Plader

Blob Back Fahrenheit: Feel in the Blanks

Skrevet af Mikkel Arre

Den københavnske kvintet Blob Back Fahrenheit har tydeligvis masser af mere eller mindre avantgardistisk støjrock med sig i rygsækken. Men faktisk er de først gode, når de skruer ned for støj-udflugterne og op for det strukturerede. Og det sker lidt for sjældent.

Det er svært at lade være med at lette lidt på hatten, når man hører Hie Soo Moon forsøge sig som støjrockdiva med både PJ Harveys indfølte dramatik og Karen O’s infernalske skrig som pejlemærker. Som frontfigur for københavnske Blob Back Fahrenheit stritter hun i alle retninger – snart som slæbende lyrikfortolker, snart i skingre og vrælende følelsesudbrud. Det kræver mod at gå så upåvirket til opgaven, og det skal Hie Soo Moon have ros for.

Desværre er det sjældent særlig lytteværdigt, når hun går til skingre ekstremer. “Horrid Horrid” demonstrerer tydeligt, at hendes skramlede måde at synge på lidt for ofte kommer i karambolage med den first take-strategi, som Feel in the Blanks et godt stykke hen ad vejen bygger på. Når bandet spiller højt og intenst, skal Hie Soo Moon virkelig anstrenge sig for at kunne matche larmen – og så er det, at hendes kraftudladninger bliver for skingre.

Det gør sig gældende i “Hie Men”, hvor teksten er en form for hadedigt – a la Kim Gordon light – rettet mod en lidt for smart type. Godt nok er det en del af indie-kodekset at holde med afvigerne, men her bliver det bare for banalt: »You are everything that I don’t wanna be.«

Blob Back Fahrenheit kommer heller ikke heldigt fra de mere avantgarde-inspirerede improvisations-passager, hvor tøjlerne ikke kun bliver sluppet, men skåret helt over. “Turtleegg” er en besynderlig blanding af spoken-word brudstykker og ekspressivt guitarlir, mens “Food Internationale” med recitations-agtig vokal og nynnen vikler sig ind i sig selv.

Så er der langt mere at komme efter, når kvintetten holder lidt sammen på kompositionerne. “So Envious” åbner pladen med at vise, at de Velvet Underground-skramlede guitarer sagtens kan fungere sammen med Hie Soo Moons udtryksfulde stemme, så længe der bare er lagt en plan for, hvor nummeret skal henad.
Nummerets friske »uh-yeah«-kor peger frem mod “Off the Floor”, der er pladens højdepunkt. Hér er der også korharmonier, som er med til at give nummeret en fyldig dybde, hvilket ellers savnes flere andre steder. Samtidig viser nummeret også, at Blob Back Fahrenheit rent faktisk sagtens kan komponere og overraske ad den vej. Som lytter tror man, at nummeret er ved at slutte efter en flyvsk outro – men pludselig tager trommerne fat igen, og der er et helt minut mere endnu.

De to tilbagelænede sommerhyldester “Summer af Summer” og “Goui Goui Times” understreger med deres lune væsen og udmærkede melodier, at det ville klæde Blob Back Fahrenheit ganske glimrende at skrue ned for støj-eksperimenterne – for her synger Hie Soo Moon bedre end på samtlige andre numre; ja, hendes semi-råbekors-omkvæd i førstnævnte nummer er tilmed så fint afbalanceret, at hun virker kraftfuld uden at være skinger.

Blob Back Fahrenheit har altså ørenhørligt potentialet til at blive et udmærket indierock-orkester med sans for det sommerlige – nu skal de bare lige over avantgarde-børnesygdommene. Gid de bliver helbredt, for jeg håber at høre mere til Hie Soo Moon fremover – og gerne i selskab med disse fire herrer, der forstår at udfordre hende med skævslået støjrock. Bare de ikke overdriver det helt så meget som på denne debutplade.

★★½☆☆☆

Deltag i debat