Plader

Ronni Ström: Drifting

Skrevet af Lars Simonsen

Nordjyske Ronni Ströms mix af følsom country-feel og melodisk ørkenrock er hverken skarp eller interessant nok til, at man føler sig godt underholdt fra ende til anden. Efter en både frisk og vellykket start er det nemlig, som om albummet mister pusten og ender i en omgang uinspireret ørkenvandring.

30-årige Ronni Ström fra Frederikshavn er en travl herre. Siden han for et par år siden modtog mange anmelderroser for debutalbummet Lucky Man…, har den tidligere roadie for Johnny Madsen turneret i hele landet – samtidig med at han selv har arrangeret koncerter på det spillested, han ejer. Alligevel har den nordjyske singer/songwriter fået tid til at indspille hans andet album, Drifting.

Pladen indledes på opløftende manér med uptempo og pophit-fængende toner i form af singlen “Merry-Go-Round” med et catchy omkvæd og lige så fængende trompetspil. Det er i sandhed et velvalgt nummer til at åbne denne musikalske westernfilm. For mens numrene begiver sig ud på prærien med twang-guitar og masser af country-feel, er det først og fremmest billederne af en eftertænksom og følsom cowboy, man ser for sig på sin indre film.

Den efterfølgende “Careless Why” er mere lavmælt, men mindst lige så fængende i sit udtryk med simple linjer som: »Despite all that has happened / I’m staying put till whatever end / To feel so ill, but wanting still / No cure against this fever thrill.« Ström skærer i det hele taget ind til benet og holder sin roots-rock forholdsvis simpel, hvilket er både godt og skidt. I hvert fald kan denne tilgang ikke bære albummet hele vejen igennem.
Den gode start på albummet topper med “Skies of Blue”, der med sit langsomme og drømmende tempo, romantiske piano samt følsom sang fra Ström er en lille perle og pladens mest vellykkede nummer.

Som antydet har man hermed oplevet pladens højdepunkt. Den opløftende start afløses af flere lidt svage sange, som mere eller mindre flyder sammen i både melankolsk, følsom og ganske ufarlig ørkenrock.
Indimellem glimter fatamorganaet dog i horisonten. I hvert fald føler man sig flere gange undervejs hensat til en tid, hvor Chris Isaak hittede med “Wicked Game”. Og så afløses billederne af cowboys på den indre nethinde af Helena Christensen, da hun tog sig forbandet godt ud i bikini, mens bølgerne kom rullende ved strandkanten i videoen til Isaak-hittet. Men det er blot et fatamorgana, og helt god bliver lytteoplevelsen altså ikke igen.

Eksempelvis bliver den rendyrkede americana som præger “The Book of Love” for tyktflydende med Ronni Ströms til anledningen dybe, dybe vokal. Det virker simpel hen plat, når Ströms alfaderlige røst helt fremme i lydbilledet i taleform siger »… In fact that’s where music comes from.«

Mens albummet langsomt bevæger sig ud på en småkedelig ørkenvandring – uden whisky i vanddunken – understreger Ronni Ström alligeve,l at han formår at skrue en vaskeægte ørehænger sammen. I bedste ’on the road again’- stil leverer en veloplagt Ström endnu en af slagsen med “Free Ride”. Med linjer som »I’m going back on the road / I’m going back to do my show / I’m on a free … on a free ride« klæber sangen sig fast hos lytteren som en skovflåt, hvad enten man vil det eller ej.

Egentlig er Drifting på mange måder ofte ganske behagelig og nærmest hyggelig at lytte til. Men efterhånden sker der dét, som også sker, hvis man har brugt for mange dage i træk til stille og rolig afslapning: Man begynder at kede sig. I starten er det rart bare at gå og hygge sig, men efterhånden trænger rastløsheden sig på, og der skal ske noget spændende. Det gør der bare ikke rigtig på Drifting.

★★½☆☆☆

Deltag i debat