Plader

Maxïmo Park: A Certain Trigger

Skrevet af Mathias Askholm

Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.

2005 startede med en flodbølge, og her snart halvvejs igennem er vi vidne til endnu en. Engelske rockbands med kriblende danselyst i benene og lidt for smarte tørklæder, pibler frem og har fået musikskribenter overalt til at tabe hornbrillerne i bar iver efter at komme på de vildeste metaforer. En af de mest brugte er ‘brit-poppens genkomst’ eller lignende farverige beskrivelser af denne nye bølge af engelske bands, der er klar til at erobre verden.

Afsættet for det hele ligger i bandets baggrund. Newcastle, en by der aldrig rigtig er kommet sig efter industrialderens afslutning, og hvor forladte fabrikker og regnvejr er de to hovedingredienser, er udgangspunktet for Maxïmo Park: ikke ligefrem glitter og glamour. Med The Smiths’ sarkastiske og angste lyrik i baghovedet og Gang of Fours sociale indignation og dansable rytmer i fingrene spiller Maxïmo Park rock for menigmand.

Der spilles lystigt op på dette udspil. Fra åbneren “Signal and Sign”, der med stolthed beretter om weekendens eskapadaer og erobringer, er stemningen fastlagt. Teksterne cirkler om tilbagevendende kampe for at komme igennem dagen, lyssky sex og følelsen af at være fanget i verdens røvhul uden nogen mulighed for at slippe for lort op over skulderhøjde. Maxïmo Park præsenterer verden, som den ser ud i gadehøjde, med hvad deraf følger af drengestreger, kedsomhed, sex og fester. De bliver aldrig tilbageskuende som The Smiths, men holder fokus på øjeblikket.

Drengerøven er på max, og der er ikke langt fra forsanger Paul Smith til hverken Julian Casablanca, Iggy Pop eller måske Hank von Helvete fra norske Turbonegro. Platitude og charme mødes i “Apply Some Pressure”, der ud over et uimodståeligt hook også byder på frækheder a la »you know that I would love to see you in that dress / I hope that I will live to see you undress.«

Maxïmo Park har dog større ambitioner end blot plat rock, og man fornemmer et reelt ønske om at kanalisere nogle frustrationer ud gennem musikken. Paul Smith er i “Going Missing” lummer og giver sovekammerdetaljer (»I sleep with my hands across the chest«) samtidig med en ærlig og ædruelig bøn om en vej ud af ensomheden (»I’m going missing for awhile / I’ve got nothing left to lose«), men det fungerer bare ikke. Måske er det denne konstante vekslen mellem ærlighed og liderlighed, der er virkeligheden for Smith, men på plade fungerer det ikke.

Forfriskende er til gengæld løssluppenheden. The Strokes’ debut fra 2001, Is This It, havde en skramlet og lyststyret løssluppenhed. Det var den personlige tilgang til inspirationerne og Casablancas attitude, der tog slæbet, og det samme gør sig gældende for Maxïmo Park. Beklageligvis er der dog flere sange, som har store problemer med at holde sig flydende. Sangskrivningen går fra mesterværk til håndværk. “Postcard of a Painting” og “The Coast Is Always Changing” er irriterende haltende og uinspireret. Det er, som om disse sange hele tiden skal slides frem. Hvor den fremragende “Limassol” allerede fra startens knasende elektronik drives frem af sin egen dynamik, kommer flere af de andre sange aldrig rigtig i gang.

Maxïmo Park er en del af en flodbølge af nye engelske bands, og parallellerne til The Futureheads, Kaiser Chiefs, Bloc Party og Franz Ferdinand er tydelige. Man slipper ikke for at spekulere på, hvad der kom først, bølgen eller bandet? Det virker næsten kalkuleret med så solid og populær pop udgivet på Warp.

Overvejelser om ægthed og autenticitet giver nu ikke ret meget mening, så længe musikken spiller. Kan man undgå at danse og skråle til denne plade, skylder denne anmelder en øl. Lyst, sex og bitter socialrealisme forenes og bliver nemt til en festlig aften, hvis man slår hjernen fra. “Limassol” med den eklektiske glæde (og guddommelige break) og de spændstige riffs i “Apply Some Pressure” er noget af det bedste, jeg har hørt i år.

★★★★☆☆

Deltag i debat