Plader

Washington: A New Order Rising

Skrevet af Lars Simonsen

Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.

Én af de ting ved Washington, der springer mest i ørerne, er, hvor usædvanlig tight og modent bandet lyder. Faktum er nemlig, at medlemmerne af den norske trio alle blot er lige omkring de 20 år. Faktum er dog også, at de den unge alder til trods har spillet sammen de seneste knap seks år, og sidste år udsendte de den anmelderroste ep Maker of Time.

Denne første fuldlængdeplade indledes med den nærmest magiske “Black Wine”, der i dén grad evner at opsluge lytteren, og langsomt, men usvigeligt sikkert trækkes man ind i nordmændenes lydunivers. Det tyste pianospil i introen afløses af et dragende orgel, mens forsanger Rune Simonsen synger både behersket og nuanceret – og i det hele taget lyder som en garvet rotte i faget. Små mellemspil med den akustiske guitar i front træder ind, inden nummeret efterhånden bliver mere swingende og rockende. Det er længe siden, jeg har hørt en vellykket albumåbner.

Med den efterfølgende “Landslide” kommer man dog en anelse ned på jorden igen. Hér bliver det nemlig tydeligt, at Washington engang var mere end almindelig inspireret af Radiohead. En lille rest af disse referencer har bidt sig fast på dette nummer, som er bygget op omkring et umiskendeligt, næsten klagende Thom Yorke-agtigt omkvæd, der ikke rigtig fænger alligevel.

Så er det langt mere charmerende, når man i “Walking Man” kan spore The Doors-inspirationer. Ud over det karakteristiske orgel er det især Simonsens stemme, der peger i dén retning. På mange måder lyder han her som en mere afbalanceret og poppet udgave af Jim Morrison, og man fryder sig over de mange små Doors-glimt undervejs i sangen.

Pladens første fire sange giver et rigtig godt indblik i, hvor nuanceret Washingtons udtryk er. På fjerdeskæringen “Have You Ever” ændres udtrykket nok en gang, og her er det især tilstedeværelsen af pedal-steelen, der fænger. Nummeret oser af country-feel, og det er et udtryk, som står Washington særlig nært.

Derudover bør førstesinglen “Maker of Time” fremhæves, idet den er så tilpas poppet og fængende, at den sagtens kunne gøre, at bandet vandt indpas hos et bredere publikum. Det er dog gruppens lofi-tilgang, der er mest interessant. Ofte er luften tyk af melankoli, og trioen udviser en selvsikkerhed og tålmodighed i numrene, der sjældent opleves hos et debuterende band. Et godt eksempel på dette er den meget lange afslutningshymne med den tilsvarende lange titel “A Long Poem about the Acts of Heroes or Gods”. Nummerets første seks minutter består udelukkende af instrumenternes stille dans i det dunkle lydlandskab, inden Rune Simonsens følsomme og sårbare vokal betræder det soniske landskab.

En af de absolutte forcer ved Washington er deres evne til at nuancere udtrykket. For selv om der ofte trækkes på country-inspirationerne og en melankolsk stemning, bliver det ingenlunde kvælende eller hæmmende for andre udtryksmidler. Der er med andre ord ingen tvivl om, at Washington med A New Order Rising har skruet et bemærkelsesværdigt solidt debutalbum sammen. Det unge band har doseret blandningen af lettilgængelig pop, gribende smukke stemninger, melankoli og country-inspirationer, således at resultatet fremstår helstøbt. Og så er det frem for alt stærke og flotte numre, der er flest af på albummet. At de så tilmed er skabt af en debuterende trio med en gennemsnitsalder på 20 år, er blot endnu mere imponerende.

★★★★½☆

Deltag i debat