Koncerter

Munck/Johnson, Sarah Hepburn, Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, 10.-11.06.05, Spot 11, Århus

Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste.Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste.

Camilla Munck/Moogie Johnson
Ingen bør være i tvivl om, at Camilla Munck er i besiddelse af en ufatteligt smuk stemme, der i de rette omgivelser kan få nakkehårene til at rejse sig. Det skete dog ikke specielt tit under en koncert, der nok var smuk og atmosfærisk, men også forfærdeligt ensformig.
Med en blanding af sange fra debuten Unlike You og et kommende, unavngivet album indtog duoen scenen på Aros fredag aften. Deres nedbarberede nordicana består kun af ballader, og derfor foregik hele koncerten i samme, slæbende tempo med Moogie Johnsons spartanske guitarspil som eneste underlægning. Det blev hurtigt svært at skelne mellem enkelte sange, og koncerten endte som en noget kedelig affære.

Det ville være rart, hvis Munck og Moogie ville forlade den “less is more”-spændetrøje, de af uransagelige årsager har iført sig, og i stedet forsøge at variere deres udtryk bare en smule. Måske ved at tilføje flere instrumenter – live kunne det til eksempel manifestere sig ved at medbringe et band. Eller også kunne de begynde at skrive sange, der ikke er så langsomme, at de får Low til at fremstå som speed-metal.

Sarah Hepburn
Der var godt fyldt i Århus Kunstbygning, da den tidligere Glorybox-sangerinde Sarah Hepburn tidligt lørdag aften gik på scenen.

Foto: Martin Rosenauer

Her fremførte hun de pæne, men alt for glatte og anonyme sange fra sit debutalbum, Stars and Haze. Disse åbner sig mere, når de spilles live, men det var stadig svært for Hepburn og band at skjule, at de sange, hun har skrevet, hverken er synderligt personlige eller vedkommende.

Der blev dog spillet højere og med mere bund end på pladen, og det flænsede momentvis den pænhed, der ligger som en tung og kedelig sky over Hepburns materiale.
Mod slutningen af koncerten skete der dog noget uventet: Den ellers intetsigende Blue Jeans fik sig et enormt skud rock, og pludselig var sangen enormt medrivende. Det samme kan bestemt siges om Hey”¦Ok?, hvor Hepburn for første og eneste gang trakterede keyboardet, mens hendes band sluttede af med et veritabelt guitar-stormvejr.
Disse to sange forvandlede koncerten til en positiv oplevelse, men den mere afdæmpede del af repertoiret var stadig lettere søvndyssende.

Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur
I det ellers meget stramme Spot-program er en forsinkelse på næste en time noget af en sjældenhed, men det skete dog på Aros lørdag.

Foto: David Bering

Heldigvis lod det ikke til at genere Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der tog begivenhederne ganske afslappet. Dog ikke så afslappet, at de ikke kunne levere en glimrende, lille koncert.
Der blev lagt ud med det hypnotiske og fremragende Nameless Faces, der med fremadrettede trommer, smukke violiner og ditto vokalharmonier stod som koncertens klare højdepunkt.

Selv om bandet aldrig nåede helt derop igen, var den resterende del af koncerten ikke nogen decideret skuffelse. Dette skyldtes at bandet havde styr på sangskrivningen. Både ballader som uptempo numre fungerede fint, ikke mindst på grund af den afvekslende instrumentering, hvor både violiner, klokkespil og – med bandets egne ord – støvsugerorgel blev inkorporeret til stor succes. Derudover bør også vokalharmonierne fremhæves. Det er ikke, fordi hverken Jacob Faurholt eller Trine Omø har specielt store stemmer, men de kontrasterede ikke desto mindre hinanden fint, og gav et smukt skær over bandets tidløse americana.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Munck/Johnson: Unlike You
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of Hope
Sarah Hepburn: Stars & Haze
Sarah Hepburn, 22.04.05, Train, Århus

Deltag i debat