Anbefalet

Roskilde ’05-plader

Fra nu af vil Undertoner hver måned sætte tre anmeldere til at levere tre anbefalinger ud fra et givent tema. Første ombæring af <em>Undertoner anbefaler</em> er helt aktuel og skuer frem mod den forestående Roskilde Festival – og den bærer præg af, at et legendarisk støjrockband fra New York kommer forbi.

Fremover vil Undertoner hver måned anbefale et par håndfulde plader ud fra forskellige temaer. Her i juni lægger tre af vores skribenter for med et aktuelt tema, nemlig Roskilde Festival. Vi har fundet ni plader, der er værd at få (gen)hørt inden årets tur til Dyrskuepladsen.

Rasmus Bækgaard

The Hidden Cameras: A Smell of Their Own (2003)

The Hidden Cameras spiller forrygende indiepop med lige dele melankolske perler og energifyldt tempo, der står som stærk kontrast til gruppens tekstunivers, der ikke er for sarte sjæle. Gruppen er fantastisk på en scene, hvilket de viste på Loppen sidste december. Mit absolutte must på Roskilde.

The Dears: No Cities Left (2004)

The Dears lyder som en gensplejsning af Morrissey og Blur. Gruppen har både Morrisseys storladne sange og Blurs kompositoriske opfindsomhed og er blandt de mest spændende canadiske navne for tiden. Når man først har accepteret ligheden med forbillederne, er det en sand fornøjelse.

Håkan Hellström: Et kolikbarns bekännelser (2005)

Håkan har smidt sambatrommerne væk og er vendt tilbage til den melanskolske og medrivende guitarpop. Rødderne er placeret et sted midt imellem den engelske indietradion og klassisk svensk folkemusik, og Håkans melodier er som sædvanlig i top.

Camilla Grausen

Devendra Banhart: Niño Rojo (2004)

Devendra Banhart er en finurlig poet, en gammel hippie og et skørt legebarn. Hans tekster er fyldt med små dyr og besjælet natur i både alvor og fjolleri. Med akustisk guitar og excentrisk vokal vil Banhart forhåbentlig indvie os i et lige så charmerende univers som dét på hans seneste udgivelse Niño Rojo.

The Beach Boys: Pet Sounds (1966)

Beach Boys-geniet Brian Wilsons næsten sagnomspundne Smile udkom omsider sidste år. Hele værket opføres på Wilsons USA-tour – europæerne må “nøjes” med Smile-uddrag i mere hit-orienterede koncerter. Og mht. Beach Boys” hits og perfekte harmonier er fantastiske Pet Sounds altid et genhør værd.

Sonic Youth: Washing Machine (1995)

Til den mest traditionelle af Sonic Youths to Roskilde-koncerter vil bandet formentlig spille numre fra Washing Machine, der helt bestemt står blandt de bedste bedrifter i Sonic Youths lange karriere. Deres mest vellykkede blanding af eksperimenterende rock, fine melodier og støjrock til dato.

Mikkel Arre

Autechre: Anvil Vapre (1995)

En nærmest perfekt electronica-EP, der viser den store spændvidde, Autechre havde i midt-90’erne. De ru beats og de industrielle klangflader stammer fra kolde maskiner, men i melodilinierne og især Second Pengs funk-antydninger er der organisk liv. Anbefalet til Funkstörung- og Prefuse 73-fans.

Opto: 2nd (2004)

Tyske alva.noto og danske Opiate formår at få det bedste frem i hinanden. alva.notos kliniske, strengt non-melodiske knitre-rytmik får liv via guitar- og fuglelyde, mens Opiates stilfærdige minimalisme får kant og modhager fra den tyske kompromisløshed. Lun elektronik til skumringstimerne.

Sonic Youth: Murray Street (2002)

På denne plade har newyorker-legenderne måske ikke helt fordums vildskab. Indlemmelsen af Jim O’Rourke som femte medlem har til gengæld gjort melodierne mere indtagende, og albummet er mere instinktivt fængende end resten af pladerne fra Dirty og fremefter. Følsomheden er klarere end længe.

Deltag i debat