Plader

Richmond Fontaine: The Fitzgerald

Skrevet af Mikkel Mortensen

Richmond Fontaines sjette album er en triumf for sangskriver Willy Vlautin, hvis fremragende personskildringer fra den amerikanske skyggeside kongenialt bliver understøttet af et band, der virkelig forstår, at “less is more”.

Det er med en vis ærefrygt, at man nærmer sig Richmond Fontaines sjette album. Den amerikanske kvartets forrige album, 2004’s Post to Wire var et af sidste års mest anmelderroste udgivelser, og roserne til The Fitzgerald har været mindst lige så store. Det burde være nærmest umuligt for bandet at leve op til forventningerne. Men det gør de.

Richmond Fontaines vigtigste kort er sanger og sangskriver Willy Vlautin, der med sin særegne og skrøbelige stemme formidler sine simple sange. Her skildres en sørgelig underside af det amerikanske samfund, hvor næsten alt går galt. Vlautins sange foregår som oftest i hjembyen Reno, hvor albummet også er skrevet – på netop det hotel, som albummet er opkaldt efter.

Når et band har en så fremragende tekstforfatter som Willy Vlautin, kunne det godt frygtes, at musikken ville blive ligegyldig. Det bliver den dog aldrig, selv om bandet på dette album tydeligvis har valgt, at fokus skal være på teksterne, eftersom musikken er så spartansk. Men ved flere gennemlytninger hører man alle de detaljer, der er gemt i musikken, og dermed indser man, hvor fremragende tekst og musik går hånd i hånd hos Richmond Fontaine.

De underspillede instrumentale detaljer er overalt på The Fitzgerald. Som den lavmælte mundharmonika i “Laramie, Wyoming” om knægten, der stikker af hjemmefra: »Always walked with his head down / Always staring at the ground« – og når man har hørt hans historie, forstår man udmærket hvorfor. Et andet eksempel er den diskrete brug af keyboards i “Welhorn Yards”, hvor vores fortæller oplever »the worst nightmares of sleep«, efter at han har givet en desperat ven, der efter et mislykket kupforsøg bare skal væk, alle sine penge.
Eller hvad med det støvede piano og de lurende violiner i “Disappeared”, om manden, der »disappeared into heartache,« og præcis som alle karaktererne på albummet kan man ikke bebrejde ham det. Violinerne anvendes mere konventionelt, men til mindst lige så stor effekt i “Casino Lights”, hvor en kvinde, der bestemt ikke har styr på sit liv, efterlader noget, man ikke burde kunne give fra sig til sin bror, der næsten er lige så langt ude.

Albummets højdepunkt er den næsten seks minutter lange “The Janitor”. Over skrabende, hypnotisk percussion skaber Vlautin med sin krakelerende stemme to mennesker af kød og blod med enkle, uhyggeligt præcise pennestrøg, og ligegyldigt hvor mange gange man hører sangen, kan man ikke undgå at håbe på en lykkelig slutning til disse to beskadigede sjæle. Men det kan naturligvis ikke ske, og når sangen tager sin tragiske drejning, står tårerne i kø.

På trods af alle disse triste skæbner er der dog håb til sidst. På den afsluttende “Making It Home” vender fortælleren hjem og: »You and me and our whole place, we’re okay / Now that I’m in your arms again.« Lige tilstrækkeligt med optimisme til at minde lytteren om, at det hele måske ikke går ad helvede til alligevel.

Det er dog vigtigt at forstå, at The Fitzgerald på ingen måde er en deprimerende oplevelse, på trods af at de lykkelige slutninger bestemt ikke er i flertal på dette album. Vlautins sange er korte og præcise (albummets 11 sange varer kun 38 minutter) og frem for alt virkelige. Derfor virker de aldrig påtaget sørgelige og bliver aldrig for meget.

At kalde Vlautin én af USA’s absolut bedste sangskrivere netop nu og The Fitzgerald et af årets bedste albums er bestemt ikke en overdrivelse – det er nærmere det modsatte. The Fitzgerald er et helstøbt album af uhørt høj kvalitet, og hvis der en smule retfærdighed til, vil det i fremtiden blive set som lidt af en klassiker.

★★★★★☆

Deltag i debat