Klassikeren

Nirvana: In Utero – Seattle-bølgens livmoder

Skrevet af Lars Simonsen

Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, og succesalbummet Nevermind hyldes som en klassiker. Imidlertid er In Utero fra 1993 et endnu større mesterværk, der præsenterer en rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana.

Nirvana, In Utero, Geffen Records, 1993

InUteroNew1Nirvana har fået en velfortjent plads i rockhistorien, hovedsagelig på baggrund af det massive gennembrud bandet fik med hitsinglen Smells Like Teen Spirit og det efterfølgende succesalbum Nevermind. Her 14 år efter udgivelsen er det da også denne plade, der først og fremmest hyldes som en klassiker, hvilket bl.a. er blevet understreget med udgivelsen af dvd’en Nirvana: Nevermind i serien Classic Albums.

Vi er dog mange, der mener, at 1993’s In Utero er et endnu større mesterværk. For mens den Butch Vig-producerede Nevermind er et album med mange pop-elementer, som formåede at føre undergrundsrocken op til overfladen, er det en mere rå, flosset og på sin vis mere oprindelig udgave af Nirvana, man hører på In Utero. Og det var et helt bevidst valg fra bandets side at distancere sig fra gennembrudspladen.

Skovmandsskjorter i universets centrum
Inden trioen nåede til In Utero, havde de været inde i en særdeles turbulent periode. Nirvana kom nærmest bogstaveligt talt ud af ingenting og fortrængte i 1991 The King of Pop Michael Jackson fra duksepladsen på den amerikanske albumhitliste med Nevermind.
Vennerne Kurt Cobain (vokal, guitar) og Krist Novoselic (bas) var i sen-80’erne flygtet fra no future-byen Aberdeen til Seattle, hvis musikscene snart skulle blive den mest hypede i verden. Hvad der startede i det små med en aftale med det nu legendariske, lille lokale pladeselskab Sub Pop, low budget-debuten Bleach og en besætning bestående af de to venner ledsaget af forskellige trommeslagere, nåede et foreløbigt højdepunkt i 1990 med tilgangen af en trommeslager af Guds nåde: David Grohl. Da den nuværende frontfigur i Foo Fighters tilsluttede sig bandet, blev Nirvana den unikke og benhårde enhed, som over night kom på alles læber.

Den efterfølgende såkalde grunge-bølge af rockbands fra Seattle og omegn med Nirvana som bannerfører satte klørene i denne skribent samt horder af ligesindede unge verden over – og fik tilmed overbevist alle om, at skovmandsskjorte og lasede jeans var en sublim tøjstil!
Ud over Nirvana var fokus især rettet mod meget forskelligt lydende bands som Pearl Jam, Soundgarden og Alice in Chains, mens en gruppe som f.eks. Mudhoney fuldstændig ufortjent aldrig fik lige så stor opmærksomhed. Helt fortjent var det dog Nirvana, der først og fremmest var i rampelyset, og Smeels Like Teen Spirit var i heavy rotation på MTV gennem lang tid.

Man kunne ligefrem mærke, at man var vidne til en vigtig begivenhed i rockhistorien i takt med, at Cobain vrængede: “Here we are now / entertain us.
Nirvanas lydtekniker Craig Montgomery beskriver det ganske rammende på dvd’en Nirvana: Nevermind med ordene: “It felt like the centre of the universe at the time.

Rå og ridset Albini-produktion
Cobain var fast besluttet på at følge det massive kommercielle gennembrud op med en langt mere rå plade, og Steve Albini blev hyret til at producere In Utero. Albini havde forinden arbejdet sammen med bl.a. The Pixies, Helmet, The Jesus Lizard og P.J. Harvey, og med enkle midler tilførte han Nirvana en slagkraftig live-agtig lyd. Selv om Nirvanas numre på In Utero er spækket med hooks og stærke melodier som på de tidligere plader, har det hele fået et mere flosset og herligt skramlet udtryk.

Allerede inden albummet udkom, var der tegn på, at det ville blive en bemærkelsesværdig udgivelse. I pressen gik der rygter om, at pladeselskabet Geffen Records syntes, at materialet var for støjende og mærkværdigt til at blive udgivet, og pladens arbejdstitel I Hate Myself and Want to Die var ligeledes særdeles kontroversiel. Trods Cobains senere så tragiske skæbne var arbejdstitlen ment som en selvironisk kommentar til forsangerens image som deprimeret/poetisk teenage-idol. Cobain foreslog i øvrigt også Verse Chorus Verse som titel for at tage pis på bandets kommercielle succes og folks forventninger til nye hits på det tredje ’rigtige’ album (begge arbejdstitler endte i øvrigt med at blive navne på sange, som findes på henholdsvis soundtracket til The Beavis and Butthead Experience og kompilationen No Alternative).

Pladen fik sit endelige navn, og bandet indvilligede til sidst i at foretage flere justeringer, hvilket bl.a. betød, at den første single Heart-Shaped Box samt All Apologies blev remixet af producer Scott Litt (R.E.M. m.fl.). In Utero ramte butikkerne i september 1993 og strøg direkte til tops på albumhitlisterne.

