Plader

The Raveonettes: Pretty in Black

Skrevet af Troels Mads

Den tredje Raveonettes-plade er bygget på lån efter lån efter lån fra især den amerikanske musikhistorie. Det lykkes ikke altid for bandet at få tilføjet ny værdi. Ikke desto mindre er det Raveonettes’ hidtil bedste plade.

Raveonettes har herhjemme længe måttet finde sig i at være “ham fra Psyched Up Janis (og hende den lyshårede)”, men det må være en saga blot (bortset fra at Sharin stadig er platineret blond – hun spiller tilgengæld ikke bas længere; den har nytilkomne Anders Christensen nemlig overtaget), hvis ellers Pretty in Black bliver ydet den retfærdighed, den fortjener. Nok bydes her stadig på masser af umiskendelig Wagner-guitar, men Raveonettes har alligevel formået at lægge så meget fra land, at arvegodset fra PUJ-dagene, teenangsten og den til tider lofi-agtige uskyldighed kun lige akkurat kan skimtes i horisonten.

Det er nyt land, der sejles mod, men alligevel forekommer farvandet underligt velkendt. Den egen fortid er smidt overbords til fordel for en langt mere gennemproduceret (i begge det ords betydninger) fremdrift, og pladsen i lastrummet er istedet fyldt op med 50’er- og 60’er-pasticher og amerikanerdrømme – og dét i en grad, så det er lige ved at få slagside. Alligevel føler man sig ganske godt underholdt på rejsen. Bravo, fribytter Wagner, du har bragt dit skib sikkert i havn! Og så gør det mindre, at man godt kunne have ønsket sig lidt mere spænding undervejs på togtet…

Det er svært at sige, hvad der helt præcist var galt med Raveonettes’ to første plader, hvad der forhindrede dem i at nå det (helt) store publikum, de må have være tiltænkt. Måske netop dét, at de var Wagners shot at the stars, at de blev konciperet i dur og mol som lige dele forkromet popprodukt og sorthvid rockplade: Raveonettes blev beskyldt for at være et White Stripes-ripoff (Whip It On) henholdsvis Jesus and Mary Chain-delight (Chain Gang of Love).

At mene, at de to første skud i kanonen var med løst krudt, er trods alt en lige vel hård dom. Men når man først har lyttet til Pretty in Black, synes den alligevel, et langt stykke hen ad vejen, begrundet. Forløsningen af det ørenhørlige potentiale, denne særlige Wagner’ske tæft for grandiost knaldende popperler, åbenbares nemlig her med endnu større kraft end nogensinde før. Først og fremmest fordi han toner rent (pirat)flag: Det her er ikke et forsøg på at lyde som en anden, det er lyden af en hel masse andre, så at sige. Man fornemmer, at Pretty in Black er det projekt, der har været undervejs lige fra starten, men af en eller anden grund først har materialiseret sig nu. Ærligheden kalder på bifald, også selv om denne nyvundne frihed formodentligt er blevet købt for dyrt og ender med at være en luftspejling.

Det første, der høres på Pretty in Black, er lyden af en skrattende pick-up, hvorefter Wagner istemmer med fingerspidst, falke-reverb-guitarspil og blåtonet countrycroon a la Hank Williams, som han lød på I’m So Lonesome I Could Cry, som da også indgik i det tidligste Raveonettes-livemateriale (faktisk så tidligt, at de hed Girl On Death Row dengang). Selv angiver Wagner, at “The Heavens” skulle være en hyldest til Elvis Presley, og at han prøver at ramme samme intonering som ham – men da The King i sin tid også gav sin version af førnævnte Hank Williams-nummer, passer dét jo fint ind i sammenhængen. Med linjer som »my heart stays with you after you’re gone« kredses der tekstligt om et dødsleje, i USA i midten af 50’erne gætter jeg på. Det fungerer fint på dets præmisser; det etablerer i hvert fald en umiddelbar troværdighed, men videre uforligneligt er det ingenlunde.

