Plader

The Psyke Project: Daikini

Skrevet af Marco Krockert

The Psyke Project er et af de mere spændende navne på den danske hardcore/metalscene, men trods et originalt udtryk føles Daikini alligevel stivnet.

Der er ingen smalle steder i The Psyke Projects univers. Tonstung lyd, konsistent growl og nul soli er det indtryk, der først møder lytteren. Det bliver også ved med at være grundstammen for resten af pladen, hvilket er både godt og skidt.

Daikini er desværre af den slags, hvor godt og vel første halvdel lægger et klart højere niveau end den resterende; der gøres en god entré med en håndfuld udmærkede bredsider, men udtrykket går ligesom i sig selv uden at levere den fornødne udvikling og bliver efterhånden en prøvelse at lytte til. Det murstenstunge downtempo-leje svinger da fint, men der mangler i høj grad nogle mindeværdige riffs eller hooks at hæfte sig ved, og det gælder faktisk både instrumentering og vokal. Til sidst løber det helt ud i sandet og bliver nærmest uudholdeligt i “nu-bliver-det-så-tungt-at-det-hele-falder-sammen”-triaden “Notes”, der også demonstrerer, hvor uudviklet strukturen er.

Når det så er sagt, er der alligevel en del formildende lyspunkter. Selv om det er en krads metalcore, der er udgangspunktet, er der desuden et sjældent, velsmagende krydderi, der får TPP til at skille sig ud i det ofte ensartede metal-landskab. Mindst som man venter det, kan der pludselig dukke blide, flydende stykker op, en slags musikalske landskabsmalerier, hvor tiden næsten synes at stå stille, og hvor lange, ubestemmelige toner skaber en skrøbelig kontrast til alt det voldsomme. Her rammes et forfinet temperament, som uden tvivl er bandets absolutte trumfkort.

Derudover er der et stort plus i selve lyden, der nok har en del at gøre med, at man har plantet Tue Madsen i producerstolen. Han har efterhånden markeret sig som en ganske habil metal-producer og har denne gang disket op med et på forunderlig vis både fyldigt og originalt lydbillede, der har den helt rigtige sprødhed. Selv om det måske er musikken uvedkommende, må jeg også berømme det originale artwork, der er ligeså kornet og mørkt som pladen. Dejligt udansk.

Men man kunne godt ønske sig, at der var flere numre som den karismatiske åbner “For Us to See for Us to Help”, der er melodisk og ørevenlig uden at gå på kompromis med den svære lyd. Her indgår store, mangetonede akkorder i et stimulerende forløb, hvor den growlende vokal også virker afstemt og karakterfuld. Hvis standarden i dette nummer var bibeholdt igennem hele pladen, havde den været intet mindre end fremragende.

“In the Mist” ligger i fin forlængelse heraf med en kaotisk, hurtigere rytme og et fint samspil mellem vokal og guitar. Men allerede ved tredje nummer begynder det melodiske udtryk allerede at blive udjævnet til en mere normbaseret standard. Musikken overlever kun lige akkurat. Sådan fortsætter det et par numre frem for så at gå helt i stampe. Resten er pladen er stort set ligegyldig.

Mens man lytter til pladen, er det høje energiniveau smittende, men der er ud over den første håndfuld numre ikke meget at huske tilbage på, når først laseren er holdt op med at læse. Med konceptet er der taget en chance, og det kan man kun respektere, for der gribes af og til fat i noget essentielt, der går originalt på tværs af genrehensyn. Men inden for den ramme kunne der dog godt tages mange flere afstikkere, for det ender med et forsumpet, ja egentlig halvkedeligt udtryk.

Det skal blive spændende at se, hvor TPP bevæger sig hen i fremtiden. Man kan vel have lov at håbe på, at de forstærker det melodiske potentiale, hvilket kunne blive næsten skræmmende godt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat