Sideprojekter kan sikkert være meget sunde. Musikere, der føler sig forfulgt af det pres, der er på deres fuldtidsband, kan få lov til blot at more sig med musikken og genvinde noget af den gejst, der nemt kan forsvinde i al seriøsiteten.
Brakes er et udpræget sideprojekt. Bandet består af Eamon Hamilton, der normalt slår sine folder i British Sea Power, Marc Beatty, der til daglig spiller i The Tenderfoot, og endelig Tom og Alex White alias den glimrende, men meget undervurderede duo The Electric Soft Parade. Når de fire ikke spiller i deres respektive bands, har de siden 2002 brugt deres tid på Brakes, hvor de kan få afløb for deres anti-folk/countrypunk-tendenser – sådan betegner bandet i hvert fald selv deres musik.
Give Blood indeholder 16 sange med en samlet spilletid på 29 minutter. Dette burde give lytteren et vist indtryk af, at musikken måske ikke skal tages så pokkers seriøst. At åbningssangen hedder “Ring A Ding Ding”, gør ikke det store for at modvirke denne opfattelse.
Kun seks af Give Blood-sangene er over to minutter lange, men det ville ikke gøre noget, hvis ellers bandet var i stand til at skrive uimodståelige små rockperler, der ikke behøver mere spilletid for at virke overbevisende. Det er de imidlertid ikke, og derfor er det enerverende at høre den ene super-korte sang efter den anden, hvor Eamon Hamilton for gud ved hvilken gang får mulighed for at bevise, hvor svag hans spage vokal virkelig er. Helt galt går det på de henholdsvis 10 og seks sekunder lange “Cheney” og “Comma Comma Comma Full Stop”, hvor guitarerne rusker, og stemmerne er hysterisk overgearede til ingen verdens nytte.
Det kunne derfor håbes, at de længere sange ville fremvise en vis form for sangskrivningstalent, men nej. Det er bare Eamon Hamiltons nærmest Ade Blackburn-agtige (Clinic) stemme hen over forfærdeligt kedelig indie-rock, der aldrig er medrivende, smuk eller bare den mindste smule interessant. Det eneste positive, der kan siges om de sange, der har en mere “normal” længde, det vil sige 2½-3½ minutter, er, at de får én til at længes efter de kortere sange, fordi man dér ikke skulle døje med den tåbelige, klichefyldte sangskrivning i nær så lang tid. Og så hjælper det ingenting, at der “eksperimenteres” med slideguitar, kvindelige vokalister og ligefrem et helt kor hist og her.
Brakes har sikkert moret sig kosteligt med at indspille albummet, men det er bare ærgerligt, at de ikke har formået at formidle noget af den glæde, de får ved projektet ud til lytteren, og når det ikke er tilfældet, kunne det ønskes, at bandet havde brugt mere end blot fem dage på at indspille albummet, og måske skulle de have anvendt noget af den elektronik, som de på det kraftigste har nægtet at anvende. Det kunne ikke ligefrem gøre albummet værre.
Det er overhovedet ikke forståeligt, at Hamilton, Beatty og 2 x White har gidet bruge tid på Brakes. Deres respektive bands er klasser over denne charmeløse omgang pjat. Hvis bandets fire medlemmer vil lege med denne slags ligegyldigheder i deres fritid er det da helt i orden, men det forekommer idiotisk rent faktisk at udgive det.
Forhåbentlig vil ingen tage notits af dette album, og dermed kan det dø den stille og hurtige død, det så sandelig har fortjent, og hvis skæbnen er nådig, kunne det være, at Brakes’ medlemmer vælger at koncentrere sig om deres “rigtige” karrierer, for det kan da aldrig gå så galt som det hér.