“Sleepwalking” er bemærkelsesværdig, fordi Sharin her får lov at boltre sig oven på et næsten dream pop-agtigt spor (tænk Belly), og omkvædet giver mindelser om Texas, som de lød i midthalvfemserne. Det er en sær splejsning, der fungerer upåklageligt. Ja, hvis det ikke var sådan, dét var, ville det måske ligefrem også have været interessant.

“My Boyfriend’s Back” er et cover (oprindeligt indspillet af The Angels). Det er “Here Comes Mary” tilsyneladende ikke. Heller ikke selv om det tydeligt blot er en opdatering af Everly Brothers’ “All I Have to Do Is Dream”, som Wagner i øvrigt også har haft på liverepertoiret tidligere i karrieren.

Og lad os bare kaste “Ode to L.A.”, formodentligt single nr. to, for løverne også. Her synger Ronnie Spector, som hun altid har gjort, uden at man næsten kan høre, at hun er blevet ældre (skræmmende!). Komplet med do-whaps og lag-på-lag kor i wall of sound-stilen. Den læner sig faretruende op ad “Be My Baby” (som PUJ i sin tid lavede et cover af – anes der mon et mønster?). Men gør det nu noget, når det er så kattens catchy, som tilfældet rent faktisk er?

Hvis dét er spørgsmålet, kommer bedømmelsen af Pretty In Black (måske, med to undtagelser, men det er ikke meget ud af 13 tracks) ultimativt til at bero på, om målet helliger midlet: Albummet har ingen sammenhæng mellem form og indhold. Ikke kvalitativt i hvert fald: I hvor høj grad formår værket dét, det vil, og i hvor høj grad er dét, det vil, godt nok? Hvor, man vælger at lægge vægten, må være en smagssag.

Nej, for Pretty In Black er grundlæggende født af misforstået kærlighed til forgangne tiders rock-og-rul og tabt uskyld. En kærlighed af den slags, der er dræbende for den kunstneriske udfoldelse; det er kun i en krank, historieløs optik, at den slags kan gå for at være god musik, vil nogle mene. Der vil komme generationer, der vil tro, at det her er The Real McCoy! “Men hvilken betydning har denne dårepræk, sålænge det swinger så helt vanvittigt godt, som det gør?”, vil andre spørge. Og sikkert med lige så god ret. Vil de mene.

“Love in a Trashcan” er førstesinglen, og det forstår man godt. Wagner har fundet et djævelsk iørefaldende riff, der dyrkes til hudløshed i samfulde knap tre minutter. Guitaren svarer Wagners svagt nasale twee-røst med twang og et vist bluesy feel, og Sharin synger på én gang vampet og sukkersødt kor. 1-2-3: Det er vist det stof, airplay er gjort af. Der bliver ikke mange aftener i ’rockklubberne’ rundt omkring, hvor dj’en ikke kommer til at spille “Love in a Trashcan” hen over sommeren, uanset at alle til den tid formodentligt allerede vil være jævnt trætte af den. Men er det ikke netop dét, der kendetegner et rigtig hit?

Kun for “Uncertain Times” og “Somewhere in Texas” lykkes det for alvor at rive sig løs fra støjen af to-tre årtiers rockhistorie. Eller måske snarere: De er så forbandet iørefaldende og alligevel utvivlsomt langtidsholdbare, at det lykkes dem at overstråle deres ophav og ligefrem bibringe det noget nyt. Symptomatisk er det måske i den forbindelse, at netop de to numre er ældst, ja, faktisk stammer de helt tilbage fra før, der var noget, der hed Raveonettes.

Bedømmelsen af Pretty in Black balancerer på en knivsæg. Pladen er på mange måder paradoksal, men til trods for, at den prøver sig af i en række forskellige genrer, er pladen alligevel aldrig i vildrede med sig selv. Her er ingen rysten på hånden, når Wagner går planken ud. Måske derfor er det uden sammenligning Raveonettes’ bedste plade til dato. Og måske derfor er det næsten til at se igennem fingre med, at grundstenene består af store dele musikalsk ran, og at de kunstneriske ambitioner er nærmest ikke-eksisterende. Her er som nævnt masser af misforstået kærlighed til Wagners musikalske forbilleder. Og kærlighed overvinder som bekendt alt. Næsten da.

★★★★☆☆

Deltag i debat