Anbefalet

Plader til den gode grillaften

Sommeren er over os, under os og omkring os. Og hvad er bedre end at slutte en rar sommerdag af med et grillarrangement? Ikke meget, hvis du spørger Undertoner – og vi sætter tilmed så stor pris på, at der er god musik til maden, at vi her anbefaler ni gode grill-plader.

Så er det igen blevet den tid på året, hvor småkvabsede middelklassemænd pludselig begynder at tro, at de faktisk ser ret godt ud under åben himmel i deres fedtplettede “Kiss the Cook”-forklæder. Her hos Undertoner mener vi nu godt, at en grill-fest kan afvikles under lidt mere charmerende former – og vi går i hvert fald ind for klart bedre musik til at ledsage bøfferne på deres vej fra plastindpakningen via grillen til tallerkenerne. Udgangspunktet er følgende:

1. Grillen tændes
2. Maden indtages
3. Festen udvikler sig

Rasmus Junge

System: s.t. (2002)

Som skabt til en søvnigt flimrende dag henslængt i parken, mens tømmermændene langsomt, men sikkert fordufter som dug for sommersolen: varm, døsig og doven ambient electrodub med masser plads til eftertænksom lommefilosoferen fra det danske electronica-trekløver Thomas Knak, Anders Remmer og Jesper Skaaning.

Eggstone: Viva La Difference! (1997)
Det perfekte soundtrack til en lun og halvkitschet aften med stegt kød og long drinks: en svensk all-time sommerklassiker fyldt til randen med perfekt afrundet, smægtende solskinspop med melankolske undertoner fra ejerne af det legendariske, svenske studie Tambourine Studios, hvor Cardigans, Superheroes og andre retro outfits har indspillet.

The Supremes – Supremes A’ Go-Go (1966)
24 karats soul-pop fra en af historiens allerbedste vokalgrupper, her fanget på toppen af deres karriere – der er ikke andet at gøre end at danse-twiste-swinge, indtil solen kommer frem til tonerne af klassikere som Baby I Need Your Loving, Shake Me, Wake Me (When It’s Over) og verdens muligvis allerbedste nummer: You Can’t Hurry Love.

Christian Mortensen

The Shins: Oh, Inverted World (2001)
Der skal bydes pænt velkommen, og hvilken bedre måde at gøre det på end med Shins’ debut Oh, Inverted World? Der er ikke meget nyt under solen, men der er ganske forståeligt, for det lyder, som om det amerikanske band føler sig ret godt til rette her. En ren og ufatteligt velskrevet samling døsige, bittersøde, 60’er-inspirerede pophits, der er sikre på at bringe et smil frem i enhver mundvig.

Sam Prekop: Who’s Your New Professor (2005)
Sam Prekop fra hedengangne The Sea and Cake viser endnu en gang sin evne til som solokunstner at skrive betagende sange uden at bruge store ord. På sin helt egen charmerende måde smitter de tilbagelænede sange i en sådan grad, at de udgør et af de rarest tænkelige soundtracks til en rolig aften.

Primal Scream: Screamadelica (1991)
Skulle det alligevel gå hen og blive en smule vildere, er Primal Screams sammensmeltning af house, trance, trip hop, soul og pop stadig en fremragende plade til at få folk op af stolene, selv om man befinder sig i Danmark 14 år efter dens udgivelse – og selv om man ikke nødvendigvis er på ecstacy, som Gillespie og co. var det. “We wanna get loaded … and have a good time!

Martin Laurberg

Orange Juice: You Can’t Hide Your Love Forever (1982)
Orange Juices debutplade er en krystalklar samling af fine popsange. Blandingen af firserproduktion, tresserinspirerede guitarstykker og Edwyn Collins’ poetiske sangtekster skaber det perfekte soundtrack til en sommerfest med forfriskende drinks og solbrændte piger.

Trumans Water: Spasm Smash XXXOXOX Ox and Ass (1993)
Ingen plade minder mere om eksplosiv tændvæske hældt ud over en alt for varm grill end Trumans Waters udknaldede mesterværk fra 1993. De fantastiske guitarriffs, hylende stemmer og helt usandsynligt originale og flippede kompositioner vakte i sin tid så meget opmærksomhed, at John Peel spillede hele pladen i sit radioprogram (det er en dobbelt-lp). Spasm Smash er en milepæl inden for eksperimenterende rock og en af 1990’ernes bedste plader.

Dead Moon: Crack in the System (1994)
Man er for fuld til at tale om noget fornuftigt, men for udkørt og omtåget til at danse og feste igennem med det samme. Udvej: Sæt Dead Moons Crack in the System på. Det er punkrock uden udsmider-agtig vrede, melankoli uden klichéfuld flæben og ikke mindst kærlighedsfuld sangskrivning i verdensklasse. Når det stemningsfulde afslutningsnummer Unknown Passage toner ud, er der ikke et øje tørt. (Herefter kan man så gå amok i party-rus, hvis man har lyst).

Deltag i debat