Koncerter

Flogging Molly, Sonic Youth, Kent, 30.06.05, Roskilde Festival

2005-udgaven af Roskilde Festival kom i gang på glimrende vis med alt fra irsk folkpunk til en koncert, der satte en tyk streg under Sonic Youths status som støjrock-legender.

Flogging Molly, Arena, 18.30
We’re Flogging Molly. We’re middle-aged. And this is what we fucking do.

Sådan startede Roskilde Festival på Arena-scenen. De irske folkemusik-punkere fra Flogging Molly havde indtaget scenen og givet startskuddet til en ordentlig fest. Med gode gamle The Pogues som altoverskyggende referenceramme spillede bandet op til dans for et publikum med en gennemsnitsalder, der næppe bliver set højere på årets festival, før Brian Wilson dukker op på Orange Scene.

Fra start til slut var der tale om et nærmest vanvittigt energisk sceneshow fra et band, der tydeligvis elskede at spille. Trommerne piskede om kap med violinisten, og fløjtespillet toppede det hele. Bandet var kort sagt punk og folkemusik med en lille fordel til det sidstnævnte, og det passede det begejstrede publikum fortræffeligt.

Bandets trumfkort på scenen må dog være forsanger Dave King, der er en entertainer af høj klasse. Alt fra George Bush til VM i fodbold fik et ord med på vejen, og publikum var med på legen. Det var da også hovedsageligt dét, der holdt den sidste del af koncerten oppe. Ikke fordi Flogging Molly blev dårligere, men fordi variationen i sangene ikke var stor nok til en hel koncert. Men når de var bedst, var det dog “Flogging” svært at stå stille.
(PH)

Sonic Youth, Arena, 20.30
Nok er fredagens Sonic Youth-show dedikeret til bandmedlemmernes kompromisløse og særprægede sideprojekter, men det betød ikke, at torsdagens koncert på Arena-scenen blev et show med hit efter hit.
Bandet lagde i stedet ud med knitrende støjflader – først fra Jim O’Rourkes guitar og siden fra de andre medlemmer, efterhånden som de kastede sig ud i en form for stepdans på guitarpedaler.

Herfra gled kvintetten over i den afdæmpede I Love You Golden Blue, hvor Kim Gordons stemme var fin og hviskende. Desværre lød det, som der var hold i hendes ord om, at “I don’t have the will. I hvert fald var Sonic Youth lidt længe om at komme i gang, og først efter tre numre kunne man høre, at der faktisk var tre guitarister på scenen.

Men derfra var der ikke mere at udsætte på Sonic Youths præstation. Så snart Pattern Recognition satte i gang, skete der noget med bandet. Steve Shelleys trommer bumlede helt ustoppeligt af sted, og det forplantede sig til resten af bandet.

Thurston Moores langlemmede krop blev fyldt med energi, og han drønede rundt på scenen som den teenager, han slet ikke er længere. Ja, han sluttede endog nummeret af med et 3-4 minutter langt samleje med sin guitar, hvor han skiftevis lå oven på den, gned gribebrættet mellem sine ben og slæbte den hen over scenen. Det var på én gang yderst morsomt og tindrende virtuost – for midt i vildskaben virkede Moore fuldt bevidst om, præcis hvad han kunne få sin guitar til. Og det var ikke småting.

Resten af koncerten gik fra klimaks til klimaks, og både Mote fra Goo-pladen og Kim Gordons hæst kommanderende invitation til en køretur på Pacific Coast Highway lød stadig imponerende vitale. Sidstnævnte blev endda akkompagneret af trompet fra Gordons side.
Bandets enorme intensitet på scenen kulminerede ikke desto mindre først i det enlige ekstranummer Teenage Riot, hvor Thurston Moores guitar hvileløst huggede igennem, og hvor det blev slået helt fast, hvor kolossalt godt sammenspillet bandet er. Og da Moore kravlede ud bag tæppet for at tage et langt tilløb til koncertens allersidste riff, var det svært ikke at håbe på, at han ville blive stående bare lidt længere.
(MA)

Kent, Orange Scene 22.00
Det var lige i skumringstiden, at de svenske melankolikere fra Kent indtog Orange Scene. Mellem lys og mørke spillede bandet en koncert med både op- og nedture. Et af højdepunkterne kom lige med det samme.
Åbningsnummeret var nemlig 400 slag, den første skæring fra svenskernes nyeste plade Du & jag döden, og det er altså en fantastisk sang. Sjældent kan en melodi skabe stemning så godt på så kort tid, og det blev fulgt op af den næsten lige så fantastiske Sundance Kid. På det tidspunkt var det, som om hele pladsen foran Orange Scene var fyldt med gamle venner, og de rare værter stod oppe på scenen og underholdt.

Men det var alligevel et eller andet galt. Lyden. Man kan måske ikke forvente at få perfekt lyd på Orange, men der manglede lidt for meget bund i lydbilledet hos Kent den aften. Det var langt fra forfærdeligt, men det lagde dog en lille dæmper, især da sangene tog et dyk i midten af koncerten.

Mod slutningen steg det dog kraftigt igen, og så har man det med at glemme, hvad der skete i midten. Det var Musik Non Stop, der sparkede den hæsblæsende afslutning i gang – en afslutning, hvor hitsene nærmest gik hånd i hånd. Især var det glædeligt, at bandet har fået plads til både 747 og Mannen med den vita hatten i samme sæt. Til gengæld er det skuffende, at førnævnte Musik Non Stop var ene om at repræsentere den fremragende Hagnesta Hill-plade.
Alt i alt var der måske nok tale om en lige lovlig kalkuleret koncert, men hvis der er nogle, der kan slippe af sted med at kalkulere, er det vel Kent.
(PH)

Deltag i debat