Plader

Printer: Rhizomatic Baby

Fesent/hårdtpumpet. Så skizofrent har jeg noteret mig på min blok. Jeg er desorienteret. I 45 minutter har jeg lagt øre og krop til en konstant vekslen mellem en sfærisk, blå ensomhed og en tung, trampende disko-dunken i mellemgulvet. Og det er en blandet fornøjelse.

Printer, der oprindeligt tog form som et gedigent rockband, havde allerede efter to uger i øvelokalet gennemgået en omkonstellation af de større. Trommeslageren havde fundet sig selv bøjet over de fristende, blinkende knapper på et keyboard og guitaristens laptop-alliance havde betydet en digitalisering af den musikalske udskrift. Bandet debuterede i 2003 med EPen Absence, og i kølvandet af de første spæde spjæt i Skandinaviens og Japans store musikindustri var bandet fulde af appetit på en videreudvikling af deres lyd.

De to års arbejde med den egentlige debut har resulteret i en kursændring fra skrøbelig indietronica på Absence til en mere beskidt electropop, som Rhizomatic Baby forfølger, dog med flere afstikkere til både rock og techno. Netop technoens hårde og præcise beats sætter produceren Lars Pellarin en tyk, sort streg under, og således må de små skæve afkom af bandets indiesjæle, der er at skimte i baggrunden, simpelthen vige pladsen, når de tungtvejende technobeats banker frem i de ambiente landskaber.

Værst går det dog i pladens eneste egentlige ballade “Erased by the Swans”, hvor alt er så søbende overhældt med en tydeligt kunstig rumklang, at det som lytter er svært at holde hovedet oven vande. Der er lagt op til det helt store, skærende hjertesuk, og den enorme storladenhed indikerer, at det hverken er en overdådig kirke eller en dyb, mørk og forladt tunnel, der danner ramme om ensomheden. Det må nødvendigvis være selve universet.

Kun med nogle underlæggende flydestemmer fra et keyboard og et tamt og monotont beat at støtte sig til, står vokalen alene i evigheden og prøver at imitere noget stræbende smukt og længselsfuldt. Forsanger Mads Hein har bare ikke stemme til at opfylde det enorme tomrum. Det bliver ved maskeballet, og der er tale om en godt seks minutter lang, stillestående seance, som sætter tålmodigheden på en alvorlig prøve, indtil den fader ud. Der kommer ingen forløsning, melodien går i tomgang, og det bliver en klæg og overspillet tragedie, der aldrig når stjernerne.

Bandet lyder straks til at høre mere hjemme i den dansable ende af electronicaen, der altså er halv-dominerende på albummet. Her skærer de stilsikkert igennem, og flere små perler af stramme popmelodier kan trækkes på en snor. Som i “Oh Yeah”, hvor metalliske, træfsikre rytmer klapper af sted let og ubesværet, mens keyboards akkompagnerer med en brummende, bombastisk hoppende melodi. Yderligere krydres hele herligheden med en beskidt (og trods den blasfemiske tendens vover jeg at sige) Jim Morrison-agtig vokal, der er påtaget, men faktisk fungerer ganske godt til melodien, så man hurtigt bliver fortrolig med en sær, men velsmagende cocktail gjort af enkle ingredienser. Gid Printer ville følge denne fremgangsmåde mere hyppigt: en gennemtænkt idé og få, men velvalgte virkemidler, der ikke giver sig ud for mere, end de er – og så kommer der altså god og vrikkende dansemusik ud af den musikalske printer. I de af bandets numre hvor der skejes for meget ud i forskelligartede melodistykker og malplacerede samplinger, bliver oplevelsen til gengæld derefter: smagsforvirret og trættende i længden.

Det ubestridte højdepunkt på pladen er uden tøven “American Dream”. Vokalen flyder over et råt electrobeat, og enkelte gange bryder den endda med den stramme, lineære form, der er gennemgående på pladen, i et indestængt skrig. En skæv, lidt fjoget utilpasset korstemme følger trop, og med urytmisk placerede bækkenskrald, blipbop-keyboard og førnævnte glædeshyl bliver nummeret et tiltrængt bevis på, at der findes rigtigt kød og blod et sted i bandets formåen. Her er et fængende refræn, der tænder for min musikalske klæbehjerne, netop som den ellers – i kraft af den gennemgående ’ind ad det ene øre og ud ad det andet’-oplevelse – var ved at give op. Pludselig er det, som om bandets umiddelbare spilleglæde og Lars Pellarins kompromisløse mix går op i en højere enhed.

At “American Dream” samtidig er pladens korteste nummer, er enten ærgerligt, ironisk eller blot et vidnesbyrd om, at det ville give de himmelstræbende forsøg og dybtliggende bump et ekstra skub på vejen, hvis alle numrene blev komprimeret og vurderet en ekstra gang. En mere afbalanceret og underspillet produktion ville skabe plads for bandets hang til melodica, knallertdrøn, kradsen, klapren og klirren – og den ville befri dem fra den strømlinede lyd, der nu i stedet regerer på deres debutalbum.

Der er for langt imellem perlerne og de gode, gennemarbejdede præstationer, der formår andet end at kaste pendulet fra den ene side til den anden. Derfor virker albummet også ufærdigt, og man må blot trække på skuldrende og erkende, at Printers Rhizomatic Baby kun lige akkurat formår at kravle halvvejs op ad karakterskalaen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat