Plader

Chixdiggit: Pink Razors

Skrevet af Mathias Askholm

(Nogle) piger kan åbenbart lide, hvad dette canadiske band præsterer. Deres power-pop virker dog i denne anmelders ører kunstigt sødet og uden reelt indhold. Bestemt ikke anbefalet.

Cyklamat. NutraSweet. Sakkarin og Sunett. Hvad har disse fire navne til fælles med Chixdiggit? Et hurtigt opslag på Allmusic.com vil vise, at det ikke er bands, der fiskes efter. Nej – ovennævnte er fire kunstige sødemidler.

Chixdiggit startede som en joke på t-shirts med heavy-metal typer. Mark O’Flaherty (guitar), KJ Jansen (vokal og guitar), Michael Eggermont (bas) blev så efter et stykke tid enige om, at det kunne være sjovt at lave et band, nu når de havde band-t-shirts’ne.
Gruppens sjette udspil sætter fra kajen med intet mindre end en hyldest til bandets yndlingssupermarked (!). Nu skal man selvfølgelig ihukomme det fantastiske i, at Daiso tilsyneladende har ting, de andre supermarkeder slet ikke har. Men helt ærligt – kunne KJ i det mindste ikke skrive kærlighedssange? Hjerte-smerte-sange er enerverende, men kan til dels forsvares med, at man er rablende forelsket. Kærlighedssange til supermarkeder derimod – der er altså ingen undskyldning.

På trods af at det nu er 13 år siden at de tre gutter gik ud af highschool, er det ikke ligefrem livserfaring og dybe overvejelser om eksistens eller erkendelse, der tynger. Pink Razors emmer af ungdomsvenskaber, øl, kvinder og lidt for tåbelige idéer. Måske er dette musikkens svar på MTV’s Jack Ass-serie. Her udførte en flok skatere afsindige idéer, som regel med legemsbeskadeligelse som bivirkning.
Sammenligningen holder dog ikke helt. Chixdiggit mangler nemlig impulsivitet og de vilde indskud.

Pink Razors bliver sjældent til mere end polerede melodier og veltimede harmonier. Men netop håndværket er Chixdiggit dog gode til. “I Remember You”, “Geocities Kitty” og “Good Girls” er popsange med noget tyndbenede, men alligevel nævneværdige harmonier. Desværre ødelægges helheds indtrykket af alt for mange alt for melodiøse guitarer i baggrunden.
Ingen af de fire ovennævnte sødestoffer indeholder energi, og netop energien er svær at finde i Chixdiggits 13 sange. Vel er der uptempo-partysange, men forsøger man at lytte ordentligt efter, er det, som om det hele falder fra hinanden. Der er alt for meget varm luft og alt for lidt solidt grundlag i disse sange. Der mangler et underliggende drive.

At lave hyldestsange til sit yndlingssupermarked og sange med titler som “Nobody Understands Me” er under lavmålet. Mit problem med Chixdiggit beror selvfølgelig på det faktum, at jeg ikke er en del af målgruppen. Dette er musik, der forsøger at være så mainstream og så umiddelbar som muligt. Dette er baggrundsmusik, man kan sætte på til highschool-fester, når man vil være sikker på, at folk tænker mere på at drikke øl end på at nyde musikken.

Denne anmelder har svært ved at stå stille til Pink Razors. Jeg vil nemlig til enhver tid få benene på nakken og skynde mig ud, hvis jeg hører denne musik til en fest. Det er festmusik, men ikke en fest for folk, der er til andet og mere end hovedløs skateboarding, highschool-weltschmerz eller overfladiske og indholdsløse budskaber.

Står du og skal bruge et kunstigt sødemiddel, vil jeg anbefale et af de fire fra indledningen. De påvirker ikke blodsukkeret og indeholder ingen kalorier. Chixdiggit kan jeg desværre ikke anbefale.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat