Plader

The Go-Betweens: Oceans Apart

Skrevet af Peter Hansen

Med Oceans Apart har The Go-Betweens leveret deres bedste plade siden gruppens comeback. Der er tale om ørehængende og flot produceret popmusik uden de store skønhedsfejl. Der mangler dog også noget gnist i sangene, som derfor ikke når samme niveau som i 80’erne.

I 1965 gjorde The Byrds Pete Seegers Turn! Turn! Turn! (To Everything There’s a Season) til et kæmpe-hit. Ja, men hvad har det med The Go-Betweens nye plade at gøre, ville nogle måske spørge. Jo, ser I, for det første ligger bandets metier det samme sted som The Byrds’ gjorde –ørehængende og dejlig popmusik – og for det andet er der en vigtig pointe i sangens budskab om, at der er en tid til dit, og en tid til dat. The Go-Betweens har haft deres tid tilbage i firserne, og nu prøver de, endda for tredje gang, at få en ny tid. En ny dag på den musikalske scene. Kan de det? Både og.

The Go-Betweens er nemlig, for første gang efter comebacket, tilbage for fuld styrke – men der mangler alligevel et eller andet. Det er god popmusik, men det er til tider også en anelse trægt. Det er elegant, men ikke særligt fandenivoldsk; og selv om det heller ikke er noget, man kunne regne med fra The Go-Betweens, er det alligevel en lille indvending, man med rette kan have.

Oceans Apart er ellers en yderst solid plade. Det er en plade, som de færreste kan have noget imod, men som de fleste vil være enige om ikke at betragte som noget mesterværk. Det er en plade, der er super at have på anlægget, når man sidder stille og roligt og drikker rødvin med vennerne. Det er samtidig en plade, som får én til at tænke: “Fuck, hvor er jeg blevet gammel, når jeg stille og roligt sidder og drikker rødvin med vennerne.”

Det hele starter ellers ikke sådan. Here Comes a City er et af de numre, der både er fascinerende og irriterende på én gang. En insisterende vokal er fokuspunktet i en monoton melodi, der støder sig ind i hovedet på sin lytter. Som sagt, en anderledes sang og et fint åbningsnummer, men det er alligevel åbenlyst, at det ikke er hér, The Go-Betweens største force ligger.

Så er der straks blidere anslag over Finding You – en romantisk fortælling i både melodi og tekst. Sangen er samtidig en introduktion til den lyd, der præger det meste af pladen. En strøm af fjerlette akustiske guitarer, der næsten lyder som harpeklang under middagen på et middelalderslot i Frankrig – det er, hvad bandet bruger som udgangspunkt til de ørehængende melodier. Således også i Boundary Rider, der er det tætteste, Go-Betweens kommer på at være decideret magiske på pladen, men et noget tamt omkvæd følger desværre op på et fortryllende vers.

Der er i det hele taget ikke et dårligt nummer på pladen, men der er på den anden side heller ingen numre, der for alvor slår benene væk under dig. Albummet er hamrende behageligt at lytte til, men balancerer stort set hele tiden på grænsen af det kedelige. Den træder heldigvis ikke over den grænse, men der mangler altså den variation, der bragte 80’er-pladerne op i mesterklassen af popplader.

Oceans Apart er et godt produkt fra en gruppe, der kan deres håndværk til fingerspidserne. Nærmest perfekte arrangementer hele vejen igennem giver en rar lytteoplevelse. Samtidig er det dog også tydeligt, at the Go-Betweens lige mangler den gnist, der ellers har gjort dem til et af de mere interessante popnavne i musikhistorien.

Der er tale om en rar plade fra et band, der for så vidt ikke har udviklet sig synderligt siden forrige årti, og når alt kommer til alt, er det både charmen og problemet ved Oceans Apart. Det er, som om musikken er blevet gammel, lige præcis inden man selv bliver det. Og det kan man sidde og tænke over, mens man drikker rødvin med vennerne og diskuterer sofaer og børnehaver. Men det er der jo heller ikke noget i vejen med, er der?

★★★★☆☆

Deltag i debat