Plader

Oneida: The Wedding

Skrevet af Mathias Askholm

Et lydmonster af maskindele og syltetøjsglas. En idé, der kun kan realiseres af folk med sygeligt megen fritid. Et nyt Oneida-album har ramt gaden, musikpusheren og alle de forkerte steder – pas på, at ikke også du bliver ramt. Du slipper aldrig herfra.

En hjemmelavet rytmeboks i fantastiske dimensioner. Adskillige kubikmeter med lyde af punkterede ko-klokker, blikdåser og tomme syltetøjsglas. Da Hanoi Jane, Kid Millions og Bobby Matador i 2001 fik idéen om at bygge den største rytmekasse, der endnu var set på den amerikanske østkyst, havde de ikke megen idé om resultatet. Gamle motordele, drivtømmer og over 70 savklinger udgjorde grundskelettet. Med denne maskine i deres studie kunne Oneida nu frembringe lyde af en anden verden.

Enten bliver man som læser skræmt væk eller lokket til af dette albums ophav. Og man kan så alt efter sin reaktion ånde lettet ud eller bide sig hårdt i læben af ærgrelse; mange af de originale lydkilder forsvinder så langt ned i lydbilledet på denne plade, at der skal graves for at finde spor af dem. I flere af sangene er de lyde og eksperimenter, der grundlagde sangene blevet druknet i den senere produktion, men dette album er netop et bryllup mellem eksperimentet og Oneidas vanlige, umiskendelige lyd.

Den lyd, Oneida normalt omgiver sig med, er dog også nok til at skræmme mange. Når galskaben bliver skruet op til max, og når strygerne og de abrupte beats sætter ind, bliver Oneida til “åh-nej-da” for nogen.
Men frygt ikke. Kærlighed gør nogle gange ondt, men jeg garanterer, at oplever du bare en gang, at larmen bliver til lyd, og at hovedpinen bliver til benspjæt, er du fanget. Oneida er tilbage med et nyt kapitel i en af de mest interessante fortællinger i musikkens verden.

Sidste års plade hed Secret Wars og bød på en varieté med alt mellem synthpunk og psychfolk. På The Wedding har Oneida udviklet sig endnu en gang, og der er blevet plads til et tykt lag strygere, Phil Manley fra Trans Am og nye stille sider af de ellers så iltre og kronisk støjende knøse.

Den gennemgående stemning af eftertænksomhed ændres dog ikke af legen med lyde. Et eksempel er “Spirits”, som består af regntunge toner, der slår mod huden. Stemningen er opgivende: »All I’ve ever known is that the spirits in my eyes has flown away.« Og heller ikke i “Run Through My Hair” kan det forløsende opbud af rytmebokslyde lede tankerne væk fra dysterheden. Forjættende anslag på savklinger gennemborer, hvad der måtte være af glæde.

Når “High Life” efterfølgende anslår en lykkelig stemning med boblende jubel-beats og glimt af solskin, er det ikke oprigtigt. Lykken bliver til “lykke” omgivet af tyk ironi. Det er nemlig ikke det lystige liv og glade solskinsdage, musikken handler om. Nej, fokus ligger tættere eksistentialismens “hvem er jeg?” og det uundgåelige “Hvornår holder jeg op med at være?”

At Oneida når vidt omkring i deres musik, er efterhånden en kliché, men de bliver ikke desto mindre ved med at imponere med deres stædige leg. “The Beginning Is Nigh” er lyden af Marquee Moon, hvis det var udgivet for 30 år siden, “Did I Die” er hæst skrigende angst, og “Leaves” er bare helt ubeskrivelige lyde.

Oneida tør stille krav til deres lyttere. Der er ikke megen nussen og kælen til denne plades publikum. Oneida leverer et ultimatum: Enten dedikerer man sig fuldt ud til denne plade, eller også holder man sig helt væk. Der garanteres intet, men er man stædig og nysgerrig, skal man nok opdage, at det er umagen værd at undersøge, hvad de fire gale newyorkere denne gang har præsteret.

★★★★★½

Lyt til “Run Through My Hair”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/runthrough.mp3]

Lyt til “Did I Die”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/dididie.mp3]

Deltag i debat