Plader

Hrsta: Stem Stem in Electro

Hrstas nye plade er en besynderlig størrelse. Den klassiske kolde og mørke Constellation-lyd dominerer pladen, men den er langt fra at være så gennemført som tidligere udgivelser på selskabet.

Det er mærkeligt at sidde og høre en plade, der det ene øjeblik kan give en gåsehud, fordi man nærmest er overbevist om, at det må være den bedste plade, der nogensinde er udgivet, men det næste øjeblik ganske enkelt keder en så meget, at man har lyst til at trykke på stop-knappen og sætte noget andet på. Desværre tilhører den nye plade fra Mike Moya, grundlæggeren af et af Constellations mest kendte ensembler, nemlig Godspeed You! Black Emperor, denne kategori.

Undertegnede har ellers altid været glad for det canadiske selskab, så det var ikke helt uden spænding, at jeg stod med pladen i hænderne første gang og på coveret kunne konstatere, at alt var, som det hører sig til med en Constellation-udgivelse: et pap-digipackcover med kornede billeder af folkemængder, telefontråde og øde marker – suppleret med apokalyptiske eller bare lange sangtitler på tracklisten. Jo, alt var, som det skulle være. Men selv om orkestrene på selskabet altid plejer at kunne få noget interessant ud af de samme præmisser for at lave et album, er det netop dét, der ender med at være Hrstas akilleshæl.

Det begynder ellers ganske lovende. Som så mange gange før befinder vi os i en forladt fabrikshal eller en lille træhytte i det mest øde område af Canada. Guitarer, bas, trommer og celloer sørger for mørke, forvrængede drones, mens et spøgelsesagtigt kor næsten som i trance gentager “We climb to the light” og lader lyset pible ind gennem sprækkerne. Instrumenternes rundgange bliver mere og mere insisterende og buldrer til sidst af sted som et tog, der er løbet løbsk.

Denne dragende dynamik bliver der dog allerede sat en stopper for på pladens andet nummer, den afdæmpede Blood on the Sun, hvor nedtonet lofi-vokal bliver akkompagneret af strygere, sporadiske klaverakkorder og en stille guitar, præcis som man kender det fra A Silver Mt. Zions nyere plader – og netop dette irriterer. Man kan ikke få ud af hovedet, hvordan det ganske enkelt lyder som en fortyndet udgave af tidligere bedrifter. Det samme gælder Quelque…, der aldrig rigtig formår at rykke sig ud af stedet og ender med at virke som decideret fyldstof.

Nok er vokalens betydning større end på de fleste andre Constellation-plader, men det er, som om Hrsta ikke helt ved, om de skal tage skridtet helt ud, og det endelige resultat ender desværre et sted midt imellem nyt land og noget, man har hørt før.
Alligevel er der fremragende øjeblikke på Stem Stem in Electro. Med Swallow’s Tail er vi tilbage i den mere ordinære postrock-afdeling, men det gør ikke nummeret mindre kuldegysfremkaldende. Hviskende vokal konkurrerer med enorme guitarbaserede støjudbrud om at gøre størst indtryk på lytteren. Den fine balance mellem stilhed og storm er hørt mange gange før, men Hrsta virker her selvsikre og overbevisende – og det virker.

Heaven Is Yours vender tilbage til den mere navlepillende, samplebaserede del af Hrstas sangrepertoire, og selv om det fungerer ganske fint som bindeled mellem de to omkringliggende sange, er det glemt, lige så snart det er færdigt, og føles mildest talt som fyldstof, da det ikke varer få sekunder, som det burde, men lidt over fire minutter.
Et bølgende orgel og en næsten skælvende stemme får Gently Gently til at krybe direkte ind under huden på lytteren. Nummeret er præget af samme selvsikkerhed som Swallow’s Tail, og havde Hrsta blot turde lave en så simpel og ærlig plade, har jeg ikke svært ved at forestille mig, at det kunne blive ikke bare godt, men virkelig betagende.
Une infinité… er en total tilbagevenden til den slags post-rock, Mike Moya gjorde GY!BE kendte med, netop via nummeret Moya. Mens det arbejder sig opad fra den spinkle start til det store klimaks til sidst, er det solidt håndværk, men ikke videre originalt.

Stem Stem in Electro rager højt og vil gerne være en stor og flot musikalsk bedrift. Momentvist lykkes det, og når det sker, har man lyst til at forlade det liv, man lever, og slutte sig til den melankolske gruppe af musikere, man næsten kan se for sig i den store, tomme fabrikshal, hvor de afskåret fra storbyens travle liv forsøger at dokumentere verdens undergang i form af mørk og smuk musik. Men når det ikke lykkes, har man mest af alt lyst til, at der snart er nogen, der får dem overbevist om, at de burde gå en tur i det strålende solskin bare en gang imellem, så de ikke ender med kun at genbruge de samme farver til at male lydbilleder med – for det er altså begrænset, hvor mange nuancer af sort der findes.

★★★☆☆☆

Deltag i debat