Plader

The Cat Box Quartet: Running Uphill

Skrevet af Mikkel Arre

Det lyder måske mystisk, men ud fra lyden af madlavning, knirkende møbler, kuldslået klaver, rumlende støj og glitch har danske Marc Kellaway skabt en imødekommende electronicaplade med fornem konsistens.

Selv om Marc Kellaways første fuldlængde-plade under navnet The Cat Box Quartet er lavet i København, lyder den, når den er allerbedst, som en udflugt til en dyb svensk skov: tænksomme vandreture i skumringen og skramlende madlavning på et spartansk komfur.

Åbneren “Band Pass Tuning” demonstrerer på smukkeste vis, at Kellaway har fat i en egenartet og interessant sammenkobling af electronica og alskens instrumenter som melodika, harmonika og klaver. De to førstnævnte danner – ligesom i “Arc 3” – pudebløde klangflader, mens dybe vraltende klaverakkorder danner modspil til sitrende og bippende elektronik. De glitch-agtige effekter kan sagtens betegnes som støj, men vel at mærke som godmodig, behagelig støj; når den slipper ind i musikken, er den aldrig til besvær, men snarere rar og let som støvregn.
Klaverets humpende, ganske svagt disharmoniske rundgang er et eksempel på, hvordan Kellaways lydunivers altid har et skævt og skrammet twist – og samtidig bærer melodika-melodien på en sart melankoli, der faktisk ikke er helt ulig stemningen i den musikalske underlægning til Mumitroldene.

Det er nu ikke alle numre på Running Uphill, der har denne delikate eftertænksomhed. Eksempelvis fokuserer “Desa” og “Slowly Loading Paper” mere på skramlede beat-konstruktioner end på melodi- og klangbaserede stemninger, og de førstnævnte er ikke det mest interessante ved denne The Cat Box Quartet-plade.
Men selv om Kellaways beats ikke altid er lige stærke (drum’n’bass-rytmikken i “No Way!” lyder snarere temmelig forældet), passer de beat-baserede numre aldeles glimrende ind i den store sammenhæng. Det skyldes blandt andet, at rytmerne f.eks. bygges op af lyden af knirkende møbler eller et stykke blafrende papir. Ikke at den slags virkemidler er en uhørt genialitet, men de små listige henvisninger til hverdagen (som madlavningslydene i “Song From April”), der nok er genkendelige, men alligevel slørede, falder godt i tråd med den generelle stemning på pladen.

Alligevel er der en mærkbar kvalitetsforskel mellem førnævnte numre og de to ellers lige så rytmeorienterede “Arc As Metal” og “A Melody, a Matter for the Blind”. Begge prydes nemlig af nøje afpassede tilskud fra instrumenter, man ikke normalt hører på electronica-plader: En viola da gamba (et strengeinstrument a la en cello) tilfører “Arc As Metal” en simpel, men effektiv og cirklende klagesang, mens “A Melody, a Matter for the Blind” får noget inciterende over sig via afrikansk-influeret tommel-piano, der med hoppende plink-plonk-lyde på én gang udgør en legesyg melodi og en hektisk rytme-tekstur.

Running Uphill runder endnu stærkere af, end den begyndte. Med lavfrekvent brummen, der klippes op og sættes sammen i rytme-forløb, indledes “Cut” ellers som en dyster, men ikke videre rørende hilsen til den minimalistiske lyd hos eksempelvis det hedengangne tyske click and cut-label Mille Plateaux.
Men pludselig løfter en akustisk guitar nummeret ud af den knasende blindgyde sammen med lavmælt klaver. Og da melodikaen kommer ind, går det op for én, at nummeret gradvist har transformeret sig om til en følelsesladet solnedgangssang fra en tusmørkeskov.
Guitarens sparsomme toner går hånd i hånd med melodikaens vaklende tonerækker, og deres fælles varme er som en plaid ved et udbrændt bål: blød, rar og trist at skulle undvære.
Hér er det dog ikke nødvendigt at tænde bål for at få varmen tilbage. Et tryk på play-knappen er alt, der skal til.

★★★★½☆
Lyt til “A Melody, A Matter for the Blind”
[audio:http://www.radiokhartoum.com/media/105/melody.mp3]

Deltag i debat