Plader

Melodium: La tête qui flotte

Melodium er en sammentrækning af melodi og medium, og det er også navnet på en fransk musiker, der debuterede i 1999. Der er mere melodi end kontakt med det hinsides og overnaturlige på La tête qui flotte, som til gengæld føles længere, end den er.

Pressemeddelelsen fra selskabet Autres Directions in Music er desværre ganske sparsom i sine oplysninger om, hvem der står bag pseudonymet Melodium. Men er mandens identitet sløret, er hans sound til gengæld temmelig gennemarbejdet – og sikkert er det, at denne franske kreatør kan kalde sig multiinstrumentalist. Han har guitaren som hovedinstrument, men diverterer med alt fra xylofoner, tværfløjte, klaver over orgel til melodica og sågar en enkelt jødeharpe. Alt er spillet af ham selv og siden samplet og klippet til på hjemmecomputeren.

Albummet begynder med lidt knas og et loop, der næsten lyder som en melodisløjfe, en cikade kunne have fundet på en hed sommeraften. Et trommespor banker på med en lyd så tæt og kompakt som en sammenpresset bølgepapkasse. Et keyboard præsenterer en akkordrundgang, en guitar føjes til og ganske kort brummer nogle herrestemmer; en melodi, der er som taget ud af den amerikanske borgerkrig. Denne lille soldatersang gentages igennem hele stykket af forskellige instrumenter, mens de rytmiske mønstre er ganske sprælske. Og på skrift ser det jo ganske tilforladeligt, om ikke spændende, ud, men som albummet skrider frem, viser det sig, at Melodium ikke rigtig har andre strategier at byde på.

Samtlige numre er bygget op som en vamp eller et repeterende harmonimønster, men vi havner aldrig i technoens klassiske monotoni, da de små temaer konstant tilføjes nye klange af forskellige instrumenter, samtidig med at den rytmiske bund leger med alt fra hiphop til glitch.

Der er fine ting at glæde sig over. “Les Psychotropes sont mes amis, puis mes ennemis”, begynder med en mørk cello og et spinet i et klangunivers, der lugter lidt af Aphex Twins Selected Ambient Music vol. 2. “L’attachement aux symptomes” er en gennemført hybrid imellem Godspeed You! Black Emperor og Autechre.
“Se reyer provisoirement de la liste des vivants” gennemvædes af en chanson-farvet melodi, der næsten er mere naiv, end politiet tillader, men det hele reddes på målstregen, da en herlig mærkelig bagvendt lyd spiller modstemme, ude af stemning og ude af sync.
“Emptykuerten” ender i en rytme, der forsvinder op i det blå i en ordentlig omgang ekko og rumklang, ikke helt ulig Steve Reichs båndkompositioner fra 60’erne – men desværre ender nummeret brat, inden slutningens stormende sus har fået lov til at træde ordentlig i karakter.

Og dét er desværre ganske typisk for Melodiums musik. Rummet rundt om de små temaer ændrer sig konstant – franskmanden har mange idéer, men det er synd, at de alle sammen er presset ind på dette album. Måske er han bange for at kede os? I hvert fald savner jeg, at en opbygget stemning får lov til at blive hængende; at universer ikke konstant skal udvides, forandres eller nedbrydes.

Ved de første gennemlytninger virker La tête qui flotte som en behagelig og alligevel eventyrlysten omgang electronica – rytmeprogrammeringerne er både opfindsomme og fermt udførte – men som tiden går, og høretelefonerne ryger på, afsløres en monotoni og uopfindsomhed i både det harmoniske og melodiske materiale og måden, numrene er bygget op på.
Der er ikke noget, der kilder én til at sætte La tête qui flotte på repeat – den varer 45 minutter, og det er faktisk nok.

★★★½☆☆

Leave a Reply