få i sin statsstøtte-turban: 240.000 kr. om året til modtagerne.

Tonekunstudvalget kalder bl.a. Knaks musik “indadvendt søgende og fordybende” og forklarer, at Knak modtager sit legat, for at han med sine egne ord kan “finde ro og plads til at komme længere ned og ud i krogene af min egen, men lige så vigtigt, i andres kunst”.
Roserne til Westzynthius er lige så store. Den tidligere Luksus-sangerinde betegnes som “et usædvanligt sangskrivertalent, som skal og må gives tid til udvikling og fordybelse.”

Inden Knak får tid til at bore sig ned i sin egen og andres kunst, må han dog gøre gummistøvlerne klar til eventuelle mudrede forhold på årets Roskilde Festival, hvor han sammen med tyske alva.noto (under navnet Opto) spiller koncert fredag d. 1. juli.

Leave a Reply