Er nogle velplacerede molakkorder, lidt skratterat i ny og næ og sporadiske neddæmpede beats i virkeligheden ikke det, der adskiller den såkaldte ambientmusik fra new age-musikkens well-being og kurerende toner? Og er ganske meget ambient ikke bare new age version 2.0? Kan man ikke godt beskylde Stars of the Lid, Labradford, Harold Budd og selv The Godfather, Brian Eno, for nogle gange at være på den forkerte side af det vedkommende?

Music for well-being, Music to warm up your home, Music for dit og dat, for slet ikke at nævne de utallige chillout-compilationer, der vælter ud over pladebutikkernes diske, er alt sammen musik, der er skabt som baggrund til de rolige aftner med rødvin eller cafeernes coole passiar – eller til en time pÃ¥ massagebriksen, for den sags skyld.
Det er noget mærkeligt noget, at musik ikke skal gøre noget væsen af sig. Det svarer til at spise middag med nogle venner, der konstant stryger én med hÃ¥rene, nusser én pÃ¥ ryggen og med behagelig luft pÃ¥ stemmen messer “ihh, hvor er du bare klog og god”.
AltsÃ¥, det er hyggeligt til at begynde med, og nogle gange kan man da sikkert ogsÃ¥ godt have brug for det, men med for mange middage i træk ville det blive kedeligt, hvis ikke ligefrem søvndyssende. Med andre ord: Jeg er vild med, at mine venner – og musikken – siger mig imod, gør indsigelser, provokerer mig og ægger mig til modstand og stillingtagen. De behøver ikke nødvendigvis at rÃ¥be – de mÃ¥ gerne tale almindeligt – og de mÃ¥ ogsÃ¥ gerne hviske, sÃ¥ jeg virkelig skal lytte efter. Men det, de siger, skal der være gods i.

Tag nu denne franske kvinde, Cécile Schott, der indspiller under navnet Colleen. Hun udgav i 2003 sin debut Everyone Alive Wants Answers, der var et ganske fortræffeligt album med hypnotiserende klange, repetetive forløb af samples af fuglefløjt og børnestemmer. Enkle toner eller små forløb blev spillet af så forskellige instrumenter som strygekvartet, guitar, harpe og klokker.
Det var ambient, men det var ambient med en kant. Det blev aldrig søvndyssende, da der konstant var små forskydninger i musikken eller overraskende lyde, der holdt ens opmærksomhed fanget. Det hele var sat sammen på en både personlig og betagende måde.
Nu foreligger så en ny Colleen-cd, The Golden Morning Breaks, og ved en overfladisk lytning kan det konstateres, at her kommer mere af det samme.

Og sÃ¥ alligevel ikke. Hun fordyber sig endnu engang i klange og lyde, vi allerede har lært at kalde for “klassisk” Colleen, men afsøger alligevel nyt land: Her er ingen samples, ingen beats, ingen pickupstøj, ingen baglænskørte loops. Kun redigerede liveoptagelser af instrumentarsenalet fra Everyone Alive Wants Answers udvidet med klokkespil, et gammelt glaspiano fra 1800-tallet (et sÃ¥kaldt harmonicon), en viola da gamba (en forløber for celloen), harmonikaer og andre udrangerede instrumenter.
Schott skaber en sær længselsfuld stemning af børneværelser i Victoriatiden, støvede pultrekamre, spindelvævsfyldte loftsrum hvor regnen drypper ind og slige inspirerende steder.

The Golden Morning Breaks er Cécile Schotts ilddÃ¥b som “rigtig” komponist. Hendes minimalistiske lyd-mobiler befinder sig i grænselandet mellem ambient og nyere kompositionsmusik og trækker pÃ¥ inspirationer fra bÃ¥de den malinesiske koravirtuos Toumani Diabeté (“Summer Water”, “Floating in the Clearest Night” og titelnummeret), vesteuropæisk kirkemusik (“The Happy Sea”) og indonesisk gamelan (“The Heart Harmonicon”> og mÃ¥ske endnu mere sidste halvdel af “Sweet Rolling”).
“Mining in the Rain” er næsten i en kategori for sig: Ved hjælp af enkle midler fremmaler hun et billede af en slidt ballerina, der danser sorgfuld tÃ¥spidsdans oven pÃ¥ en ødelagt spilledÃ¥se.

Den vellykkede ambient kan noget, som ikke ret mange andre musikgenrer kan: Den skaber billeder i éns fantasi, der er så klare og håndgribelige, at man næsten føler, man selv er en del af dem.
Og sÃ¥ er vi mÃ¥ske ved at finde en afgrænsning imellem ambient og new age, thi den gode ambient stiller sig ikke tilfreds med at fremavle et billede af en brølende hval i en skovsø. Billederne er flerdimensionelle, de begrænser sig ikke til, at vi som “lydbetragtere” skal have det godt. Vi skal have det hele med, vi skal ikke snydes for ubehagelige sider af livet, og pÃ¥ den mÃ¥de kan man sige, at den gode ambient mÃ¥ske er mere reel. Den vil os i hvert fald mere end new age.