Koncerter

13 & God, Brian Wilson, Interpol, 03.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]13 & God, Pavilion, 16:30 (+ et kvarter)
Det startede umådeligt dårligt for den tysk-amerikanske sekstet. Lydmændene blev ved med at rode med de betragtelige mængder elektronisk udstyr, bandet havde slæbt med på scenen. Men end ikke et kvarters forsinkelse var nok til at få alt til fungere. Det resulterede i en totalt kikset udgave af Men of Station, førstesinglen fra indietronica-hiphop-konstellationen, der består af The Notwist og Anticon-hiphopperne (m.m.) Themselves.
Først virkede Markus Achers mikrofon slet ikke, og selv om han senere halvt med ryggen til publikum sang videre i keyboardspillerens mikrofon, faldt nummeret helt til jorden på grund af bandets usikkerhed.

Så skete der imidlertid noget. Efter en lavmælt hilsen til bandets oprindelige keyboard-mand Dax Pierson, der er blevet lam efter et trafikuheld, tog rapperen Doseone nemlig ordet og scenen i sin magt.

Iført én englevinge og punkfrisure var den ultra-nasale ordekvilibrist hér, dér og alle vegne, mens han bakkede sine stream-of-consciousness-tekster op med alskens rekvisitter som skæbnens terninger og en oppustelig globus.
Hans hvileløse vokaludladninger havde så ekstremt et energiniveau, at de mest Notwist-agtige passager med deres blåtonede klaverklange slet, slet ikke kunne matche ham.

De stunder var der heldigvis længere og længere imellem, efterhånden som bandet spillede sig op – ikke mindst ansporet af Themselves-produceren Jel, der byggede sine bragende beats med hænderne via et drumpad. Intet var forberedt hjemmefra: Alt, selv komplicerede synkoperede rytmer, blev skabt for øjnene og ørerne af publikum.
Og når Jels beats tæskede derudaf, var Notwist-kumpanerne med tung bas og insisterende guitar aldeles glimrende til at give musikken netop den tyngde, der kunne give Doseone modspil.
Men selv om bandet fik gulvbrædderne til at ryste under koncertens sidste klimaks, var det nu den lille, hyperkarismatiske Doseone, der bjæffede sig ind forrest i hukommelsen. Må den mand komme tilbage til landet snarest muligt.
(MA)

Brian Wilson, Orange Scene, 19.30
Man har før set verdensstjerner virke lidt ligeglade med at spille for mange tusinde hengivne mennesker, så det er en del af gamet. Men decideret underlig opførsel er en sjældenhed.
Under søndagens koncert sad Brian Wilson alligevel af og til og kiggede mere intenst på lamperne, der hang omkring ham, end på os; pludselig hostede han for fuld kraft ind i mikrofonen; så kiggede han på sit ur, måske for at tjekke hvor lang tid der var tilbage.
Da bandet spillede sidste ekstranummer, havde han umanerlig travlt med at få et par hjælpere til at tage sin bas og tage sine musikere i hånden og stille op på række til det sidste buk, allerede inden musikken var færdigspillet.

Undervejs sad han bænket bag et stort klaver, som han aldrig spillede på, med to skærme på hvert hjørne, som det så ud, som om han sad og læste op fra under sine sange og præsentationer. Tilmed var hans leadsang lidenskabsløs, og hans indsatser ofte usikre, og lige så ofte hang han gevaldigt i intonationen.

Bizart blev det, da han uden skyggen af engagement for femte gang råbte “How loud can you yell?“, som om nogen havde fortalt ham, at det til moderne koncerter er godt at få publikum til at skrige.
At have en julesang på repertoiret på en sommerturné (Merry Christmas Evening), er vel også en anelse bizart, men kan måske forklares med, at solen altid skinner i Californien. Men altså, Sloop John B. blev præsenteret som hans favoritnummer fra Pet Sounds?! Det har man svært ved at tro på, når det nu er en jamaicansk sang fra 20’erne, og når Pet Sounds indeholder flere geniale Wilson-kompositioner.

Men som Miles Davis sagde: “The music sounds better, when you know who’s playing“. Og derfor var det alligevel en stor oplevelse at høre de fantastiske sange fra mandens egen mund. Vi var igennem alle de up-tempo numre, man næsten kunne ønske sig: Vi kyssede stjernerne med California Girls, der blev efterfulgt af Heroes and Villains, Good Vibrations og som ekstra numre: Get Around, Help Me, Rhonda, Barbra Ann, Surfin’ USA og endelig Fun, Fun, Fun. De otte numre tog 30 minutter, og det er til at blive ør i hovedet af at tænke på, at bare ét af dem havde været nok til at sikre Wilson udødelighed.

Bandet var for mig at se stort set identisk med det band, han præsenterede Smile sammen med og var selvfølgelig superkompetent og tight – og ja, jeg fik næsten den sarkastiske tanke, at vi stod og hørte på Byens Bedste Beach Boys Jam Band feat. Daniel Johnston, nå nej, Brian Wilson…
(JOM)

Interpol, Arena, 20.45
Teltet var ikke nær fyldt på Arena-scenen, da Interpol, som altid klædt i jakkesæt, gik på. Almindelig søndagstræthed plus det faktum at Brian Wilson var ved at runde af på Orange Scene, gjorde, at der var god relativ god plads. Det påvirkede dog ikke det cool newyorker-band, der spillede deres bedste koncert på dansk grund.

Det startede ellers meget normalt. Hvilket stadig vil sige godt, men måske også en anelse rutine-præget. Numre som Slow Hands og Narc fra sidste års Antics blev leveret yderst tight og velspillet, men også på en temmelig velkendt måde.

Foto: jint.dk

Da forsanger Paul Banks (eller andre i bandet for den sags skyld) ikke ligefrem er noget sludrechatol, var man i starten vidne til en yderst vellydende, men knap så underholdende koncert.

Da koncertens sjette nummer, Not Even Jail, bragede i gang, fik det hele et nøk op – fra glimrende til fremragende og tæt på fantastisk. Pludselig gav Interpol alle deres numre en tand mere, end de plejer. Hvad enten det var de hårdtpumpende trommer i føromtalte Not Even Jail, eller små guitarfigurer her og der, var resultatet til tider magisk.
Og når de så oven i købet spillede den fremragende Take You on a Cruise, som uforståeligt blev forbigået ved koncerten i Vega – ja, så gik det meste op i en højere enhed.
Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Interpol havde en god aften, behøvede man bare at lytte til slutningen af PDA, der for en gangs skyld bød på ren livevokal fra guitarist Daniel Kessler.

Ekstra-numrene Obstacle 1 og Roland rykkede som aldrig før, og det eneste, der lagde en lille dæmper på en ellers stor, stor begejstring blandt publikum, var vel, at Stella… fra Turn On the Bright Lights ikke havde fået plads på setlisten. Interpol leverede kort sagt et fornemt punktum for den rockende del af Roskilde Festival 2005.
(PH)

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Brian Wilson: Smile
Interpol: Antics

Deltag i debat