Plader

Autistic Daughters: Jealousy and Diamond

Østrig, New Zealand og Italien giver hver deres lille bidrag til dette stille og intime album, der mentalt er krævende, men så absolut givende. Vil varmt kunne anbefales til kolde vinterdag med dæmpet belysning.

At der altid skal afsættes tid til gennemlytning af en plade, er alment kendt. Men visse plader kræver mere af sin lytter end andre, og denne afdæmpede debut fra Autistic Daughters hører til under den mere krævende kategori.

Den internationale besætning i Autistic Daughters består af guitaristen og sangeren Dean Roberts er fra New Zealand, bassisten Werner Dafeldecker og trommeslageren Martin Brandlmayr fra Østrig, mens italienerne Valerio Tricoli og Anthony Guerra fungerer som altmuligmænd. Alle har de en baggrund indenfor forskellige afarter af den eksperimenterende musik (Brandlmayr er f.eks. med i det støj-udforskende band Radian), hvilket kan høres på pladens syv numre.
Albummet er for så vidt regelret i dets rockede udtryk, men der er tilføjet elektronisk kant og skæve indslag fra de fem musikeres side. Det sagte og tyste foregår i et aldeles humant tempo, hvor numrene bygges op med lige del finesse og tålmodighed.

En stump guitarlyd åbner A Boxful of Birds, der stille smyger sig om Dean Roberts vokal, indtil det eksploderer i dynamik og stille aggressivitet. Nummeret virker som en improviseret skitse, der får lov til at leve sit eget liv og især det skæve trommespil fra Brandlmayr giver nummeret et tilpas afmålt og alligevel forfriskende udtryk.

Den over elleve minutter lange Florence Crown, Last Relay underspiller sig selv, og den bløde vokal får lov til at varme og massere ørerne gennem hele nummeret, hvor de sagte trommer og minimalistiske guitarflader undgår at sovse det hele ind i ufuldstændige detaljer og finurligheder.
Otte minutter inde i nummeret skifter det akustiske til det mere elektroniske, og guitar og bas ligger hele tiden på lur og venter på at få lov til at folde sig ud. Men det lydmæssige rum forbliver blidt, og det er en skam, for med mere end elleve minutter er der ellers plads til at lade de mange rytmiske passager få luft og energi.

Covernummeret Rainy Day in June, oprindeligt skrevet af Ray Davies, gør ikke det store væsen af sig, men bliver alligevel omformet til en perfekt hybrid mellem det elektroniske og rockede. Det improvisatoriske gør sig gældende og efterlader nummeret i en levende og viril sump af mørke og melankoli, der samler elementerne til en masse af skønhed og intensitet.

De afsluttende numre In Your Absence From the Street og Jealousy and Diamond er strikket af det samme garn som resten af pladen, men In Your Absence From the Street stikker alligevel af sted med mere fart og energi, og igen er det trommespillet, der skiller sig ud. Melodien får også lov til at træde i karakter og kastes frem og tilbage i lange springende forløb for til sidst at glide stille og monotomt ud i en vedvarende tone, der ender med at irritere mere end at gavne.

Disse lette og improviserede musikskitser er i det hele taget af en karakter, der ikke lige lader sig inhalere og cirkulere rundt i systemet. Det kan være krævende at lytte til de mange lydflader og dynamiske detaljer, der præger kompositionerne. Men som så mange gange før, gør tid meget ved indtrykket, og har man først fået smag for det, er det et ganske behageligt bekendtskab at lytte til Autistic Daughters.

★★★★½☆

Deltag i debat