Koncerter

Lack, Marvins Revolt, The Bleeder Group, Barra Head, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder.Rød-hvid støj med svingende kvalitet

Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder.

Lack
Der var ganske tyndt besat på Voxhall, og det virker ganske logisk.

Foto: Thomas Grønkjær

Lack gav godt nok smæk for skillingen med en vanvittigt energisk sceneoptræden, der bestemt var beundringsværdig, men den blev med tiden nærmest ufrivilligt komisk – især hos bandets rytmeguitarist, hvis nærmest epileptiske kampe med sin guitar til tider virkede livstruende.

Bandets sange var alle domineret af en evindelig post-hardcore guitarmur, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne mellem de enkelte sange, der alle som én foregik i samme høje tempo, mens bandets sanger Thomas Burø skreg skingert ovenpå. Bandets efter sigende gode politiske tekster hørte man ikke meget til, da det var så godt som umuligt at høre, hvad der blev skreget. At bandet er venstreorienteret, blev dog klart for alle i løbet af de to gange, de henvendte sig til publikum. Den ene gang for at fortælle, hvor tilfredse de var med Frankrigs nej til EU, og hvor meget de håbede, at Danmark fulgte samme rute. Senere spurgte de, om der var nogen bøsser til stede. Publikum forholdt sig overvejende tavst, men den efterfølgende sang blev dedikeret til dem, fordi: “Vi kan godt lide bøsser … og lesbiske”.
En ensformig, og på trods af det høje energiniveau, noget kedelig oplevelse.

Marvins Revolt
Københavnske Marvins Revolt spiller støjende, alternative rocksange. Det er de bare ikke specielt gode til.
Deres sangskrivning lader en hel del tilbage at ønske: måske nogle melodier, måske nogle medrivende stemninger. Det er dog ikke den rene jammerdal. Bandet er faktisk ganske interessante, når de lader sangene udvikle sig til komplekse instrumentale crescendoer, hvilket de til tider gjorde. Her har bandet faktisk fat i noget, der kan bruges. Man aner en vis Sonic Youth-indflydelse, men det bliver gjort noget mere originalt, end det kunne forventes.

Man kan kun håbe, at bandet dropper alle forhåbninger om at lyde som Pixies, Dinosaur Jr., eller hvem deres forbilleder nu er, og i stedet indser, at de har talent for at lade simple sange udvikle sig til noget meget større – og så koncentrerer sig om det. Gør de det, er det ikke til at forudsige, hvor gode de kan blive, og det er da noget mere interessant end at forblive et kedeligt støjrockband, der ikke rigtig rykker.

The Bleeder Group
Den gamle punker Peter Peters nye projekt er omtrent så langt fra punk, som man overhovedet kan komme. Støj er der nok af, men tempoet er bestemt ikke højt, og musikken er alt andet end ligetil. På den anden side er der noget umiskendeligt punket over måden, hvorpå Peter Peter med dette projekt fuldstændig perverterer folks forventninger til ham. Det er beundringsværdigt, at Peter Peter tør tage chancer, men beundringen blegner en hel del, når det er så elendigt udført, som det er tilfældet her.

Bandet talte alt i alt 11 mennesker, og alligevel var den lyd, der blev frembragt uhyggeligt ordinær på trods af fire guitarister og tre vokalister. Fjerner man de ydre lag, har Peter Peter bare skrevet nogle umådeligt ordinære og banale rocksange for derefter at pakke dem ind i nogle uhyggeligt prætentiøse og langstrakte kompositioner, der aldrig kom ud af stedet. Mange af de ekstra effekter virkede også fuldstændigt ligegyldige. Hvad pointen var med den samplede fluesummen og fuglefløjt var der vist ingen, der rigtig forstod.

Forsøget på at gøre koncerten til en større oplevelse ved hjælp af animationer faldt ligeledes til jorden med et brag – især sammenlignet med hvad Mew præsterede nogle timer senere samme sted.
Der var intet at komme efter hos The Bleeder Group, og det var måske Peter Peters pointe. Måske er The Bleeder Group bare et eksperiment, der skal undersøge, om folk er villige til at rose hvad som helst, bare det er uforståeligt og uigennemtrængeligt nok.
Det er nok desværre ikke tilfældet.

Barra Head
På trods af at Barra Head kun er en trio, frembragte de lørdag aften et imponerende højt støjniveau.

Lydniveauet var ikke det eneste imponerende ved bandet, der nærmest smed om sig med medrivende riffs og tonstunge grooves, hvilket bestemt faldt i publikums smag. Der dannede sig til tider ligefrem en mindre moshpit foran scenen.

Barra Head kunne dog andet end at spille medrivende og enormt tight. Ikke ulig “¦Trail of Dead (men ikke helt så avancerede) formåede Barra Head med held at kombinere det støjende med det afdæmpede i erkendelse af, at støj nu en gang virker bedre, når den kontrasteres af momenter af stilhed. Barra Head bør også sammenlignes med den musikalske side af hedengangne Rage Against the Machine. Ikke fordi Barra Head på nogen måde spiller rapmetal, men fordi der var noget Tom Morello’sk over de ufatteligt medrivende riffs, bandets guitarist formåede at fyre af, og fordi rytmesektionen var mindst lige så knivskarp som hos RATM.
Barra Head var ikke vanvittigt originale, men tilpas medrivende og energiske til at man forlod koncerten med en tilfreds mine.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Lack: Be There Pulse
Marvins Revolt: s.t.
Barra Head: We Are Your Numbers

Deltag i debat