Plader

Ola Bergman: The Satellite City

Med en let omskrivning kan man citere Frank Zappa for, at technoen ikke er død – den lugter bare mærkeligt. Ola Bergman kan sit kram, har fine inspirationskilder og alt det dér; alligevel bliver hans debut-cd aldrig for alvor spændende.

Så er vi der igen – ved det store spørgsmål: Hvorfor i det hele taget lave musik? De fleste musikere vil nok svare, at de ikke kan lade være. Men for os andre, der skal lægge ører til anstrengelserne, er det svar ikke helt tilfredsstillende, thi i takt med at demokratiseringen i adgangen til at lave musik og udgive den er blevet mere og mere udbredt, må vi konstatere, at kunsten (eller “den gode musik”) i sig selv ikke er blevet demokratiseret.
Det er med andre ord lige så svært, som det altid har været, at lave musik, der er vedkommende og interessant for andre – for ikke at tale om at lave noget med blivende værdi.

Ola Bergman har samlet tre ep’er og tre nye numre på en cd og kalder den sin debut. Titlen er The Satellite City og numrene er komponeret fra 2002 til 2005. Altså lige i den periode, hvor lyden af electro og 80’er-pop har været allermest eksponeret (siden 1980’erne, selvfølgelig), og det er ikke gået hen over hovedet på den svenske Bergman.
Pladen emmer af storladne synthesizerlyde, rumklang og electro-bas – ja, af og til høres der sågar håndklap a la Afrika Bambaataa på to og fire. Men det lyder, som om Bergman også har en anden inspirationskilde, nemlig den opklippede og komplekse rytmeprogrammering, som Autechre er ypperste eksponent for.
Og det er i dette møde – mellem 80’erne og Warps bagkatalog – at Bergmans musik måske har det største problem. Disse to musikalske epoker er svære at forene, hvis man spørger mig. Synthesizerne og rumklangen fylder for meget; der er ikke plads til det korte og abrupte. Det fine og kølige ved Autechre-inspirationen drukner i al den luft og al det rum.

Alligevel må enkelte elementer dog fremhæves. ” Limma” præsenterer et tema, som hentet ud af en gammel 70’er-tv-serie, ikke ulig Gnac. “Vulture’s End” gør sig dejligt fri af den kompleksitet i rytmen, der vælter mange af de andre numre. Men Bergman vælger af en eller anden grund en lettere kikset lyd med et fyldigt ekko som gennemgående ledetråd, og resultatet bliver en bastard, som lyder som Safri Duo produceret af en mand, der tror, han er hip.
“No Policy” er et af de tre nye numre og her er 80’er-fascinationen slået ud i lys lue. Tankerne flyver i retning af New Order – ja, selv Harold Faltermeyer – og rytmen er enkel og foregiver ikke at ville mere, end den kan.

“Haute Volta” er imidlertid det mest vellykkede nummer på The Satellite City. 80’erne er ikke så dominerende, og i stedet er vi ovre i et univers, der minder om Boards of Canada eller Aphex Twin i det neddæmpede hjørne. Her rammer Bergman de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter, og her lyder det, som om inspirationskilderne flyder sammen og befrugter hinanden.
Men disse enkle lyspunkter kan dog ikke dække over at Ola Bergmans debut er et diffust produkt, der aldrig overbeviser om sin berettigelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat