Plader

The Kingdoms of Presence: And Together We Are Falling

Skrevet af Mikkel Mortensen

Den danske trio er bestemt ikke ueffen til at kombinere electronica og live-instrumenter. Desværre bliver flere af sangene på albummet saboteret af en ikke alt for talentfuld vokalist.

Den danske trio The Kingdoms of Presence frembringer en smuk blanding af electronica og live-instrumenter, men musikkens skønhed bliver desværre skæmmet alvorligt af manglen på stemmepragt hos bandets sanger. Det er bestemt ikke nødvendigt med en stemme, der teknisk set er stor nok til denne form for musik – se blot på The Notwists Markus Acher eller Arab Straps Aidan Moffat, hvis mildt sagt spage stemmer ikke står i vejen for den skønhed, der er i deres respektive bands musik. Problemet hos The Kingdoms of Presence er, at bandets vokalist ikke blot har en svag stemme – den er direkte irriterende.

Den svage vokal ødelægger eksempelvis det ellers glimrende titelnummer, hvor det første minut fremviser et band, der virkelig har styr på deres virkemidler. Beatet er adstadigt, men fremadrettet, guitaren er smuk og afdæmpet, og de eneste vokale udgydelser er en sagte hvisken. Så langt, så godt, men herefter skal der desværre ‘rigtig’ sang på bordet, og det spolerer den smukke og tillokkende stemning, som musikken ellers havde skabt. Det bliver ikke bedre på Frailty, hvor der reciteres over en noget anonym musikalsk baggrund. Reciteringen dominerer også “Sands” og “White Open Spaces”, hvor denne udtryksform igen formår at knuse ellers velfungerende kompositioner.

Når vokalen ikke dominerer numrene, er kvaliteten langt højere som på den over seks minutter lange, instrumentale “Going Anywhere But Home”, der er albummets klare højdepunkt. Nummeret udvikler sig fra det rene ingenting til et sted, hvor guitarerne tindrer så smukt, som de har lært, mens effekterne kører baglæns, og et tilbagelænet beat skubber kompositionen fremad. Det er så godt, at man ikke tøver med at nævne Four Tet som sammenligningsgrundlag.

Det samme kan siges om “Comfort Song”, hvor ordløse vokalharmonier svæver vægtløst over en stemningsmættet underlægning, hvor den akustiske guitar er fremherskende, før nummeret komplet ændrer karakter tre minutter inde, og der tilsættes et supersyntetisk beat og en elektrisk guitar. Ligeledes glimrende er “Mama Y”, hvor guitarerne er repeterende, mens beatet er sprødt, og de eneste vokale eskapader er en sagte hvisken. Endnu engang formår bandet dog at overraske lytteren positivt ved pludselig at slå over i noget, der minder om instrumental indierock med udadvendte guitarer og livetrommer.

At der er et rockband gemt i The Kingdoms of Presence, kan man forvisse sig om i det fine afslutningsnummer, “Departure/Arrival”, hvor bandet nærmest lyder som et afdæmpet Spiritualized, især på grund af vokalisten, der med sin hviskesang minder en hel del om førnævntes Jason Pierce, og det er desværre først her, at The Kingdoms of Presences vokalist finder sit rette leje som sanger. Her fungerer hans stemme glimrende, og for første gang gør hans stemme kun nummeret stærkere.

The Kingdoms of Presence har virkelig talent. Det kan der slet ikke herske nogen tvivl om. De har en imponerende evne til at skabe smukke og dybt fascinerende lydflader, men hvis de skal blive virkelig gode, skal der ske noget på vokalfronten. Enten skal de udelukkende satse på instrumentaler, eller også bør de kraftigt overveje at lade deres vokalist få noget stemmetræning, hvis han ikke kun har tænkt sig at hviske-synge i fremtiden.

★★★½☆☆

Deltag i debat