Koncerter

Opto, Sunn O))), Autechre, 01.07.05, Roskilde Festival

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Opto, Metropol, 14.00
Et kort øjeblik lød det, som om at det var fuglepippen, der indledte Carsten Nicolai og Thomas Knaks debutoptræden som liveduo. Men snart svirrede metalliske klange fra side til side, og alt, der var tilbage af fuglene, var fornemmelsen af at traske rundt i en skov i forårsfarver.

Foto: jint.dk

Knaks afmålte melodier har ved mødet med Nicolais ellers knivskarpt kliniske lydunivers fået en varmere og mere følsom klang, og det var en fornøjelse, når de tittede ind mellem træerne.

Vandreturen var både nemmest og mest givende, når de dansk-tyske beats var mest håndgribelige og pågående. Så nikkede publikums nakker på Metropols gulv, og de bølgende lydlandskaber fik lov at vugge tilhørerne.
Nicolai og Knak leverede sine steder lige lovligt album-loyale versioner af gamle numre, men omvendt formåede de to at strække flere af numrene fra sidste års 2nd ud i mere svævende egne – samtidig med at de omtrent hiphop-synkoperede beats holdt det hele på plads.
Og afslutningsvis blev skoven næsten helt farlig, da ondt brummende bastoner sendte mørke skyer ind over trætoppene. Så ilde stod det nu langtfra til med Opto, der snarere er et glimrende eksempel på en duo, der er andet og mere end summen af de to deltageres evner.
(MA)

Sunn O))), Odeon, 16.15
En dyb, dyb summen gik direkte i brystet på én, da koncerten med det internationale drone-metal-navn Sunn O))) gik på scenen fredag eftermiddag. Aldrig har jeg hørt så voldsom og larmende musik udvikle sig så langsomt – det var, som hvis en stor tung granitsten langsomt begyndte at rulle direkte ned i helvede.

Foto: jint.dk

Efter fem minutter skreg ørerne på ørepropper, og da bandet efter den lange opbygning af lag på lag af rumlerier var samlet, rystede benene under mig.
Det var ikke, fordi jeg var træt, men fordi musikkens vibrationer var så stærke, at de på en god dag må kunne sende jorden ud af sin bane.

Koncerten kan bedst beskrives med den slidte metal-kliche, at vi var samlet til en sort, rituel messe af gotisk tilsnit. Musikerne, indhyllet i munkekutter, bevægede sig i slowmotion og udviklede langsomt den dundrende musik med flere og flere overtoner og dybere og dybere bas. En vokalist kom på scenen og growlede uforståelige lyde til sin menighed, og hele koncerten endte i det længste og mest hjerteskærende skrig – fra både guitarer og vokal – jeg har hørt.

Sunn O))) er en form for dødsmetalambient, som næsten bedst opleves liggende med lukkede øjne. I hvert fald stilles der store krav til lytteren – krav, som kun de færreste havde lyst til at honorere, idet teltet kun havde en tredjedel af de oprindelige tilskuere tilbage, da koncerten sluttede. En slutning, der var det eneste bratte ved showet: I ét og samme sekund blev der slukket for samtlige 11 forstærkere (flere end selv Sonic Youth!).
Sunn O))) deler vandene. Enten er de geniale, eller også er de til grin. Jeg var i humør til bandet og fik en oplevelse.
(JOM)

Autechre, Metropol, 00.30
Det er vel 10 år siden (i hvert fald), at Autechre lavede decideret dansemusik, men ikke desto mindre spillede de et forholdsvis dansabelt set lørdag nat.

Forholdsvis, for Autechre ville ikke være Autechre uden de konstante skift i rytme og lyd – men faktisk tabte Sean Booth og Rob Brown aldrig, bortset fra en kort overgang to tredjedele inde i koncerten, pulsen af syne.
Det er imponerende, som Autechre er i stand til at variere deres numre fra indspilning til live – i stedet for regulære numre dukkede af og til rytmiske mønstre og melodistumper fra deres seneste cd op. Både LCC og Pro Radii blev smidt ind i det komplekse univers, som bar endnu to typiske Autechre-kendetegn: Den sound, Booth & Brown henter frem fra computernes gemmer, er bare så delikat – den står nærmest mejslet ud i luften, så det er muligt at røre ved den. Og denne håndgribelighed går igen i det næsten tre-dimensionelle lydbillede, som de delikate lyde bliver sat ind i.
På trods af alle deres avantgardistiske tiltag demonstrerede Autechre, at de ikke har glemt, hvad 90% af al musik i bund og grund bygger på, nemlig det simple at bygge en spænding op og forløse den igen. Fremragende.
(JOM)

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Autechre: Untilted

Deltag i debat