Nyheder

Sonic Youth, Newsom m.fl. spiller i Malmø

Som om årets Roskilde Festival ikke byder på godbidder nok, tegner dette års Accelerator-festival i Malmø til at blive lidt af en attraktion.

Tidligere år har arrangørerne i Roskilde og i Sverige på smukkeste vis draget nytte af, at kollegaerne på den anden side af sundet havde sørget for at få kunstnerne til Skandinavien, hvorefter det var nemmere at overtale f.eks. Will Oldham eller Broken Social Scene til at spille et show mere, når de nu alligevel var i området.

2005 er ingen undtagelse, og derfor byder Accelerator d. 5. juli eksempelvis på så fine navne som Sonic Youth, Joanna Newsom og Devendra Banhart.
Men dagen i Folkets Park får ekstra krydderier af de nyeste tilføjelser til programmet. Canadiske Dan Snaith (alias Caribou), som vores anmelder netop har givet 5 U’er, tropper op, og lige i kølvandet følger hans skamløst iørefaldende pop-landsmænd Stars.
Sikke en sommerdag, det kan gå hen og blive.

Deltag i debat