Plader

The Minus 5: At the Organ EP

Skrevet af Kasper Würtz

På trods af en meget stærk startopstilling rykker The Minus 5 ikke op i samme superliga som Wilco og R.E.M. Selv om der er spilletid til både Peter Buck og Wilco er anfører Scott McCaugheys musikalske færdigheder ikke stærke nok i længden.

Scott McCaughey har mange ild i jern – lige fra at være primus motor i Seattle-gruppen Young Fresh Fellows til en fast plads i livekonstellationen hos R.E.M. Blandt de mange sideprojekter er også The Minus 5, hvor McCaughey har samlet et ganske frygtindgydende hold fra den musikalske vennekreds, som blandt andet tæller Peter Buck fra førnævnte gruppe og Wilco. Men på trods af samlingen af stærke musikpersonligheder er der ikke den store tvivl om, at The Minus 5 klart er McCaugheys projekt. Ganske vist minder flere af numrene om Wilco samt Jeff Tweedys tidligere gruppe, de fantastiske Uncle Tupelo, men det er klart McCaugheys humor, som både findes i teksterne og i selve musikken, der udgør hovedessensen af The Minus 5.

Denne humor ses allerede i noterne til det første nummer, hvor McCaughey sidestiller sig selv med Peter Buck og Jeff Tweedy som “three of the greatest songwriters of our time”.
»I’ve got something in my pants / and it’s a lyrical stance,« synger Tweedy og McCaughey i munden på hinanden, mens guitarer, der måske ikke helt er beskidte, men så i hvert fald er snavsede, spurter omkring i denne halvandet minut lange rock-quickie, der stopper uden det klimaks, som man ellers fornemmer, er til stede.

“Hotel Senator” står som et af de stærkeste numre på ep’en med sin blanding af skramlende guitar og et let lyst omkvæd, der minder om uforfalsket 60’er-pop – en stil, der også er til stede i efterfølgeren “Formerly Hail Centurion”, som ifølge McCaugheys noter har danske Spice Girl-wannabes som en af inspirationskilderne. En lidt mere retfærdig reference at trække frem er dog de amerikanske stranddrenge, hvilket især kan høres i de ganske fine vokalharmonier, som bærer omkvædet i denne lille sommerperle, der sagtens kunne have befundet sig på et The Thrills-album. Det humoristiske er stadigvæk til stede her: »Your ass is in the charts / you will disintegrate / I don’t know who you are / you big ass latex-star / your star is history.«

At the Organ kommer sig dog aldrig over sit tidlige højdepunkt. Der bliver dog demonstreret en ganske betragtelig spændevidde, hvilket høres, da 60’er-poppen udskiftes med den countryficerede “Film of the Movie”, hvor McCaugheys akustiske guitar ledsages af en pedal-steel samt håndklap.
Denne spændevidde er dog ikke altid lige overbevisende eksekveret. “Film of the Movie” kører nærmest på autopilot hele vejen igennem og bliver aldrig rigtig spændende, og det samme kan siges om “The Days of Wine and Booze”, der nærmest kun er interessant ved at være optaget d. 11. september 2001.

“The Town That Lost Its Groove Supply” stammer ligesom førnævnte nummer oprindeligt fra Minus 5’s Down With Wilco-album fra sidste år, og udgaverne derfra er egentlig bedre. Seattle-versionen om den grooveløse by bliver med sit rockede udtryk mere gumpetung end originalen, selv om denne dog heller ikke er et musikalsk svendestykke.

Og det er i virkeligheden det store problem med At the Organ. Når McCaughey er bedst, er han lidt over middelmådig, og på intet tidspunkt kommer numrene i nærheden af, hvad både Wilco og R.E.M. har bedrevet. Naturligvis kan man godt mærke, at der er stor forskel i den musikalske tilgang hos The Minus 5 hhv. Buck og Tweedys respektive grupper, men der er heller ikke tvivl om, at der også er forskel i kaliberen af sangmaterialet. Dette kommer allertydeligst til udtryk i den semi-skramlede “One More Bottle to Go”, der er fuldstændigt uden fokus, og den virker mest af alt som en rodet legesession, som ikke burde have forladt studiet.
Når man ser på de utallige projekter, McCaughey har gang i, må han være en mand med et umådeligt stort overskud. På At the Organ giver overskuddet bare aldrig den helt store oplevelse.

★★★☆☆☆

Deltag i debat