Plader

Lorna: Static Patterns and Souvenirs

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med sit andet album viser Nottingham-kvartetten Lorna, at alternativ country sagtens kan indeholde overraskelser som theremin og elektronik, uden at genren forlades. Smuk og melodisk sangskrivning placerer Lorna i den dæmpede ende af en genre, som de bøjer med tyst succes.

Static Patterns and Souvenirs er det andet album fra det engelske band Lorna. Første album udkom i 2003 til stor positiv modtagelse især i Spanien, hvor albummet flere steder blev nomineret til årets album. Og det virker forståeligt, når man lytter til Static Patterns and Souvenirs, for Lorna fortsætter den dæmpede tone fra debuten med endnu mere skønhed og styrke.

Lornas musik er blid og virker meget enkel til trods for den til tider omfattende brug af mange forskellige instrumenter. Der bliver på flere numre nemt plads til både steel-guitar, fløjte, vibrafon og banjo, men på intet tidspunkt virker det rodet eller over-kompliceret.

Selvom der ikke er nogen numre på Static Patterns and Souvenirs, som slår specielt meget ud på VU-meteret, er der alligevel mange musikalske højdepunkter på albummet. Sagt på en anden måde er Static Patterns and Souvenirs et album, som nemt kan forsvinde som lydtapet, hvis det får lov til at køre i baggrunden – men hvis man lytter efter, gemmer tystheden på en fantastisk ømhed og smukhed.

Mest dæmpede er “Homerun” og “Be Forever”, der i kraft af deres mangel på tempo og ekstremt lavmælte udtryk trækker tråde til Low. Selvom det tydeligt høres, at netop denne slowcore-trio ikke har levet forgæves, præsterer Lorna til trods for den tydelige inspirationskilde alligevel at levere to flotte numre, som er anderledes end forbillederne i kraft af deres mere svævende og åbenlyse triste country-tone.

Senere smeder Lorna det nær-perfekte sommerpophit med “He Dreams of Spaceships”, som med fjerlet rytme og fløjtestykker er som skabt til en sommerdag, hvor regnen trommer på ruden og fremmaner en smule tristesse. Samme popfornemmelse finder man på det længere “The Last Mosquito Fight of Summer”, som emmer af samme følelse.
Selv om nummeret er over syv minutter langt, virker det ikke så langt. Og det er karakteristik, idet Lorna evner at spænde over længden – blandt andet fordi de lange mellemspil ikke virker kedelige, men faktisk ekstremt stemningsskabende – de fyldes f.eks. ud med blæsere eller klokkespil.

Åbningsnummeret “Understanding Heavy Metal Parts I and II” er en drømmende vuggevise, som bag den halvsløve alt-countryinspirerede melodi gemmer på svage støjflader, der hyller hele nummeret ind i det univers af udefinerbar lyd, som kendetegner en drøm. Banjo og sødmefuld kvindelig andenstemme gør nummeret til en omtrent fuldendt åbner.

“The Last Mosquito Fight of Summer” har samme stemning som åbneren og flotte vokalarrangementer, men er mere efterårsvemodig, om end stadig svævende, med thereminens genkendelige gråd. På “Illuminations” viser Lorna sig fra en mere postrocket side, især i nummerets sidste halvdel, hvor sad-country ændrer sig til foruroligende, jazzet post-rock.

Lorna råber med Static Patterns and Souvenirs ikke højt og vil hverken revolutionere eller provokere. Genremæssige stilbrud eller andre skandaler skal man lede længe efter, men Lornas brug af mange instrumenter kombineret med smuk sangskrivning og sans for blide stemninger gør Static Patterns and Souvenirs til et sommeralbum af de mere tyste. Det bliver det dog bestemt ikke svagere af – tværtimod.

★★★★★☆

Deltag i debat