Artikler

Skjulte lyster: Michael Jackson – Jam

Det er efterhånden svært at huske det, men engang var Michael Jackson en blændende pop-begavelse. Blandt andet havde han et formidabelt blik for at finde de rette samarbejdspartnere. Derfor hyrede han Teddy Riley til 1991-pladen Dangerous – og Riley skabte et af verdenshistoriens strammeste beats.

Glasskårene klirrer, og der er stille længe nok til, at man kan nå at fundere over, hvem det er, der smadrer hvad: Er det Michael Jackson, der bryder ud af et glasbur (mediernes stereotype skildring af ham?), eller er det mig, der ved at trykke på play-knappen har lukket noget farligt ud til verden? Men straks tæller en dyb, forvrænget stemme for: “1, 2, 3 …” – og så kommer det ellers. Beatet.

Og det er stramt og under total kontrol; så tight, at dets nærmest glædesløse taktfasthed ville få ethvert lille fascisthjerte til at hoppe et slag over – og samtidig så kraftfuldt og gennem-funky, at det sætter sig i kroppen og vil ud på det dansegulv, som senere i Jacksons karriere var fyldt med blod.

Beatet smælder som piskeslag. Kroppen bliver nærmest blæst omkuld, når det første slag i hver anden takt i omkvædet bliver bakket op af et kort, indædt sample, der lyder som horn, men i virkeligheden er lige så syntetisk som Jacksons ansigt. Lige netop dét sample gør nummeret uforglemmeligt hårdtslående og blæser igennem som en stiv kuling gennem en vidt åben dør.

Kontrolmanisk og buldrende
Det kommer nede fra Teddy Rileys pose med producer-lækkerier, der i slutningen af 80’erne gjorde ham til lidt af et navn på R&B-scenen i USA, efter at han som hovedmand i gruppen Guy introducerede stilarten new jack swing : soulvokaler hen over hårde hiphop-beats.

Inden indspilningerne af Dangerous, der udkom i 1991, droppede Jackson sit mangeårige samarbejde med Quincy Jones, der havde skabt lyden på gigantiske succeser som Off the Wall og Thriller. Ind i manegen kom i stedet Riley, der skulle tilføre Jacksons univers den street-lyd og kant, som var nødvendig for at fange publikum.

Og kant er der så sandelig på “Jam”, der er et af de suverænt mest aggressive numre i Jacksons bagkatalog. Men det skyldes nu hverken hans egen lyse stemme, der i dén grad er på overarbejde i forsøget på at holde trit med den hårdtslående rytmebund, eller den småpinlige rap-eksercits fra Heavy D (»Makin’ funky tracks with my man Michael Jackson / Smooth criminal, that’s the man / Mike’s so relaxed«).

Hele det fascinerende ligger i Rileys trommeprogrammeringer. Hver eneste lille lydbid, der er brugt i konstruktionen af beatet, lyder kunstig – ja, selv den minimale stump scratch, der konstant sparker fart i beatet, lyder tynd og tam, når man sidder og nærstuderer den – men i sammenhængen fungerer det hele upåklageligt. Det er for så vidt et hiphop-inficeret beat som så mange andre, men allerede i versets kontrolfikserede stortromme-synkoperinger aner man, at det er en beatbygger på toppen af sin ydeevne, der er på færde.
Men først med omkvædets buldrende rytmiske kraftudladninger spiller Riley trumfkortet ud – og arven fra funkmusikken bliver tydelig, når falske horn maser sig frem mellem beatets på én gang hoppende og rigide krumspring, mens de rider på ryggen af en dyb, brummende synth-bas.

Hvide negere kan også dunke
“Jam” udkom som single i 1992, og mens Riley for længst var strøget videre i jagten på nye succeser (den eneste, der stadig er til at huske, er Blackstreets gyngende megahit “No Diggity”), arbejdede Jackson stadig hårdt for at beholde de unges gunst.

I en skummel fabrikshal underviste Jackson den høje basket-kendis i moonwalkens hemmeligheder, og Jordan kvitterede med et kursus i at dunke – hvorefter den affarvede popstjerne afsluttede videoen med at demonstrere sin lærenemhed.

»I have to find my peace cuz no one seems to let me be«
Knap så let gik det med resten af karrieren, og selv om teksten til “Jam” taler om profetier, havde Jackson næppe forventet, at ordene »there’ll be problems« ville blive så betegnende for de kommende år af hans karriere.
13. juni blev Jackson efter en medie-retssag af kaotiske dimensioner frikendt for samtlige anklagepunkter, og al tale om, at denne artikelseries tema, Skjulte lyster, skulle have noget at gøre med andet end åbningsnummeret på Dangerous, kan forstumme.

Under sagen har Jackson ikke virket til at leve op til “Jam”s proklamation om, at »you can’t hurt me / I found peace within myself.« Synet af den forfaldne ex-vidunderdreng har i hvert fald fået denne skribent til at længes efter de dage, hvor Michael Jackson var kendt for at lave himmelråbende gode popsange. Så længe “Jam” kører, går det nogenlunde med at spole tiden tilbage.

Deltag i debat