Plader

The Peppermints: Jesüs Chryst

Skrevet af Lars Simonsen

Amerikanske The Peppermints overdriver i deres forsøg på at provokere og forarge. Med trashrock og kvindeskrig formår kvartetten at fyre 16 dårlige og to gode numre af sted på en lille halv time.

San Diegos The Peppermints forsøger med flere forskellige midler at forarge og provokere på deres andet album. Valget af coverart er ingen undtagelse. Hovedpersonerne fra Leonardo Da Vincis berømte maleri Den sidste nadver er her erstattet med de fire medlemmer af bandet. Mens langt de fleste herhjemme ville trække på skulderne over dette, ville det utvivlsomt kunne få hovedparten af hjemlandets konservative kristne til at råbe op om blasfemi, hvilket bandet sikkert ville elske. Problemet for The Peppermints er bare, at netop den del af befolkningen efter al sandsynlighed aldrig nogen sinde vil komme til at stifte bekendtskab med bandets provokationer.

Alligevel fortsætter kvartetten ufortrødent i samme spor; billederne i booklettet viser således både en dildo og bandmedlemmerne stangvisne ved bordet, der nu er sølet ind i rødvin og madrester. På bagsiden ses pladens 18 sangtitler fordelt over to sider i The Holy Bible og albumtitlen, omskrivningen Jesüs Chryst, fuldender billedet af et band med en anti-kristen holdning. På sin vis kan man måske godt forstå The Peppermints’ trang til at provokere og gøre oprør imod tidens højre-kristne politiske dominans i USA. På den anden side kan man stille spørgsmålstegn ved, om måden dette gøres på er den rette. Den provokative stilart i form af latterliggørelsen af et verdenskendt kunstværk kan på sin vis minde om dadaismen (overskæg på Mona Lisa etc.), men de overdrevne forsøg på at provokere får projektet til at fremstå temmelig plat og decideret tåbeligt.
De hele 18 numre med obskur og eksperimenterende trashrock fremstår ligså overgearede og bliver en for stor en mundfuld at gabe over – også selv om spilletiden blot er 29 minutter.

Animal Collective har længe været venner med og fan af The Peppermints, og det er da også dyrekollektivets pladeselskab Paw Tracks, der står bag denne udgivelse, der er rig på skrig, vræl, og råb. Tre kvinder og en enkelt mand står bag udfaldene, og visse steder kan vokalerne da også minde om Sonic Youths Kim Gordon. Alligevel er der dog ikke meget Sonic Youth-æstestik over The Peppermints’ støj, og det er i dén grad med til at gøre det til lidt af en prøvelse at lytte pladen igennem fra ende til anden. En lille halv time med lyden af trommer, bas, guitarer og stemmebånd, der bliver smadret, er trods alt for lang tid.

For eksempel lyder vokalen i “Rabid Frogs” indimellem, som om en mere psykotisk udgave af Kenny fra South Park er med som gæstesanger, og ordene er selvfølgelig umulige at skelne fra hinanden. I “Sexy Total Fuck” samles samtlige bandmedlemmer i et skrige-skråle-vræle-kor, og resultatet er mildest talt kaotisk og temmelig anstrengende at lytte til.

Det har utvivlsomt været en ren fest at indspille pladen, og med billederne fra booklettet in mente er det nemt at forestille sig, at disse numre kunne spilles, samtidig med at de døddrukne bandmedlemmer udkæmper en gigantisk madkrig. Måske ville dette egne sig til et live-freak-show på en scene, alt imens publikum vælter rundt mellem hinanden – men på plade fungerer det ikke.

Der er dog et par eksempler på elementer, der hører til i den mere udholdelige del af skalaen. I “A Hotel” aflastes stemmebåndene endelig og nummeret må betegnes som et roligt nummer efter Peppermints-målestok. Et simpelt guitarriff komplementerer linjer, man rent faktisk kan tyde: »Sitting there is hard enough / but lying down is such hard work.«
Et andet eksempel på et af de mere vellykkede numre er det aggressivt punk-rockede “Cousin”. De hysterisk-lydende kvindeskrig er her erstattet af en rå mandlig stemme, som vredt synger: »Cause she’s my cousin / I can’t think about her« og »She’s my cousin / I can’t really love her.«

The Peppermints har givetvis fået afløb for en del af deres frustrationer over nutidens politiske klima i deres hjemland, og fred være med det. Bl.a. sender bandet en lige højre i synet på en politiker med efternavnet Santorum i sangen af samme navn.

Et andet af The Peppermints’ mål er tilsyneladende at være et klokkeklart alternativ til traditionel rock og pop. Det paradoksale ved dette er, at musikken er mest interessant, når der skrues en anelse ned for den eksperimenterende og hærgende trashrock. Det er nemlig de ganske få mere traditionelle punkrock-numre, der ender med at stå tilbage som pladens bedste. Hovedparten af de 18 skæringer har nemlig tendens til at drukne i et sandt mudderbad af smadrede instrumenter og skingre kvinderåb.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat