Nyheder

Magnolia Electric Co. til Kolding

“Der er dømt bluesrock og Neil Young light,” skrev vores anmelder, da Jason Molina i front for Magnolia Electric Co. for nogle måneder siden udsendte live-albummet Trails & Errors.
Og hvis det lige er noget for dig, kan du godt sætte et stort kryds i kalenderen.

11. juli gæster Molina og hans kumpaner nemlig Pitstop i Kolding for at spille den sidste koncert på deres Europa-turné. Der er plads til omkring 300 tilhørere, men indtil videre er der ingen informationer om, hvor og hvordan man får fat i en billet.

Bandets rundtur her på kontinentet er en opfølgning på studiealbummet What Comes After the Blues, som Magnolia Electric Co. udsendte i starten af april.
Inden Magnolia-konstellationen kom til verden, huserede Molina under navnet Songs: Ohia og skabte en håndfuld smukke albums, der kredsede om utallige aspekter af kærligheden.

Deltag i debat