Plader

The Chris Stamey Experience: A Question of Temperature

Skrevet af Martin Laurberg

Chris Stameys seneste plade er en underholdende rodekasse. Her er alt fra soulfulde ballader til psykedeliske stenersange og åndssvage reklamejingler. En del er skrald, men supertalent fornægter sig ikke, og i de bedste øjeblikke er Stamey uforlignelig.

Det er altid med rystende hænder, at man sætter nye plader med sine koryfæer på. Intet kan ødelægge et godt forhold til en musikers fortidige mesterværker som en middelmådig nyudgivelse – hvilket Neil Youngs seneste mange udspil er hårrejsende og deprimerende eksempler på. Som frontmand i The Sneakers og The dB’s etablerede Chris Stamey sig for snart længe siden som en af de absolut største janglerock- og powerpop-superstjerner overhovedet. Den slags kan være vanskeligt at håndtere, men heldigvis har Stamey på intet tidspunkt sat sagerne over styr. For det første har han de seneste år først og fremmest været kendt som producer – f.eks. for Le Tigre. Og for andet har hans soloplader været tilpas eksperimenterende og nytænkende til, at man aldrig har siddet med en fornemmelse af, at han var ved at løbe tør for inspiration.

A Question of Temperature er langt mere sløset og tilbagelænet, end hvad man normalt kunne forvente af Chris Stamey (når man ser bort fra den fuldstændig udknaldede og usammenhængende The Robust Beauty of Improper Linear Models in Decision Making fra 1995). Pladen er indspillet i løbet af et par dage med indierock-stormestrene Yo La Tengo som backingband, og musikken bærer tydeligt præg af Georgia Hubleys alt andet end taktfaste trommespil og Ira Kaplans sjælfulde guitar. Kun få kan spille mere slidt og stemningsfuld rockmusik end Yo La Tengo, og det passer rigtig godt til Chris Stameys alvorlige, men samtidig friske og semi-psykedeliske stil.

Første del af A Question of Temperature er en blandet landhandel af kopinumre. Den umiddelbare hitsingle er her en virkelig stærk version af Televisions superklassiker “Venus”. Nogle vil måske mene, at det er noget fattigt at høste guld på en kopiversion af en i forvejen legendarisk og helt igennem fantastisk sang. Men den slags indvendinger mister al mening, når man hører Chris Stamey give den som følsom punker med Tom Verlaines ord: »I fell right into the arms of Venus de Milo.« Det er virkelig, virkelig godt! Ira Kaplans guitarspil og Chris Stameys sangstemme er så helt igennem unikke og blottede for unødig selvfedme, billig melankoli og forsøg på at producere sig til et smukt udtryk, at man efter 20 sekunder er forvandlet til et måbende nervevrag med en fri vilje som en bugtalerdukke.

Selv om nogle af de andre kopinumre er rigtig gode – især versionerne af The Yardbirds’ “Shapes of Things” og singer/songwriteren Tift Merritts “Plainest Things” – når de ikke samme højder som “Venus”. Konstellationen Stamey/Yo La Tengo spiller dog alle steder med en stemningsfuld og tilbagelænet charme, som er umulig at stå for.

Den anden del af pladen, som består af Stameys egne numre, er en rodet blanding af Beatles-inspirerede popnumre, Casio-agtige fjollesange og psykedeliske stenersange, hvor Yo La Tengo for alvor kan folde sig ud og improvisere. Det absolutte omdrejningspunkt er den ti minutter lange “McCauley Street (Let’s Go Downtown)”, der veksler mellem en slags afdæmpet skæbnefortælling og langstrakte passager af udspasset støj- og syrerock. Det er en virkelig fin sang, både fordi Chris Stamey er rigtig dygtig til at skrive sangtekster (tjek f.eks. åbningslinjerne: »Candy lives upstairs, with a hundred ten stories cut out of the New Yorker / she lights Bel-Airs from the top of the stove, one after another« – man bliver straks suget ind i historien), og fordi Yo La Tengo er virkelige gode til at improvisere. Alvor, popmusik, strukturløshed og kogerstemning står i et livligt spændingsforhold, som gør sangen rigtig afvekslende og dejlig at lytte til.

A Question of Temperature er langt fra det mest grænseoverskridende fantastiske eller helstøbte album, man har hørt fra Chris Stamey. Faktisk er det en gevaldig rodebutik, hvor velformede popsange som “The Summer Sun” står side om side med deciderede fjolletheder som den country-/Monty Python-agtige “Dr. Strangelove’s Assistant” og den åndssvage “V.O.T.E PSA”, som er en jingle, der opfordrer folk til at bruge deres stemmeret. Men trods alle indvendinger er der noget befriende og umiddelbart rørende ved Chris Stameys mærkelige blanding af alvor og tilbagelænethed. Det lader til, at det er umuligt for ham at lave noget dårligt, og A Question of Temperature er en sjov plade, man kan glæde sig med, mens man venter på nyt fra det genforenede The dB’s.

★★★★☆☆

Deltag i debat