Plader

Bronnt Industries Kapital: Virtute et Industria

Nick Talbot, der sidste år fik lidt af et gennembrud som følsom singer/songwriter under navnet Gravenhurst, har nu slået sig sammen med Guy Bartell og skabt et helt anderledes lydunivers – nemlig et elektronisk inficeret horrorfilm-soundtrack.

De engang så frygtindgydende hvide marmorstatuer på coveret er nu tilmossede og langt fra deres oprindeligt tiltænkte renhed. Til gengæld har det mos, der har groet på dem i årevis, givet dem et menneskeligt præg og vist, at også disse pletfri afbildninger ændrer sig og – ligesom alle andre – ikke kan undslippe den uundgåelige fjende: tiden.

Sætter man Virtute et Industria på, slukker for lyset og forestiller sig, hvorfra musikken oprinder, er det ikke utænkeligt, at man kommer til at tænke på de grædende mænd med sammenfoldede hænder fra coveret. Der er noget pastoralt og mystisk og – når alt kommer til alt – ret ubehageligt ved musikken. Og præcis som statuerne er blevet ofre for tiden, er det, som om Bronnt Industries Kapital har vækket hundreder af års gammel musik til live. En pianofigur, et dystert orgel og klagende ambiente lydflader vikler sig ind og bliver fanget i moderne teknologi i form af beats og diverse computereffekter.

Bronnt Industries Kapital forsøger ikke at gemme deres forkærlighed for det obskure og mystiske. Inden udgivelsen af Virtute et Industria, der er deres debut, har de haft enkelte numre med på opsamlinger med navne som Cut Your Teeth og Chiller Cabinet og de har komponeret et live-soundtrack til en stumfilm fra 1922 om heksekræfter. Og det kommer heller aldrig til at virke pinligt eller cheesy – tværtimod er det gennemarbejdet nok til at skabe en ekstra spænding omkring denne udgivelse.

Det er Nick Talbot og Guy Bartell, der udgør den engelske duo. Nick Talbot er nok bedre kendt som Gravenhurst, der sidste år fik genudgivet Flashlight Seasons på Warp Records. Men Bronnt Industries Kapitals lyd er næsten så langt, man kan komme fra Gravenhursts guitarbaserede singer/songwriter univers. Alligevel er det forfriskende, at Talbots eksperimenter ud i langt mere elektronisk baseret musik – på godt såvel som på ondt – indeholder noget af den samme menneskelige varme, der får musikken til at krybe ind under huden på én.

For det gør den virkelig – allerede fra første nummer, “Western Front”, befinder man sig i en anden verden. En altid tåget og mørk en af slagsen, hvor pesten efterlader tusinder af mennesker hjælpeløse, og man må kæmpe hårdt for at overleve. Marchen bliver sat i gang med rullende trommer og næsten Eno-agtige lydflader, der pludselig får følgeskab af mærkelige larmende lyde, der mest af alt lyder som forvrængede råb. Men efter bare at have beskuet situationen på vestfronten får man senere, i “Rats in the Walls” og “Maggots in the Rice” og ikke mindst den makabre “Song of the Eastern Strangler”, lov til selv at opleve rædslerne.

Virtute et Industria ville ganske givet have gjort sig glimrende som soundtracket til en horrorfilm. Og måske er det netop billederne, der mangler – for noget mangler i hvert fald. Måske er det også bare tiden, der ender med at være Bronnt Industries Kapitals akilleshæl – ligesom det er begrænset, hvor effektfuld en horrorfilm er tredje gang, man ser den og ved, præcis hvornår morderen hopper frem bag hjørnet og dolker kniven i det uskyldige offer. Under alle omstændigheder er der her tale om en særdeles veludført og hørbar plade – bare ikke en af dem, man længes efter, når man ikke er hjemme, eller tager ned af hylden og lytter til mindst en gang hver anden uge. Men mindre kan naturligvis også gå an.

★★★★☆☆

Deltag i debat