Koncerter

Be Good Tanyas, The, The Perceptionists, Death From Above 1979, Mew, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]The Be Good Tanyas, Pavilion, 15.00
Fredag eftermiddag bød på en af de få muligheder for at høre country-musik på årets festival. Den canadiske pige-trio The Be Good Tanyas spillede på den intime Pavilion-scene, og de skuffede ikke. Med en musik, der bedst kan beskrives som Neko Case med en anelse mere knald på country-brillen, skabte gruppen fra start en yderst hyggelig stemning.

Ud over de tre piger samt deres guitarer og vokalharmonier bød livebesætningen også på en mand på kontrabas og en trommeslager, og sammen skabte de en yderst sprød lyd hele koncerten igennem.

Musikken havde den rette blanding af smukke og sørgmodige ballader og mere up-tempo klassiske countrynumre. Mod slutningen var der endda et Neil Young-cover i form af For the Turnstiles fra On the Beach. Det blev præsenteret med oplysningen om, at alle, der lærer at spille guitar i Canada, vil spille et Neil Young-cover.

I det hele taget var de tre piger i bandet meget snakkesalige, og der var en del kommunikation med publikum, hvilket altid løfter en koncert. Musikalsk var det ikke ligefrem nogen banebrydende oplevelse, men til gengæld var det en dejlig hyggelig koncert og et godt åndehul i forhold til de mere hæsblæsende oplevelser, festivalen ellers bød på. Især fordi de piger i bandet optrådte med en charmerende afslappethed, der signalerede, at de også hyggede sig ganske godt denne fredag eftermiddag.
(PH)

The Perceptionists, Pavilion, 19.00
Til tonerne af Public Enemy fra DJ Fakts Ones pladetallerkner kom den muskuløse rapper Akrobatik og hans vævre kollega Mr. Lif på scenen for at indlede med ordene “We have come a long way to rock the house“. Og dét var så netop, hvad de gjorde med en stram, minimalistisk og frem for alt hamrende medrivende omgang hiphop. Efter en ekvilibristisk opvarmning bragede Memorial Day af sted med det relevante omkvæd/spørgsmål til George W. Bush, som man straks burde videresende til Anders Fogh:

Foto: Jon Simpson

Where are the weapons of mass-destruction / We’ve been looking for months but we ain’t found nothin’ / Please mr. President tell us something / We knew from the beginning that you’re ass was bluffin’“. Og så var festen ellers ligesom i gang!

De fantastisk veloplagte rappere smed et eksprestog i hovedet af os – et eksprestog, der bl.a. indeholdt rå og usminkede versioner af Let’s Move, Blo! og Career Finders.
Hvor det på Orange Scene var svært at se, om Snoop Dogg fik sved på panden under sit tilbagelænede og selvsmagende show bare en time tidligere, kunne Mr. Lifs t-shirt vrides, da koncerten var overstået – komplet med tre ekstranumre, hvor The Perceptionists gik i freestyle-mode, og alle faste roller og pladser blev opgivet. (JOM)

Death From Above 1979, Pavilion, 23.00
Klokken 23 på den lille intime Pavilion-scene brød helvede løs med måde. Fem sekunder inden havde konferencien godt nok forberedt det næsten fyldte telt på, at der kom noget ganske anderledes, men alligevel krævede det lige lidt tilvending. Den canadiske duo Death From Above 1979 spillede nemlig deres rockmusik på helt speciel maner. Med kun bas, trommer og en energisk skrigende vokal skabte de et lydbillede, der bedst kan beskrives som et inferno i et meget lille lukket rum.

De to mænd var åbenlyst tændte fra starten, og en stor del af publikum fulgte trop. Bassist Jesse Keeler væltede rundt og svingede sin bas mod alle verdenshjørner, mens trommeslager Sebastien Grainger leverede den mundtlige del af koncerten – både under og mellem numrene. De paniske skrig, der udgjorde vokalen, blev således fra tid til anden afløst af en rar stemme, som leverede lun humor. Alt fra Snoop Dogg til Devendra Banhart fik et ord med på vejen, og Grainger fik midtvejs i koncerten også brug for sine talegaver, da en bas gik i stykker, og to-tre minutter uden musik skulle udfyldes.

Det var det dog trods alt musikken, der var i centrum i sommernatten, og den kaotiske, men samtidig simple punk var overordnet set en fornøjelse at overvære. Det krævede dog også en del koncentration, fordi der altså var tale om en så anderledes rockkoncert – som om et øjebliks uopmærksomhed kostede nydelsen af et helt nummer. Death From Aboves specielle tilgang til rockmusikken blev måske også for meget i længden. For selv om de bruger deres minimale instrumentering på en både original og medrivende måde, savner man en anelse mere variation til en timelang koncert. Det minus kan dog ikke ændre på, at det var en ret så enestående og hæsblæsende oplevelse.
(PH)

Mew, Arena, 02.00
Det lader til at være lykkedes for Mew at blive verdensberømte. Men det var næppe en del af planen, at det kun skulle være i Danmark, at de nåede berømmelsens tinder.
Under alle omstændigheder har Hellerup-drengene opbygget et hengivent publikum, som er taknemmelige for det, de får.

Og taknemmeligheden blev ikke mindre af, at bandet efter en voldsomt metallisk indledning, hvor Jonas Bjerres vokal druknede i en syndflod af bas, leverede tre hits fra Frengers lige i streg: Den brusende fremdrift i starten af Am I Wry? No evnede stadig at give gåsehud, men nummeret afslørede ligesom 156, hvor afgørende det er for Mew, at Jonas Bjerres stemme er helt på toppen.
De to numre manglede det touch, der gør Mew til noget særligt, mens Snowbrigade fik en perfekt vokal og dermed langt større effekt.

Men Bjerres vokal var sandt at sige særdeles svingende natten til lørdag, og i et af de nye numre ramte han nærmest en hel håndfuld toner ved siden af, hvilket førte til, at han opgav at forsøge, da samme passage kom igen lidt senere. Nummeret viste ellers, at Mew med fordel kunne skrue lidt ned for det umådeholdent hæsblæsende udtryk, for bandet skriver stadig nogle fine melodier, som fortjener en lidt mindre buldrende indpakning.
Dette blev bekræftet af den ligeledes nye og lovende Zookeeper, der med fængende falsetomkvæd og perlende korflader havde en herlig lethed. Hen mod slutningen viste Eight Flew Over, One Was Destroyed sig at rumme en ulmende farlighed, og det lykkedes til dels at føre denne kant med over i den afsluttende Comforting Sounds, der ellers er begyndt at lyde som lidt af en rutinesag.
(MA)

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

Deltag i debat