Koncerter

Spleen United, The Alpine, Delicia Mini, 11.06.05, Spot 11, Århus

Tre af de danske upcoming bands udviste stor kærlighed til klaverer, synthesizere og orgler. Lyden pegede tilbage mod tidligere musikalske æraer – og jo mere gennemført, jo bedre.

Spleen United
For to år siden spillede Jelling-kvintetten på Spot 09 som ét af de helt ubeskrevne blade på det års festival. I år vendte de så tilbage – med en pladekontrakt i baglommen – og nu var de pludselig på vej op i en helt anden liga. De spillede i Ridehuset, og der var masser af tilskuere.
Fra første nummer var der ingen tvivl: Spleen United bliver ikke flove, hvis man påstår, at deres musik er inspireret af 80’erne. Heller ikke selv om man siger, at den er enormt inspireret af bands som Depeche Mode og Japan. Sidstnævnte havde dog ikke så bastant en rytmebund som Spleen United, men melodierne er nært beslægtede.

Det var ikke kun trommerne, der var tunge. Der lå konstant et tæppe af mindst to og nogle gange tre synthesizere under Bjarke Niemanns dystre, nedtrykte vokal. Folk med 80’er-fobi ville være løbet skrigende bort fra Spleen Uniteds melankolske show, mens vi, der blev tilbage, fik et imponerende gennemført show fra en håndfuld velspillende musikere. Synthtonerne flimrede mellem hinanden som lysshowet, der ledte tankerne hen på dét, Spleen-drengene vel godt kan kaldes: stadion-synthrock.
Det, der satte prikken over i’et, var, at kærligheden til neon-årtiet virkede indgående og ærlig i stedet for bare at være et virkemiddel. Kun da Niemann legede robot i “Goldring”, begyndte 80’er-fernissen at lugte lidt af at være en joke.
D’herrer kunne godt gå hen og blive store – den mørkladne single “Heroin Unltd.” lød i hvert fald mere end lovende.

The Alpine
Anderledes tyndbenet var præstationen fra The Alpine.
De bød tidligt lørdag aften på en mellemting mellem 70’er-glamrock og 80’er-pop, der ikke ville have lydt helt fejlplaceret på en Kasper Winding-plade. Bandets anonyme sange lagde meget af ansvaret over på frontmanden Peter Boesen, som sandt for dyden var en udmærket entertainer med glimt i øjet og humor i de henkastede bemærkninger.

Men uanset hvor meget han dansede, ændrede det ikke på, at han manglede lidt pondus især i omkvædene, der i øvrigt ikke særlig ofte fængede. “Mondays Look the Same” var en udmærket undtagelse, men den kunne ikke pynte voldsomt meget på billedet af et band, der ikke tager de store risici i deres sange – eller for den sags skyld i deres vekslen mellem Electric Light Orchestra-orgel og Madness-klaver. Og selv hvis The Alpine gerne vil køre den sikre vej, må man i det mindste håbe, at de kommer forbi et pitstop, hvor der kan hentes lidt mere mindeværdige melodier.

Delicia Mini
Den århusianske kvartets debutplade, Skuggi, fik en pæn modtagelse, da den udkom for godt og vel et halvt år siden.
Men lørdag aften på Train var det nu, som om gassen var gået lidt af ballonen. De fire så godt nok ud til at hygge sig fint sammen, men det var måske også dét, der var problemet: at det hele blev lidt for hyggeligt. Den lune indierock, der trak på både americana og engelsk singer/songwriter-musik, luntede rundt i sløvt trav, og kun en lige lovligt gøgleragtig omgang cirkus-orgel satte farten i vejret.

Koncertens største aktiv var uden tvivl Kristján Eggertsons skrammede stemme, der sprækker og giver sig, så snart melodierne bevæger sig op i den lyse ende. Det udnyttede Delicia Mini fint i aftenens sidste numre, hvor omkvædene sendte Eggertsons stemme på luftture – og især førstesinglen “Back to Pieces” ramte plet. Blandet andet fordi den rent faktisk sendte bandet op i tempo.

Deltag i debat