Klassikeren

Kraftwerk: Computerwelt

Skrevet af Mikkel Arre

Pionerer er nærmest for svagt et ord at bruge om Kraftwerks rolle i den elektroniske musiks udvikling. Computerwelt præsenterer dem på toppen af deres karriere, hvor de fandt en imponerende balance mellem minimalisme, pop-fornemmelse og temmelig subtile og svært tolkbare samfundsrevsende budskaber.

Kraftwerk: Computerwelt

Kraftwerk: Computerwelt

Ingen har flyttet den elektroniske musik så langt fremad som Düsseldorf-pionererne Kraftwerk. Den kølige og afmålte synthesizer-lyd på 1978-albummet Die Mensch-Maschine og august måneds Undertoner-klassiker Computerwelt, der udkom i 1981 efter tre års tavshed fra gruppen, var afgørende for den engelske new romantics-bølge med navne som Human League og Orchestral Manoeuvres in the Dark. Samtidig inspirerede Kraftwerk såvel house-musikerne i Detroit som hiphopperne i New York.

Forbindelsen mellem den tyske kvartet og hiphop-miljøet røg direkte ind i historiebøgerne, da Afrika Bambaata & Soul Sonic Force fik stor succes med nummeret “Planet Rock” efter at have samplet titelnummeret fra Kraftwerks Trans Europa Express samt “Nummern” fra denne klassiker – uden at spørge om lov. Det førte til en af de første retssager nogen sinde om ulovlige samplinger, men standsede ikke hiphoppernes beundring af Kraftwerk. Herhjemme sender sangen “Det sårt’ bælt’ er en livsstil” fra Malk de Koijns frydefuldt skævvinklede debutalbum til eksempel en kort hilsen til Kraftwerk via de japanske ord »ichi, ni, san, chi« (1-2-3-4), som også optræder i “Nummern”.

Musik = ren matematik
I slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var det bestemt ikke alle musikskribenter, der var begejstrede for Kraftwerks mildt sagt distancerede computer-musik. Mange mente, at Kraftwerk nærmede sig afgrunden med deres flirt med det maskinelle; for tænk bare, hvor forfærdeligt det ville være, hvis maskinerne endte med at automatisere musikken og aflive det personlige præg…
Den tankegang var på ingen måde fremmed for Kraftwerk. Tværtimod legede gruppen yderst bevidst med et robot-image og kørte det så langt ud, at flere journalister oplevede at blive spist af med interviews med robotter, mens bandet kunne sidde på deres hotelværelser eller gå rundt i byen.

Computerwelt kommenterer bandet (teknologi-)angsten for bandets musik via den tvetydigt selvironiske “Taschenrechner”, hvor Ralf Hütters totalt udtryksløse stemme forklarer, at det kun kræver et par tryk på lommeregneren at komponere musik: »Ich addiere und subtrahiere / Kontrolliere und komponiere.«
Truslen mod den traditionelle musik kommer altså ikke kun fra fuldautomatiske robotter, men også fra små lommeregnere og menneskets egen stringent matematiske logik. Tallene og de mest elementære regneregler gør os med andre ord i stand til komponere som maskiner. Faren ved den nye teknologi kommer dermed ikke kun udefra, men også indefra, hvis blot vi selv har viljestyrke nok til at kontrollere vores følelser og skæve idéer.

Samtidig med at Hütter leverer sin på overfladen glædesløse selvparodi, blipper og myldrer synthesizer-tonerne rundt omkring ham med en helt anderledes livlig energi. En livlighed, der endte med at gøre “Taschenrechner” til en publikumsfavorit – ikke mindst fordi Kraftwerk fik lavet fire lommeregner-lignende mini-synths, som bandet spillede på, når de optrådte med sangen live.

Mindre kraut og mere pop

We are ze robots

We are ze robots

Det flertydige er en meget vigtig del af Kraftwerks udtryk på Computerwelt, hvilket er helt tydeligt i både musikken og teksterne.
Musikalsk forfiner albummet tendenserne fra Die Mensch-Maschine: korte numre omtrent i pop-længde og generelt mere poppede kompositioner med iørefaldende melodier og færre krautrock-inspirerede passager.

Alligevel får både “Computer Liebe” og “Heimcomputer” lov at flyde ud til seks-syv minutters længde. Førstnævnte starter endda som et traditionelt popnummer med vers og omkvæd, men mens det spinkle beat fortsætter taktfast derudaf, forgrener den følsomme melodi sig hen mod slutningen ude i alle hjørner og afkroge i både lyse og mørke nuancer.
“Heimcomputer” veksler mellem electro-agtige passager med talende vokal og mere udflydende stykker, hvor opstigende synth-skalaer med en bismag af sci-fi-æstetik flakser let omkring og varsler om lyden hos så forskellige navne som Heaven 17, Chemical Brothers og Mouse on Mars (blandt mange, mange andre).

