Plader

Sarah Hepburn: Stars & Haze

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Prominent producer (Neil Halsted), prominent backingband (Mojave 3) og smuk, luftig stemme (Sarah Hepburn selv) er ikke nok. Det viser Sarah Hepburn på sit debutalbum, der er fragmenteret og bærer præg af, at materialet er skrevet over flere år. Enkelte pletskud er der dog på det ujævne album.

Det er et fornemt mandskab, som har været med til at indspille og producere debutalbummet fra amerikansk-danske Sarah Hepburn. Bag knapperne har Neil Halsted siddet, mens resten af Mojave 3 har hjulpet med indspilningen som backingband. Musikken fejler ikke noget – og Sarah Hepburn har en dejlig stemme. Grunden til, at Stars & Haze er gennemsnitligt hyggeligt, er snarere, at der mangler nogle gode sange på albummet.

Sarah Hepburn har en fortid i indierockbandet Glorybox, men det præger ikke hendes solodebut specielt – der er dog tilnærmelsesvis rock til stede i det utilpassede og for albummet aparte nummer “Hey … Ok?”, der er albummets eneste regulære uptemponummer. Det ligger sammen med “Blue Jeans” midt på albummet, og de deler albummet i to dele – ikke en god og en dårlig del, men numrene fungerer som referencepunkter – der er nemlig ikke så mange af de andre numre, som gør væsen af sig, og derfor er det rart at vide, hvor på albummet man er.

Albummets klareste og mest originale stjerne er “Terror”, som med en klagende semi-operettebaggrundsvokal og flotte stemmearrangementer sådan set ikke hører hjemme i countryland, men mere er en slags voksenpop a la Aimee Mann – pop af høj kvalitet med svag countryinspiration. Her synger Sarah Hepburn flot igennem og viser en styrke i stemmen, som ikke træder frem andre steder.

Inden lytteren når så langt, skal han/hun dog igennem en straight Dolly Parton-pastiche (“All Through the Night”), en halvpoppet, halvkedelig “Ebinger Drive” og den noget bedre, svævende og svajende “Sad Song”, hvor Sarah Hepburn – ligesom i “Lowell Avenue” – leger med Nick Drakes måde at synge på. I den efterfølgende “Last Words” er inspirationen til musikken lidt for tydelig – det kunne næsten være et cover af et Drake-nummer.

“For Slow Leaners” er et kedeligt bud på en ny “Give Peace a Chance”-sing-along med linjerne »We are not alone (in this world)«, der præger både intro og outro. Den efterfølgende “Break Another Day” er en sødmefuld lille countrypopsang, hvor Hepburns stemme får mandligt modspil i omkvædet, hvilket virker godt. Nummeret er måske en smule for ufarligt og jævnt – men sødmen forbliver.

Albummet lukker stærkere, end det åbnede. Orgel (og kornet?) dominerer “Which Way From Here?”, som Neil Halstead står bag. Nummeret lukker Stars & Haze med en melodi og en vokalføring, som føles rigtig for Sarah Hepburn. Her viser hun, at blød, poppet sangskriver-country er hendes hjemmebane.

Stars & Haze fremstår ujævnt komponeret, og selv om Sarah Hepburn har en dejligt luftig vokal, kan den ikke svæve smukt uden et bedre melodimateriale end dét, der findes på Stars & Haze. Måske er det netop, fordi albummet er skrevet over mange år og uden mål, at albummet virker en smule rodet og ufokuseret. Der er ingen tvivl om, at Sarah Hepburn har stemmen. Og hun viser enkelte steder på Stars & Haze, at hun også har evnen til at skrive gode numre. Lad os håbe, hun benytter sine evner fuldt ud på det næste album.

★★★☆☆☆

Deltag i debat