Plader

Les Georges Leningrad: Sur les Traces de Black Eskimo

Advarsel: Før denne plade sættes i rotation, kan det anbefales at strække ud og varme op samt iføre sig et par gode kondisko og løstsiddende klæder, der giver plads til uhæmmede, ekstravagante krops-spasmer.

Les Georges Leningrad har med deres anden udgivelse, Sur les Traces de Black Eskimo begået en plade fuld af hyperaktiv, elektrisk disco-punk. Trioen foretrækker dog selv at kalde deres musik for Petrochemical Rock (altså noget med en fusion af naturgas, olie, og … rock), men hvordan denne kategorisering kommer til sin ret, er bare ét i rækken af ubesvarede spørgsmål til Sur les Traces de Black Eskimo.

For hvem er den sorte eskimo? Hvad laver sigøjnerpigen, de afhuggede arme, tigeren og sørøverskibet på coveret? Og hvorfor indledes pladen med et psykotisk radiospil om Gary, der nægter at lade andre end ham selv køre tour-bussen? Svarene findes – måske – i Montreal. Indtil videre vil jeg derfor bare lade sære Les Georges Leningrad være sære med deres sære tema.

Efter heftige tvangshandlinger, skrigen og råben, munder første nummer, “Missing Gary”, ud i tung electro. En dyb, monoton bas danner sammen med trommerne et dystert underlag, og hen over det bliver der lejlighedsvis enten mumlet mørkt og goth-agtigt eller skreget »Let me driiive!« Funky er det, men allermest er det komisk og understreger trioens sorte humor, der går igen på hele pladen.

Lidt anderledes og lynhurtigt ser det ud i det hektiske nummer “Sponsorships”. Her tromles der igennem med hårdtslående drum’n’bass, og oven på tromme-mylder og scratch bliver der råbt noget uforståeligt, som det med garanti kræver store kranie-forvridninger og ansigts-ticks at få udtrykt. Men selv om nummeret hverken er specielt alsidigt, lyrisk givende eller behageligt at høre på flere gange i træk, har det et fængende og vedholdende flow over sig, der får lytteren op af stolen. Av, det gør faktisk godt.

Det høje tempo fortsætter i titelnummeret “Black Eskimo”. For første gang får vi her den kvindelige frontfigur og forsanger/-råber Poney P. på banen. “Black Eskimo” begynder med iskolde, susende lydeffekter, men pludselig skydes jagten i gang på bedste drum’n’bass-vis med gentagende og rytmisk dytten. Poney P’s stemme er høj og teatralsk, men samtidig drillende og fængende. Til gengæld føles nummeret en tand for kort, og det er heller ikke særligt spændende rent dynamisk.

Poney P. bliver på sin pind, men skruer ned for de vokale udfoldelser i “Nebraska’s Valentine”. Sorte, men billedlige tekster udtrykkes drillende og attitudefyldt, og musikalsk bevæger vi os over i den mere rockede afdeling. Rytmen er travende, samplinger og skinger guitar gnider sig op ad hinanden, men det er det dybe, monotone bas-riff, der danner grundlaget for hele nummerets struktur.

Alsidighed er der sådan set masser af på Sur les Traces de Black Eskimo. Fra super støjende elektro-punk i “Wunderkid #2” bevæger vi os eksempelvis over i det ekstremt kække og Junior Senior-energiske nummer “Supa Doopa” og videre til den eksperimenterende “St. Mary’s Memorial Hall”, som vækker grumme minder fra instrument-idioti i folkeskolens musiklokale.

Det er nemt at tage afstand fra Sur les Traces de Black Eskimo. Musikalsk er udgivelsen udfordrende og eksperimenterende, men lyrikken er stort set uforståelig og fungerer i højere grad som et rytmisk input end som noget som helst andet. Alt er underligt og larmende, men til gengæld lykkes det for Les Georges Leningrad at gøre det så gennemført og humoristisk, at overfladiskheden ikke nødvendigvis opfattes negativt.

Om Les Georges Leningrad nogensinde fandt den sorte eskimo må djævlen vide, og at finde hoved og hale i trioens vision og idé med denne udgivelse må blive en videnskab i sig selv. Stensikkert er dog, at Sur les Traces de Black Eskimo er en repeat-fjendtlig party-plade, der er hjerne-skærende god, når det hele bare skal overlades til fantasien.

★★★★☆☆

Deltag i debat