Plader

Half-handed Cloud: Thy Is a Word and Feet Need Lamps

Skrevet af Cæcilie Jessen

Half Handed Cloud hvirvler med sit andet album lytteren rundt i bibelhistorier og airconditionlyde fra Guds eget land. En sørejse, hvor vi bringes sikkert, men absolut ikke uskadte i land.

Man trykker på play-knappen og hører lyden af en brusende flod, der starter med at pible ud af højtalerne for derefter at springe glad over sten og ned ad bjergsider. Der er sus i træerne, og bladene danser omkring. Vi stiger ind i en musikalsk rutschebane i Asthmatic Kittys omrejsende tivoli, en riverrafting af lydindtryk og fantasi-instrumenter fra John Ringhofers univers. Vi hvirvles rundt i utæmmelige strømme, bumper mod kanten og hopper i sædet, holder vejret, mens spændingen spændes, før det pludselige, overraskende vandsprøjt i nakken.

Riverrafting-båden er ikke noget normalt søfartøj, men et kirkeskib i Half-handed Clouds varetægt. Han er en genert søndagsskolelærer på syre, der brænder for at fortælle historier, og med kærlige hænder gestikulerer stort, mens tonerne og ordene flyder fra hans mund. Vi bliver ført gennem mørke klippetunneler, hvor der er hulemalerier, der fortæller om glemte og absurde historier fra det Gamle Testamente: hoveder gennemhullet af teltpløkker; kvinder, der steger brød over menneskelige efterladenskaber; fædre, der æder deres sønner. I den modsatte ende af skibet bakkes Ringhofer op af sit otte-mands-kor og utallige truthorn, der omringer os og smider os direkte ind i historierne, der vælter ud og vælter rundt og vælter over hinanden i deres iver for at afløse den foregående.

Vi sejler forbi skiltet med et gyldent 15-tal, og pludselig går vi i stå. Vi er gået på grund, og »no place to spend the night,« brummer Josef og Benjamins brødre, der toner frem af billederne, mens de diskuterer, hvad de skal gøre. Det her er foruroligende, og det var ikke meningen, og der er ikke lys forude. »There’s never been a thing like this since we left Egypt,« mumler de videre, mens vi omringes af dem og prøver at overbevise dem om, at vi blot er rejsende i musik og helst ikke vil suges ind i lydene på denne måde, så den tager form af rigtige mennesker.

Så med ét starter båden igen, og vores guides mine skifter til det bedre. Vi kom over stenene, og vi er overbevist om, at det nok skal gå. Bølgerne bringer os let og ubesværet frem, og vi flyder med den rigtige strøm den rigtige vej, og vi har næsten følelsen af, at vi er så tæt på den befriende sluse, hvor dørene åbnes, og vi kan slippe ud.

Pludselig dukkes vi under vandet. Båden forsvinder under fødderne på os, og vi bliver trykket ned mod bunden uden at kæmpe imod. Det er som at blive kastet hen mod afløbet af strømmen i et badekar, hvor proppen er taget ud. Vi panikker, men vi gør af uransagelige årsager ingenting. »Oh nooooo!«

Pust ud! Der er gået 29 minutter, men det ville være umuligt at bedømme, hvis ikke tallene på displayet steg. Vi er ikke oppe igen, men vi er på den anden side. Alt er okay.

★★★★★☆

Lyt til “Animals Are Cut in Two”:
[audio:http://asthmatickitty.com/mp3/half-handed_cloud_-_thy_is_a_word_-_animals_are_cut_in_two.mp3]

Deltag i debat