Plader

The First Miles: Aim for the Heart, Go!

Aalborgensiske The First Miles’ debut-fuldlængdealbum tilfører den danske rock et fint stænk amerikansk rock, men desværre har bandet ikke nok benzin i tanken til at stå distancen. Men der er potentiale!

Konceptet er klokkeklart. Historien, der fortælles på Aim For The Heart, Go!, opleves fra bagsædet af et køretøj, der cruiser rundt på den amerikanske Highway 69, eller en omkringliggende indfaldsvej – for de uendelige miles, bristede hjerter og eftertænksomme øjeblikke hænger som en stor fed bandereklame hen over The First Miles’ debut.

Det er svært ikke at nævne Bruce Springsteen, for de musikalske referencer er så tydelige, at man ikke kan undgå at drage paralleller til The Boss. Men det er så første og sidste gang i denne anmeldelse.
The First Miles fortjener i hvert fald mere end en enkelt reference, for bandet forsøger at kombinere den traditionelle amerikanske rock med en smule pop i et forsøg på at skabe deres eget udtryk. Det mislykkes desværre lidt. Det er for meget livrem-og-seler-konceptet med sikre og traditionelle sange, kombineret med pop og rock som duetten Baby Baby”¦, I Love You, der virker malplaceret i rækken af støvede rocknumre.

Køreturen indledes ellers ganske fint med Bottle, Don’t Let Me Down, der energisk rocker og ruller med guitarflader og rappe trommer. Jeppe Foldagers vokal emmer af længsel og rastløshed, men samtidig er hans røst lidt både og: lidt hæs og anstrengt, men også tilpas rå og støvet til genren, hvilket et nummer som Big River giver lytteren god mulighed for at bedømme.

Pladens to mest interessante numre, er også de mest nedtonede. De traditionelle musikalske virkemidler, lavmælte trommer, piano og guitar indhyller temaerne om kærlighed og sindets åbne vidder, enkelt, ægte og barberet ind til benet. Mundharmonikanen gør sig godt i den desværre lidt korte Shaded City, der lyder fremragende, men lider under at mangle et vers eller mere.

Tilgangen af country krydderierne giver numrene et løft, og det banjoinspirerede rocknummer The Best One Around er både iørefaldende og ganske velkomponeret. Guitaren får plads, men ikke mere end at stryger og banjo kan magte at spille op til den, hvilket er elegant og kløgtigt produceret.
Der er flere numre på pladen, der både er iørefaldende og rockede, hvis man er til den side. Kompositionerne er ligefremme, guitaren larmer uden at melodien tilsidesættes, og der er ingen overraskelser eller skarpe kanter – hvilket sikkert har været bandets intention. Det er måske pladens største svaghed.

Heldigvis runder It’s Never Enough af med lidt af det særpræg, man savner på begge sider af de midterste numre.
Lap-steel, keyboards og mundharmonika gør det fornemt i selskab med Jeppe Foldagers melankolske og rustne stemme, der rykker i kasketten på bagsædet af den truck, der forsvinder ud i horisonten, mens solen går ned over elmasterne og endeløse rækker af Joshua trees.

Det lille stykke Amerika, der præsenteres på Aim for the heart, go!, er ganske interessant og absolut bedst, når der ikke lefles for playlister og andet gøgl. Talentet kan ikke betvivles.

★★★☆☆☆

Deltag i debat