Plader

Eleven Minutes Away: Arson Followed Me Home

Det er lang tid siden, rock’n’roll blev proklameret død, men hvad med emo-rocken, dens skrigende og hylende bastardbror? Er det kampsange eller begravelsessalmer, Eleven Minutes Away byder på med Arson Followed Me Home? Desværre mestendels det sidste.

Staccato riffs, barberbladsskarpe guitarer, uventede skift og smerte, der skriges ud. Vækker dette minder? Sådan kan en god del af emo-bands nemlig beskrives. Med rødder i hardcoremusikkens kontante udtryk og lynende skarpe riffs og med et ønske om at udlevere personlige tanker i stil med deltagere i realityshows, er det nu forskråler Chris Veska og resten af Eleven Minutes Away, der vil prøve den snart så fortærskede emo-genre af.

Umiddelbart er der ikke meget nyt at skimte. En skitse bestående af stille, eftertænksomme passager, der afløses af voldsomme passager, hvor leden eksploderer, og guitarerne skriger i vild kamp. “Atrophy Acetylene” er en af disse sange, der på trods af en spændende titel og en tumultagtig energi aldrig rigtig formår at etablere en dynamik.

Eleven Minutes Away udkommer på det amerikanske Deep Elm Records, og at det forholder sig sådan, er ingen tilfældighed. I løbet af sidste årti var det netop dette selskab, der var med til at forme og fremelske den bølge af guitarbands, som udgjorde emo-scenen: Jimmy Eat World, Samian, Planes Mistaken for Stars, The Appleseed Cast, Further Seems Forever og The Promise Ring – alle er på et tidspunkt blevet udgivet på Deep Elm.

Arson Followed Me Home cirkler om en frigørelse fra begrænsende bånd. Den ulykkelige kærlighed, den forliste familie og generel fremmedgørelse kunne være sådanne bånd. Det er altså en større opgave, de fire unge canadiere tager på deres skuldre på dette udspil, og med en art fatal determinisme lykkes det hverken for bandet at sprænge disse mentale bånd eller genrens snævre krav.

At viljen er til stede, og at Eleven Minutes Away har noget på hjertet, er man ikke i tvivl om. Alt for ofte drukner det dog bare i nyttesløse guitarsoli og vildfarne skrig. “P.S. I Hate You” er en af de mest interessante sange på dette udspil, fordi tempoet og skrigene er skruet et trin ned. Nede i tempo bliver Eleven Minutes Away først for alvor slagkraftige. Der kommer vægt bag musikken, og de indestængte følelser kommer ud med kraft.

Arson Followed Me Home er trods den åbenlyse tilstedeværelse af energi og vilje et forvirret udspil, hvor bandet synes at larme for larmens skyld. Musikken bliver aldrig rigtigt dybfølt, aldrig rigtig intens. Hvis dette var et forhold, var det et af dem, hvor man aldrig når længere end lidt kluntet sex. Der kastes mange meninger, følelser og tanker i hovedet på lytteren, men det bliver aldrig til mere end føleri fra et reality-show.

Eleven Minutes Away er langt fra at finde opskriften på vedkommende og vital musik. Nogle gange skal der mere end blot vilje og et forlist forhold til – eksempelvis autenticitet og nyskabelse. Og det er hér, Eleven Minutes Away dumper.

★★½☆☆☆

Deltag i debat