Plader

ISLES: We Have Decided Not to Die

Der er masser af gode intentioner og oprigtig sangskrivning på ISLES’ debut. Men bandet taber pusten undervejs, og flere af numrene afleverer ikke det indtryk, ambitionerne afspejler.

Musik opstår i mærkværdige stunder og øjeblikke – formes af de indtryk og oplevelser, man udsættes for.
ISLES, tidligere Hostmom, lægger ikke op til englesang og glædesgospel på deres debut We Have Decided Not to Die. Tværtimod skildres en såret sjæl, der forsøger at rejse sig efter et følelsesmæssigt knockout.
Forsanger Søren Corneliussens far blev for mindre end to år siden stukket ihjel, og albummets emotionelle og ærlige sange beskriver sønnens melankolske tilbagevenden til livet.

Det omvendte eventyr indledes instrumentalt. Første skridt i retning mod den blottede sjæl bygges fint op med de få, men vigtige kvaliteter som guitar, bas, piano og trommer formår at sammensætte. Rejsen begynder ganske fint, og akkorderne er behageligt sat sammen, så de indre billeder hænger på en snor og danner plancher i takt med de stampende lyde.

Pladens tungsindige lyrik sætter mange tanker i gang. De fleste mennesker kan sætte sig ind i dét at miste en, man holder af. Omvendt kan også være svært at forholde sig konkret til en person, som man aldrig har mødt eller kender, men udelukkende danner sig et billede af via tekst og musik. Søren Cornelliussen formår heldigvis at skrive sine historier med en tilspidset personlig pen, der blander hans eget univers med det universelle.

Musikalsk er blandingen af de guitarbaserede melankolske rocknumre og støjelementer ganske interessant, men der går lidt tid, inden man for alvor smager sangenes sødme. De første to numre Reunification og Theme From a House of Sorrow åbner sig ikke, og der er simpelthen for mange musikalske faktorer at forholde sig til. Skæve akkorder, skinger vokal, piano og guitar-breaks. Det virker en anelse overforceret og ender faktisk med at lyde lidt for ordinært.

Til gengæld skal bandet roses for den fremragende Now We’re Here, hvor Nina Onsberg Christensen synger duet med Søren Corneliussen. Strygerarrangementerne spilles af islændingen Hildur Ásælsdöttir, kendt fra Sigur Rös’ live-strygerkvartet Amina Strings, og sammen tilfører de to kvinder virkelig smerte, inderlighed og fylde, der rykker musikken langt mere over i smertende postrock, hvor lydfladerne får mere tid til at udvikle sig, hvilket taler til ISLES’ fordel.

Det lettere støjende og semi-instrumentale fungerer bedre end de poppede elementer. Derfor kniber det for sange som The Hell in Hello og A Place Between Nothing and Nowhere at dumpe ned i godteposen, for selv om der eksperimenteres med både guitar og trommerytmer, mangler den røde tråd, og musikken finder ikke rigtigt fodfæste. Specielt ikke, når lyrikken skal forsøge at indkapsle smerte, politik, kærlighed og selverkendelse.

We Have Decided Not to Die bølger mellem sange, der flyder ud i universet uden nogen form for retning, og små uventede perler.
Genindspilningen af Portland fra filmen af samme navn fanger fint den mørke stemning fra lærredet. Lavmælt vokal og monotone guitarflader sender mørke skyer ind over lytteren. Man fornemmer næsten, at hver musiker sidder med hver sit instrument og ikke sanser andre i lokalet. Enkeltvis lyder de stillestående, men sat sammen til en symbiose sker der noget magisk.

The Good in Goodbye, der igen har den islandske strygergudinde bag violinen, rager højt op. Brugen af lidt blæsere, violin og bas/guitar/trommetrioen, hænger som en Jesus-figur bag præsten, og i dette tilfælde er forkynderen Søren Corneliussen. Hans lyse falset-agtige stemme overforceres ikke, og instrumenteringen fylder mindst lige så meget i et nummer, der igen cirkler om det semi-støjende og de bløde strygere, som var det Mogwai, der sad i afspilleren.

ISLES runder fint af med fem liniers sang og 90 sekunders elektroniske lyde, der slipper det melankolske tag og ser frem mod lysere tider. Den mørke stemning, der ligger over de øvrige ni sange, brydes af Appeasing Industries, og himlen åbner sine solstrålende sluser, som ikke blot skal afslutte de triste elementer, men også vise vejen over til den anden side – både spirituelt og jordnært, godt skrevet af guitarist Thomas Fagerlund.

ISLES har ambitionerne og evnerne til at komponere sange, der tømmer lytteren for energi. Men generelt set er We Have Decided Not to Die lidt for ujævn. Tekstuniverset holder stilen, men kompositionerne stritter lidt for meget, og selv om det er interessant at kombinere flere stilarter, bliver lagkagen lige lovlig cremet. En debut på det jævne, men absolut en debut, der stikker næsen så langt frem, at der kan være noget stort i vente.

★★★½☆☆

Deltag i debat