Optimisme bag de rasende udfald
Ud over den federe lyd er det især Cobains tekstunivers, der er interessant pga. en langt mere personlig og nuanceret tilgang end tidligere. Teksterne på In Utero kredser om hans familie, stofmisbruget og berømmelsen.
Med første linie i det herligt rockende åbningsnummer Serve the Servants sender Cobain en hilsen til netop berømmelsen. Med ordene “Teenage angst has paid off well / Now I’m bored and old” frasiger frontfiguren i tidens største rockband sig i dén grad berømmelsens lyksagligheder. Derudover kan linjen vel også ses som et endegyldigt farvel til monsterhittet Smells Like Teen Spirit. Samme nummer understreger desuden en mere personlig side, idet Cobain undervejs henvender sig direkte til sin far og søger en form for forsoning med linjerne: “I just want you to know that I don’t hate you anymore.

Umiddelbart kan In Utero virke som et meget vredt album fyldt med frustration og håbløshed.
Men førnævnte forsøg på forsoning med faren er langt fra det eneste eksempel på en vis optimisme. Pladen er rig på kærlighedserklæringer, selvironi, tegn på håb og endda glæde. Denne side af Cobains kunstneriske sind optræder som modpol til det noget opreklamerede og klichéfulde billede af den selvmidlidende og depressive rockstjerne, og den er med til at gøre In Utero til en fascinerende, alsidig og mesterlig plade.

Kærlighed og karmakredsløb
Efter den agressive, William S. Burroughs-inspirerede Scentless Apprentice rammes man af den vidunderlige Heart-Shaped Box. Titlen refererer til en gave, Courtney Love forærede sin mand som tegn på deres kærlighed, og sangen er da også tydeligvis en kærlighedserklæring til hustruen. Samtidig benytter Cobain også lejligheden til på ny at spille på sit ry som den depressive og klagende rockstjerne ved gentagne gange selvironisk at synge: “Hey! Wait! I got a new complaint!

Den efterfølgende, kontroversielle Rape Me opstod, mens Cobain legede med elementer fra Smells Like Teen Spirit og Polly fra samme plade. Ud fra et riff, der minder om introen til …Teen Spirit samt temaet fra Polly, blev Rape Me undfanget.
Mens Polly tager afsæt i en autentisk voldtægtssag, hvor offeret vælger at møde gerningsmanden, beskriver Rape Me derimod en fiktiv voldtægt blandet med en særpræget karma-logik. Med linjerne “Rape me / Do it and do it again” samt de mange gentagelser i sangen gør Cobain voldtægt til en nærmest sjælelig tilstand, hvor voldtægtsforbryderen med sikkerhed på et tidspunkt vil få karmaen at føle og blive straffet for sine handlinger. Sangen er dermed en slags kosmisk anti-voldtægtssang.

At Nirvana på ingen måde havde lagt de enkle og stærkt fængende melodier i graven, er den skønne Beatles-inspirerede Dumb et smukt eksempel på. Sangen kredser om at være på heroin og den efterfølgende nedtur samt om at være så glad i låget, at man føler sig lettere dum. Desuden inkluderer nummeret cello, hvilket tilføjer en nærmest uhørt atmosfærisk dimension til Nirvanas univers. Det samme er tilfældet i All Apologies, hvor Cobain til lyden af en stemningsfuld cello demonstrerer sit had til homophobic redneck machomen med ordene “everyone is gay.

“Look on the bright side is suicide”
Endnu en ting, der gør In Utero særdeles interessant, er, at den som bandets sidste studiealbum giver et hint om, hvilken retning Nirvana var på vej i.
Den voldsomme og komplekse Milk It giver i mere end én forstand hints om fremtiden. Ifølge Cobain selv var det nemlig især denne type numre, bandet fremover ville arbejde med frem for de mere traditionelt opbyggede og melodiske sange som Rape Me og Pennyroyal Tea. Skræmmende nok indeholder sangen også en linie, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste fans: “Look on the bright side is suicide.

In Utero står tilbage som det mest kunstnerisk komplekse og interessante Nirvana-album. Med sine mange temaer og udtryksmæssige variationer er den nuanceret og har holdninger og dybde. Trods uoverensstemmelserne med pladeselskabet formåede bandet at sætte et stærkt kunstnerisk fingeraftryk på albummet, og det har i høj grad medvirket til, at Nirvana i kommende generationer vil blive husket for mere end et MTV-megahit.
In Utero cementerede, at Nirvana var et unikt rock-fænomen, som verden ikke har set mage til siden. Ud over de særdeles medrivende og personlige sange er pladens titel og coverart også et udtryk for Kurt Cobains kunstneriske talent. Og når det nu ikke kunne være anderledes, er In Utero en helt igennem fantastisk afskedsplade fra det band, der var verdens største i årene 1991-94.

Trackliste:
1. Serve the Servants
2. Scentless Apprentice
3. Heart-Shaped Box
4. Rape Me
5. Frances Farmer Will Have Her Revenge on Seattle
6. Dumb
7. Very Ape
8. Milk It
9. Pennyroyal Tea
10. Radio Friendly Unit Shifter
11. Tourette’s
12. All Apologies
13. Gallons of Rubbing Alcohol Flow Through the Strip

Deltag i debat