Plader

Mørk: Keisaku Muscle-Harbour

Skrevet af Mathias Askholm

Når du kigger efter monstre under børnesengen. Når du går ud efter en druktur i midtbyen. Når du lukker øjnene for sidste gang. Det er der, og det vokser sig ind på dig. Du kan kæmpe alt, hvad du vil, men du slipper ikke for at skulle hives ned gennem det altomsluttende mørke.

Fra et dunkelt sted mellem tidlig grunge, Mike Patton, the Mars Volta og hemmelighedsfuld hvisken udspiller Keisaku Muscle-Harbour sig. Mørk kæmper sig med growls, skrig, skønsang og stønnen gennem denne debut, og der er god grund til, at man som lytter forsøger at følge efter dem.

De fire gutter Jonatan Bengta, Mads Christensen, Peter Frank og Michael Bruun har gang i noget stort. Denne debut er et projekt, hvor idéerne har fået lov til at råde, og hvor ambitionen er overskyggende stor. Der bygges broer mellem årtiers generationer af progressiv rock, og stille ballader blandes med vrælende kamphymner.

Næsten uanset hvilken genre man befinder sig i, vil det i en verden med Mike Patton blive svært at skabe nybrud, og det lykkes da heller ikke for Mørks opblanding. Pattons heltidsbeskæftigelse med at vinde nyt musikalsk territorium afspejler sig tydeligt i både de iltre passager i “I Will Not Sing With Birds”, og når tempoet sænkes for et øjeblik i f.eks. “Chaos and Bliss: 2nd Act”, der i kraft af den silketynde, men diamantskarpe duet med Karoline Hausted er en rigtig god sang.

Med en bølgende vekslen mellem vrede energi-udbrud og pustepauser til at samle kræfter falder Mørk ikke i den samme fælde som mange andre nye bands, der gerne vil spille med musklerne. Dynamikken mellem det hårde og det papirsfine giver en helt anden tyngde og dybde i musikken, end hvis forstærkerne konsekvent står på max. Store dele af dette album går med vævende og stemningsmættede mellemstykker, der adstadigt bygger op til de mere kraftfulde sange.

Trommeskindet brister dog for Mørk undervejs. Tyngden fra deres projekt river det ganske simpelt i stykker, og et ellers storladent resultat forstyrres af skønhedsfejl. Den af musikjournalister så hypede kant er til stede i musikken, men noget af det rugbrødsarbejde, der også kræves for at få det hel til at klappe, mangler.

En sang som “Ocean” stikker frem med et sprødt riff, der skærer gennem lydbilledet som rustent stål gennem kød. Sangen køres gennem utallige rundgange med et dybereliggende riff længere og længere ud, indtil forsangeren ikke kan andet end at knække over i frådende ordspytteri. Også “Virgin Dew” bygger med sine konstante gentagelser og effektfulde nasale grynt op til det ekstatiske højdepunkt, der synes at være endemålet i de fleste af Mørks sange.

Mørk er ungdommeligt overmodige med deres utrolige kompleksitet og ambitiøsitet. De skaber ikke nye grænser for musikken og vinder intet nyt land, men når guitarerne slås an, og trommesættet tæskes, er det helt tydeligt at høre, at hjertet er med. Keisaku Muscle-Harbour kan i længden ikke holde til trykket fra bandets ambitioner, men det er for så vidt ikke særligt overraskende og dybest set mindre vigtigt. Her er et band, der vil deres musik, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før det vil lykkes for dem.

★★★★☆☆

Deltag i debat