Plader

Muamua: Metropolis

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Muamuas andet album er mere rytmisk og melodiorienteret end debuten Listen fra sidste år. Det betyder, at Metropolis er mere lyttevenligt og har en fremdrift, som debuten manglede. Enkelte steder truer Metropolis dog med at gå i stå.

Der er ikke langt fra DIY – gør det selv-udgivelserne – til pladeselskaber, som udgiver deres musik på det billige cdr-medie. Derfor er det heller ikke noget stort skift for Muamua alias Jan Sørensen, at hans første album Listen blev udgivet på det københavnske selskab BSBTA (Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio), mens Metropolis er udgivet på eget selskab. Om skiftet er kunstnerisk betinget, vides ikke, men Muamua har med Metropolis lagt sin stil om.

Metropolis byder på flere små og finurlige elektroniske numre, som i deres organiske tone er påvirket af den blødere del af Boards of Canada-skolen, men Muamua tilsætter en del clicks og knitren, som giver liv og fremdrift. Hvor Listen var uden meget substans og mere ambient, er Metropolis’ melodier til at føle på – det er altså en anden genre, Muamua har kastet sig ud i.

Og det er både godt og skidt. Listen blev til tider lidt for stillestående til min smag, og derfor er det positivt med mere melodi, både neddæmpet som i det stemningsfulde åbningsnummer “Inner Peace” og mere udviklet og med modspil som i nummeret “Happy Walking” og den efterfølgende “Snow Falling”, der har en fin og sart klokke-rundgang på klikkende tapet. Disse numre har en mørk grundtone, som med organiske dryp af melodi tilsættes optimisme.

De melodiske momenter forsvinder dog også visse steder på Metropolis.
Det sker i “Winter”, hvor Muamua med hjælp fra sangerinden Christel Laura Voss går i trancelignende, negativ tomgang. Og det hjælper ikke, at Christel Laura Voss flere steder lyder som en blanding mellem PJ Harvey og Signe Høirup Wille-Jørgensen. Også det afsluttende nummer “Peoples Café”, der ellers har mange gode rytmiske elementer, som indbyrdes er ude af rytme, truer med at gå i stå – på den dårlige måde.

Overordnet set er Metropolis dog ikke et dårligt album. Selv de to numre, som er mere uden form og derfor stritter i forhold til de andre numre, har samme stemning som resten af albummet, der efter endt lytning virker helstøbt. Metropolis er et halvmørkt, blødt electronicaalbum, som nok burde falde i flere lytteres smag – men på grund af udgivelsens status næppe gør det.

★★★★☆☆

Deltag i debat