Plader

T. Griffin Coraline: The Sea Won’t Take Long

Skrevet af Peter Hansen

T. Griffin Coraline har med The Sea Won’t Take Long lavet en plade, der både er interessant og smuk på samme tid. Formlen er porchtechno – en sammenblanding af stille akustiske folk-sange med eletroniske elementer. Og den virker.

Hvad sker der, når storbyens kølige charme møder landlighedens smukke idyl? T. Griffin Coraline er, hvad der sker, og porchtechno er, hvad vi hører. Porchtechno er det udtryk, T. Griffin selv bruger om sin musik, og det er på én gang misvisende og alligevel ikke. City-folk havde nok været et bedre navn, da der ikke umiddelbart er meget techno over de stille melodier, som The Sea Won’t Take Long er fyldt med. Gentagende lytninger afslører dog en masse små elektroniske detaljer, der farver musikken og gør den mere interessant end gennemsnittet.

The Sea Won’t Take Long er nemlig lyden af en død mand, der giver en levende kvinde kunstigt åndedræt og derefter bliver forelsket. Det er lyden af de bittesmå detaljer i en kæmpe storby, hvor mismodet er i en evig kamp med optimismen. Det er musik så sart, at prinsessen ikke ville opdage, hvis hun sov på den, og så er det flot uden at være prangende.

T. Griffin Coraline formår at fylde lydbilledet lige præcis så meget, at musikken konstant er pulserende, samtidig med at der efterlades tomrum nok til, at tonerne får en god makker i eftertænksomheden. Numrene på pladen er smukke uden at være wauw-smukke, lige bortset fra Raincoat, der er fucking wauw-smuk.

Sangen er nemlig en opvisning i at få voksne mænd til at græde på kommando, med sin klare, afklarede og sørgmodige vokal, der fortæller om en pige, der bærer en regnfrakke på en smuk dag. Det er højdepunktet på pladen, men mange andre sange er også godt med.

Broken Bird er en perfekt introduktion til resten af pladen – et nummer ført frem af et enkelt mønster på en akustisk guitar, men med masser af percussiondetaljer og samplinger, der lover for en mere end almindelig lytteoplevelse.
Nellie Bly er mere af en straight popsang, men en god én af slagsen, og den tyste og mørke Ghost Parking er tæt på at nå samme skønhed som Raincoat.

The Sea Won’t Take Long er i det hele taget en dejlig oase i strømmen af både god og dårlig musik. Det er melodisk nok til at være behageligt og mærkeligt nok til at være interessant. Det er dog også en plade, som ikke hele vejen igennem er helt varm nok til at blive rigtig hjerteskærende.

Albummet har et par svage punkter, hvor det desværre går en anelse i tomgang, og hvor formlen med akustisk folk tilført elektroniske farver bliver kørt derud, hvor den ikke helt kan bunde. Man tilgiver dog gerne T. Griffin Coraline de par missere, da hovedparten af pladen tangerer mismodet lige præcis på den fede måde, som musikelskende melankolikere godt kan lide.

★★★★½☆

Deltag i debat