Fagre nye computerverden
Men det er samspillet mellem teksterne og musikken, der løfter Computerwelt op over de øvrige Kraftwerk-albums. Samtidig med at numrene er nærmest instinktivt fængende og har det førnævnte pop-præg, beskæftiger albummet sig med den teknologiske udvikling. Det er egentlig ikke noget særligt for Computerwelt – et kig på titlen Die Mensch-Maschine er nok til at se en hilsen til industriens (eller bioteknologiens?) automatisering. Men på 1981-albummet har Kraftwerk mere end noget andet sted fat i problematikker, der nu er så aktuelle, at Hütter, Schneider, Flür og Bartos ikke kunne have forestillet sig det dengang.

Åbningsnummeret peger – uden at beskrive konkrete problemstillinger eller at udtrykke nogen holdning til sagen – på den mulige udvikling hen mod et overvågningssamfund. Teksten fortæller, at offentlige myndigheder og banker ligger inde med et væld af personlige oplysninger om os. Men hvad det er, det kan føre til – ja, de billeder må lytteren selv levere.

Næsten lige så subtil er kritikken af, hvor hårfin balancen er mellem at bruge computeren til noget nyttigt og at blive ødelagt af den. En computerstemme remser forskellige anvendelsesmuligheder op: »Reisen, Zeit, Medizin, Unterhaltung« – og alt efter hvordan man er skruet sammen, kan man opfatte det som et plus eller som vejen ud på et skråplan. Sammenkoblingen af medicin og underholdning sender i hvert fald mine tanker tilbage til Aldous Huxleys bog Fagre nye verden, hvor magthaverne slet ikke behøver at tæmme folket, fordi folket selv sløver sig med lykkefremkaldende stoffer.
Er computerne blevet vores euforiserende stof, eller er det bare med Kraftwerk-trommeslageren Wolfgang Flürs ord “elektroniske tjenere, der udfører vores ordrer” og intet andet?

Vi er ikke andet end tal
“Nummern” når i løbet af tre minutter at lege med robotstemmer, at pege på den øgede globalisering – symboliseret i stiliseret form ved at der tælles til fire på seks sprog – og at problematisere det faktum, at alt og alle over hele verden i dag er tal i statistikker og regnskaber. All right, det sidste kan godt være en overfortolkning, men hvis man tænker lidt over temaet i titelnummeret, er det oplagt at tænke det budskab ind i “Nummern”. Det efterfølgende nummer, som samler op på hele første halvdel af pladen ved at have åbningsnummerets melodi og beatet fra “Nummern”, støtter også pointen fra før, idet robotstemmer på ny tæller højt på flere sprog. Denne gang taler de bare ikke i rytmiske mønstre, men ukontrolleret i munden på hinanden, og pludselig bliver det hele totalt uoverskueligt – præcis som dét at forholde sig til udviklingen i verden omkring os kan være, når alt fra sultkatastrofer til selvmordsstatistikker blot er tal på tal på tal.
Det har formentlig aldrig været sværere at gennemskue en dansk valgkamp end ved valget i februar, hvor enhver diskussion endte i mundhuggerier om netop tal. Med vidt forskellige regnemetoder nåede de forskellige politikere lige så forskellige resultater, og i stedet for at fungere som fakta endte udregningerne med at øge forvirringen. Var der f.eks. nogen sinde nogen, der fandt ud af, om regeringen havde sparet på folkeskolen eller ej?

Den bedste band-præstation
Mens vi tager stilling til det digitale samfund og dets goder og onder, kan vi nyde, hvordan Computerwelt endte med at blive det album, hvor Kraftwerk virkede mest sammenspillede som band. Trommesporene er elastisk svuppende, og beatet i “Nummern” er så eventyrligt detaljeret, at man ikke fatter, at det kunne lade sig gøre i 1981. Synthesizerne er som oftest distancerede, men får eksempelvis i titelnummeret noget manende over sig i omkvædet, hvor de ligesom bliver hængende i luften og får én til at holde vejret. Computersamfundet er noget, vi skal måbe over – men om det er af begejstring eller rædsel, er altså op til os selv.

Afslutningsnummeret “It’s More Fun to Compute” opsummerer pladen på glimrende vis. En computer-stemme fortæller, hvad den synes er sjovt med en komplet følelsesforladt stemme – og hentyder dermed til tanken om robotter, der bliver i stand til at tænke selv – mens den musikalske underlægning er både helt minimalistisk funky og techno-poppet. Der er på én gang noget fredfyldt og dunkelt over musikken; de lyse synths svæver ubesværet, mens bastonerne brummer og vrider sig. Men da beatet stopper, og den luftige synth-melodi får lov at køre en enkelt takt mere, er der med ét et umiskendeligt skær af melankoli over den.

Trackliste:
1. Computerwelt
2. Taschenrechner
3. Nummern
4. Computerwelt 2
5. Computer Liebe
6. Heimcomputer
7. It’s More Fun to Compute

Leave a Reply